Statskirken — en saga blot?

Det er ikke nemt at få stablet en gudstjeneste på benene i de små landkirker. Det foregår ikke bare ved at annoncere eller ved at slå dørene op til højmesse hver søndag. Nej, det skal planlægges for at sikre, at der kommer nogen og lytter på præsten. Ifølge Gudjón Skarphédinsson er det ekstra svært at få en landkirke til at køre rundt, fordi menighederne er så små på landet.

– Først ringer vi til organisten for at finde ud af, om han kan komme. Derefter ringer vi til alle gårdene. Man bliver lidt træt af det i længden. Men vi bliver nødt til at planlægge for at sikre os, at der kommer nogen, siger præsten.

Ud over selve afgiften afsættes der penge på finansloven til to fonde, som kirken selv administrerer. Men den islandske regering vil skære 10 procent i pengeposen til kirken.

Det bekymrer biskop Karl Sigbjörnsson, der er landets eneste biskop, med to hjælpebiskopper under sig. Han kan sagtens se, at landkirkerne har det svært.

– Vi har en udligningsfond, som sørger for at støtte kirker, der har svært ved at få det til at løbe rundt. Men det bliver ikke lettere, nu hvor kirken står for store nedskæringer i midlerne fra finansloven. Det bliver meget hårdt, siger han.

Mens kirken er dybt afhængig af staten på det økonomisk plan, er den stort set uafhængig på alle andre områder.

Selvom grundloven fra 1874 slår fast, at folkekirken understøttes og beskyttes af staten, er båndet mellem stat og kirke løsnet mere og mere. Særligt efter at man i 1998 fik en ny rammelovgivning, der giver kirken fri tøjler til at tage alle beslutninger – herunder rammerne for det kirkelige arbejde. Så hvis Island skulle holde klimatopmødet til december, og kirkerne ønskede at ringe med alle kirkeklokkerne i forbindelse med mødet, skulle det ikke først diskuteres i flere uger, hvorvidt beslutningen kræver grønt lys fra kirkeministeren – som i Danmark. Det ville være kirkens egen beslutning. Inden for lovens vide rammer kan kirken selv bestemme og er derfor på mange måder en autonom kirke. Siden loven kom til, er det den årlige Kirkeforsamling, som er den højeste lovgivningsmæssige autoritet. Forsamlingen består af 29 valgte repræsentanter, 12 ordinerede gejstlige, 17 lægfolk og en præsident, der er lægperson. Også biskoppen, de to hjælpebiskopper og en repræsentant fra teologi på Islands Universitet kan deltage og komme med forslag. Men de kan ikke stemme.

Kirkerådet er et andet magtorgan inden for kirken. Det er den højeste udøvende autoritet med biskoppen i spidsen og to lægfolk og gejstlige, som alle fire vælges af kirkeforsamlingen.

Blandt kirkefolk har man talt om, at loven fra 1998 er en tydelig skilsmisse mellem kirke og stat, og selvom Island har et kirkedepartement, har man diskuteret, om det skal nedlægges, fordi det er mere og mere overflødigt. Kirkeministerens største opgave er at arbejde for at få penge nok på finansloven og derudover holde øje med, at kirken ikke bryder rammelovgivningen, så man pludselig fører udemokratisk kirke eller kirke på andet bekendelsesgrundlag end det evangelisk-lutherske.

Gudjón Skarphédinsson har stadig svært ved at få de små landkirker i sit sogn til at løbe rundt. Særligt nu, hvor medlemsafgiften falder på grund af krisen.

– Vi har ikke råd til at fastholde gudstjenesten. Det er svært, når der kun er 20 medlemmer, siger landpræsten og lukker døren til kirken igen.

Der går nok et godt stykke tid, inden døren igen åbnes for nabogårdenes kirkegænger, fortæller han.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk