Ny generation af folkekirker

Det kan være, at bevægelsen mistede lidt af pusten, men dog ikke mere, end at den fylder Agricola-kirken til bristepunktet med 600 deltagere søndag efter søndag året rundt. Fra begyndelsen ønskede den at være et stille oprør, der kunne udfordre den lutherske kirkes konformitet og være et gudstjenestelaboratorium.

Som andre nordiske kirker begyndte Finlands lutherske kirke som statskirke, men kalder i dag sig selv en folkekirke. Den har da også meget tilfælles med andre nordiske folkekirker, blandt andet et udstrakt repræsentativt demokrati, hvis øverste myndighed er kirkemødet, der samles to gange om året. Det ændrer dog ikke på, at den finske kirke i disse år lider af medlemstab, blandt andet gennem aktive udmeldelser.

Teologen og præsten Irja Askola har i en årrække arbejdet i Genève i Den Europæiske Kirkekonference, men er nu tilbage i den finske kirke som rådgiver for biskoppen i Esbo stift.

– Den nordiske folkekirkemodel var god for vores kultur og nationalitet på et tidspunkt, hvor samfundet var mere homogent. Uanset om man kan lide det eller ej, så er de forudsætninger forsvundet i dag. I stedet må kirkerne spørge efter nye modeller, som kan være relevante for vores tid. På samme måde må vi glemme de høje medlemstal. De er opstået, fordi det for år tilbage var socialt selvmord at melde sig ud. I dag må vi anerkende folks frie vilje til at vælge, uden at det skal kaldes en krise for kirken. Det er en udfordring, siger Irja Askola som ikke er bange for at tale om behovet for reformation.

– Kirken må igen lære at behøve og have brug for sine medlemmer. Det vil måske ske forskelligt fra land til land, men det vil snart ske. De spirituelle behov i befolkningen er til stede, og græsrødderne har efterhånden vokset sig stærke. Folk vil gerne dele og gøre det gode og har brug for sociale fællesskaber. Kirkens gamle bureaukrater derimod har altid været bange for nye udviklinger. Den nuværende kirke sidder og tror, den er til et eksklusivt måltid med Jesus, alt imens den er bange for det faldende medlemstal. Men initiativet må komme udefra, og jeg er overbevist om, at almindelige mennesker i de nordiske lande om ikke så længe vil stille krav om en mere inkluderende kirke, siger Irja Askola.

Ikke nok med, at Finland har to officielle folkekirker, der er også to sprog, finsk og svensk, med egne kirkelige rettigheder, og den nye biskop for svenskerne i den finske kirke, akademiker og præst Björn Vikström, er netop blevet valgt og tiltræder embedet i Borgå om kort tid.

– I dag ser vi en tendens til, at de unge mellem 20 og 40 år i stigende grad melder sig ud. Det skyldes, at forældre- og bedsteforældre-generationen ikke tegner sig så tydeligt mere med deres kirketilhørsforhold. Så vælger mange af deres børn og børnebørn at melde sig ud. Problemet er, at de unge måske nok bliver konfirmeret i stort tal, men senere melder sig ud, siger Björn Vikström.

– Diskussionen om at skille stat og kirke ligger der hele tiden, men endnu har der ikke dannet sig politiske flertal for dramatiske forandringer. Men jeg tror, at udviklingen går i retning af at gøre båndene svagere. Og det er godt, for det er lettere at være kirke og en profetisk røst i samfundet, når man ikke er alt for tæt bundet til staten. Kirkens røst må ikke opfattes politisk, men som en røst fra sidelinjen. De kristne værdier er ikke længere så tydelige i samfundet, og de skal helt klart skærpes. Det tror jeg, kirken i det lange løb vil vinde på, i stedet for at folk melder sig ud, siger han.

vincents@kristeligt-dagblad.dk