En kirke under ombygning

Den 30-årige Natalie Orlin har en gul seddel hjemme. På den står, at hun skal huske at melde sig ud af den norske kirke. Den har ligget i skuffen, siden hun og manden blev enige om ikke at døbe deres første barn. Hun står med to kolleger fra banken og nyder den blå, blå efterårshimmel foran rådhuset i Oslo, hvor den amerikanske præsident skal modtage Nobels Fredspris den 10. december.

Kollegerne Mona Hjelm og Brit Tveiten har ingen tilsvarende problemer. Ligesom godt 80 procent af resten af nordmændene er de medlemmer af statskirken. Og ligesom mange andre nordmænd kommer de kun i kirken til bryllupper og begravelser. Og så til jul, siger Brit Tveiten: Det er så hyggeligt, når kirken er fuld.

De tre kvinder er langtfra alene med en lidt kulturelt-traditionel holdning til kirken.

Få dage senere, og 1148,6 kilometer nordligere, får den norske kirke fire nye medlemmer i Grønnåsen Kirke i Tromsø. Fire børn døbes foran mere end 200 kirkegængere.

Grønnåsen Kirke er fra 1996, ligger uden for lands lov og ret inden for bygrænsen og er blandt de kirker, der eksperimenterer med liturgien, inden den vedtages endeligt af Kirkemødet, som er den norske kirkes synode. Og godkendes af kongen – det vil sige de ministre i regeringen, som selv er medlemmer af den norske kirke, og det skal ifølge norsk lov være halvdelen.

Eksperimentet betyder, at det ikke bare er præsten, gudstjenesten hviler på. Menighedsrådsmedlemmer, søvnige konfirmander og dåbsgæster deltager også. En storesøster til et af dåbsbørnene hælder med sognepræst Leif O. Bremers hjælp vand i døbefonten, menighedsrådsformanden hjælper til ved nadveren, og konfirmanderne – også med gejstlig bistand, trods generalprøve inden gudstjenesten – beder på skift bønnerne, tænder lys og går ind i procession med dåbsselskaberne.