En ny kirkelig lov byder gifte anglikanske præster velkommen i den katolske kirke, men det ændrer ikke noget, fastslår Vatikanet
Selvom tusinder af gifte anglikanske præster bliver katolikker, rokker det ikke ved katolske præsters cølibat.
Det udtalte Vatikanet mandag i forbindelse med offentliggørelsen af den konstitution, en kirkelig lov eller forfatning, der vil gøre det lettere for anglikanere at konvertere til katolicismen, skriver det britiske nyhedsbureau
Reuters.
- Muligheden for gifte gejstlige inden for de personlige ordinariater (strukturen for tidligere anglikanere under den katolske kirke, red.), gjort mulig af den Apostolske Konstitution, er ikke tegn på nogen ændringer i kirkens disciplin for gejstlig cølibat, stod der i en medfølgende udtalelse.
Nej til homoer og kvinderPaven varslede konstitutionens komme den 20. oktober, og det førte til mange spørgsmål og spekulationer om kirkens fremtid.
Nu ligger den såkaldte apostolske konstitution, kaldet Anglicanorum Coetibus ("gruppe af anglikanere"), klar sammen med konkrete retningslinjer.
Konstitutionen er ifølge Vatikanet kommet i stand efter adskillige henvendelse fra anglikanere, der ikke længere kan forlige sig med den gradvist mere liberale linje i den anglikanske kirke.
Især ventes modstandere af kvindelige og homoseksuelle præster at konvertere til den katolske kirke.
Blødere overgangValget bliver nu måske lettere for anglikanerne at træffe, da Vatikanet med den nye konstitution tillader anglikanerne at beholde en lang række af deres egne traditioner.
Blandt andet ritualer under gudstjenesten, medbestemmelse ved valg af kirkelige ledere inden for den nye anglikanske gren og tilladelse til, at gifte anglikanske præster kan forblive gifte efter at være katolsk præsteviet.
Ingen smuthullerIsær spørgsmålet om de gifte præster har skabt spekulationer om brud med den katolske kirkes præstecølibat, men kirken slår nu fast, at tilladelsen til at forblive gift ikke er en selvfølge.
Der skal gives en særskilt tilladelse i hvert enkelt tilfælde, og for eksempel kan man ikke som katolsk præst konvertere til den anglikanske kirke, gifte sig og så konvertere tilbage til den katolske kirke og blive i ægteskabet.