Kirken kører mediekanonerne i stilling

Den samlede informationsafdeling er kun et par år gammel og resultatet af syv års planlægning i kølvandet på kirkens adskillelse fra staten i 2000. Siden adskillelsen har næsten en halv million svenskere forladt kirken ved et aktivt valg. Dermed rammes kirken af stadigt færre indtægter i form af medlemsafgift. Det til trods vælger kirken at bruge de 35 millioner kroner om året, som det koster at drive afdelingen. Pengene er godt givet ud, mener Marianne Ejdersten.

– Der går fem år fra, at folk begynder at overveje at forlade kirken, til at de gør alvor af tanken. Mange ønsker jo at være med. Det ligger dybt i den svenske folkesjæl. Når folk gør alvor af at melde sig ud, er det enten af økonomiske grunde, eller fordi de mener, at kvindelige præster har dårlige kår i den svenske kirke.

65 procent af den svenske befolkning møder kirken gennem landets medier. Og særligt derfor er der brug for en solid pressegruppe, mener hun.

– Når et lille antal præster får plads i medierne, fordi de er modstandere af kvindelige præster, så får den almindelige svensker hurtigt det indtryk, at sådan forholder det sig i kirken generelt. Det indtryk vil vi gerne modvirke.

Den svenske kirke har for eksempel for nylig lanceret en stor udstilling i Stockholm om nogle af de mest fremtrædende kvindelige præster, der har virket i den svenske kirke. Af andre initiativer kan nævnes en hjemmeside, som blev lanceret i oktober inden kirkevalget, hvor almindelige borgere kunne gå ind og skrive en bøn. I løbet af den første uge blev der formuleret 4000 bønner, og i løbet af den første måned havde 400.000 besøgt hjemmesiden.

– Det viser, at befolkningen har et forhold til kirken og til kristendommen, hvis kirken blot udviser åbenhed og nærvær, siger Marianne Ejdersten.

Trods tabet af medlemmer har adskillelsen fra staten været med til at styrke kirken på flere områder. For eksempel har kirken nu større frihed til at sige staten imod, vurderer den svenske kirkes ærkebiskop, Anders Wejryd.

– Når man står frit, kan man lettere engagere sig i samfundsspørgsmål og kritisere politiske beslutninger. Det skal selvfølgelig håndteres med omtanke, så vi ikke skræmmer vores medlemmer væk, siger han.

Kirkens mest markante indblanding i politik skete ved det såkaldte Påskeopråb i foråret 2005, hvor Sveriges Kristne Råd, et økumenisk organ for 25 svenske kirker og trossamfund i samarbejde med ærkebiskoppen mobiliserede en omfattende protest mod Sveriges asylpolitik. Kirkerne demonstrerede i Stockholm og indsamlede 157.251 personlige underskrifter til en protesterklæring. Ud af protesten kom en midlertidig asyllov, som gjorde det muligt for alle de flygtninge, der havde fået afslag på asyl, at søge igen.

Ærkebiskop Anders Wejryd understreger, at adskillelsen fra staten ikke kom som en tyv om natten – men faktisk har været undervejs i flere hundrede år og tog sit udspring i 1700- og 1800-tallets pietistiske vækkelsesbevægelser samt den politiske orientering i retning af oplysningstanken og det liberale demokrati. Hovedargumentet lød, at det er meningsløst at tale om religionsfrihed, hvis der ikke blev skelnet klart mellem statsinstitutioner og trossamfund.

– Pietismens opblomstring i 1700-tallet gjorde det klart, at man ikke behøvede at tilhøre den svenske kirke for at være troende. Og modsat Danmark holdt den pietistiske vækkelse sig ikke inden for folkekirken. De ortodokse og katolske menigheder, som blomstrede frem i sidste halvdel af det 20. århundrede, viste desuden, at man kan være folkekirke med en lav tærskel uden at være hverken statskirke eller pietistisk foreningskirke. Derfra var der ikke så langt til adskillelsen, siger Anders Wejryd.

johansen@kristeligt-dagblad.dk