Reformens fejl og mangler skal rettes

Det næste er, at der er en alvorlig selvmodsigelse i reformen, som bør rettes. Reformen byggede på en tro på stordrift. Store enheder var bedre til at sikre den nødvendige ekspertise i opgaveløsningen, hed det. Så var det mærkeligt at sprede de 14 amters opgaver over for nogle små grupper med særlige problemer ud over 98 kommuner. Kommunerne har jo ikke ekspertise til det. Et eksempel er autisterne. Allerede før reformen blev der advaret mod at sprede den type opgaver ud over kommunerne. Nu florerer der i medierne hårrejsende historier om kommunale forvaltninger, der ikke kan håndtere selvmordstruede autistiske børn og lignende. Vi kan ikke være bekendt at overse de små handicapgrupper. Problemet kan ikke kureres ved et kommunalvalg, det kan måske mildnes med flere penge, men formentlig er det bedst at justere kommunalreformen.

Det sidste er, at det er ubestrideligt, at antallet af kandidater til kommunalvalg efterhånden er reduceret til en fjerdedel. For 50 år siden var der 40.000, der stillede op til kommunalvalg, denne gang er tallet faldet til 9050. I nogle kommuner – Faxe er blevet nævnt – er der ikke mange at vælge mellem.

Samtidig er antallet af pladser i kommunalbestyrelserne også reduceret fra over 10.000 til omkring 2500. Der er altså længere til politikerne, og færre borgere får lejlighed til at deltage i det demokratiske liv. De menige kommunalbestyrelsesmedlemmer er for dårligt honorerede, og det kniber med at få unge, kvinder og privatansatte rimeligt repræsenterede i kommunalbestyrelserne. Burde vi i 2009 ikke skamme os over, at for eksempel kun 7 ud af 98 borgmestre er kvinder? For kvinder med børn og fuldtidsarbejde er det at begynde en kommunalpolitisk karriere ved at være uoverkommeligt.

Allerede i 1990?erne var disse problemer synlige. De er siden kun blevet værre. Menige kommunalbestyrelsesmedlemmer klager over, at de ikke kan overkomme deres arbejde, og at embedsmændene bestemmer alt for meget. Nogle taler ligefrem om, at de dresseres af embedsmænd. Vi bør indse, at det at styre en storkommune med talrige aktiviteter ikke kan klares som et beskedent honoreret fritids-arbejde, hvis vi vil have mange gode engagerede borgere til at stille op.

Alt dette bør ikke lede til, at vi som borgere opgiver det kommunale demokrati, tværtimod. Men vi bør både søge at finde de bedste kommunalpolitikere og få landspolitikerne til at rette på fejl og mangler i en ny struktur, som selvfølgelig ikke kan være perfekt fra begyndelsen.

Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet