Danske soldater nord for Gereshk. Mavefornemmelsen er et uundværlig redskab i Afghanistan. Arkivfoto. --
- Søren Bidstrup/Scanpix
Freja Bech-Jessen |
11. november 2009
Danske soldater fortæller, at instinkt og mavefornemmelser er uundværlige redskaber i kampene mod Taleban i Afghanistan. Forskning tyder på, at de har ret
En pludselig indskydelse kan få soldater til at vælge én rute frem for en anden – og undgå en vejsidebombe eller dukke hovedet, allerede inden kuglerne fyger gennem luften, og redde livet. Soldaterne, der gør tjeneste i Afghanistan, forklarer reaktionerne med noget så uvidenskabeligt som instinkt og fornemmelser. Men både dansk og amerikansk forskning tyder på, at de kan have ret.
Læge og seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre Sven Arvid Birkeland har interviewet godt 160 soldater, der har gjort tjeneste på Balkan, i Irak eller Afghanistan. Hans materiale viser, at mange af soldaterne fra alle tre områder nævner fænomenet.
– Det er mit indtryk, at alle kampsoldater, der har været i den "skarpe ende", har oplevet, hvordan sanserne bliver skærpet, og en form for instinkt tager over. Nogle fortæller ligefrem, hvordan de har undgået farlige episoder alene på grund af en fornemmelse, siger Sven Arvid Birkeland.
Amerikanske forskere har de seneste år forsøgt at sætte de fornemmelser på formel. Blandt andet ved at teste hjemvendte soldaters evne til at identificere og undgå vejsidebomber. Soldaterne var forbløffende gode til det. Så gode, at deres succesrate ikke alene kan forklares med træning og erfaring, lyder de amerikanske forskeres konklusion
Psykologerne ved det danske Institut for Militærpsykologi har hverken forsket i instinkt eller mavefornemmelser, men fortæller, at kampsoldater, der arbejder i højrisikoområder, befinder sig i en form for hypersensitiv tilstand, der gør dem i stand til at opfange og reagere på situationer, som andre højst sandsynligt ikke ville registrere, før det var for sent.
– Soldaterne er i, hvad der bedst kan beskrives som en konstant tilstand af forhøjet kropsligt beredskab. Deres sanser er skruet op på højeste niveau for at opfange den mindste lyd og bevægelse i terrænet og registrere selv de mest subtile afvigelser fra normalbilledet. Den sensitivitet og finfølelse kan minde om et dyr, der vejrer fare. Men om det er instinkt eller træning og erfaring, der i virkeligheden er på spil, er svært at afgøre, siger psykolog ved Institut for Militærpsykologi Trine Østergaard.
Hun peger på, at de danske kampsoldater er højt specialiserede og trænede til at afkode og vurdere forskellige risikoscenarier. Mange af de danske soldater har desuden været på skarp mission flere gang i deres karriere og har efterhånden opbygget en stor erfaring i at læse landskabet og de tegn i de lokales opførsel, som kan give et praj om, at noget er på færde.
Læge og seniorforsker Sven Arvid Birkeland har en mere biologisk forklaring på fænomenet.
– Rent videnskabeligt er det nok en skærpelse af sanser med rod i "pattedyrshjernen" og hormonudsvingninger af adrenalin, cortisol og endorfiner. Der fremkommer et instinkt for anderledeshed, fare og agtpågivenhed for at sikre overlevelse, lyder forskerens vurdering.
Og stresshormoner er netop noget, de amerikanske forskere har stillet skarpt på. Undersøgelser blandt nogle af USA's mest specialiserede enheder – blandt andre elitetropperne Navy Seals – viser, at de toptrænede soldater både opnår og afvikler et højere niveau af stress-hormonet cortisol hurtigere end andre mennesker. Og det, mener forskerne, kunne tyde på, at soldaterne ganske enkelt har udviklet en anden og mere effektiv måde til at opdage og reagere på fare.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad