Soldatens sjette sans

– Når vi først er ude på patrulje i den grønne zone kan ting hurtigt ændre sig, og så kommer det tit til at handle om fornemmelser. Nogle gange har vi bare ikke andet at gå efter, siger Henrik på 24 år, der er næstkommanderende i en deling på 42 mand med base i Armadillo.

Han fortæller, at soldaterne er trænede i at navigere efter selv de mindste forandringer i terrænet og små ændringer i de lokales opførsel. Nogle gange er det de helt subtile ting – blikket i øjnene eller en forhastet bevægelse – der giver et praj om, at alt ikke er, som det skal være. At Taleban måske er tæt på, eller ligefrem gemmer sig iblandt dem.

– Vores alarmberedskab er på det højeste og koncentrationen er skruet helt op, når vi bevæger os gennem områder, hvor vi ved, at der kan komme ballade. I den tilstand er det, som om man sanser meget mere, og de mindste ting står tydeligt frem. Andre gange er der ikke nogle synlige eller hørbare tegn at navigere efter. Så er det, at en anden sans bliver taget i brug, siger Kenneth.

Han fortæller, hvordan han som en af de forreste på patruljerne i den grønne zone reagerer på pludselige indskydelser til at stoppe og få vejen "sweepet" en vejsidebomber. Og hans indskydelser viser sig oftere at være rigtige end forkerte.

– Sådan er det nogle gange. Det kan være en følelse, der får os til at "sweepe" eller helt lægge en rute om, fordi der er en "dårlig stemning" ved den planlagte vej. Vi taler om det som mavefornemmelser og instinkt, men det er selvfølgelig rigtig svært at afgøre, om det i virkeligheden er træningen og den erfaring, vi efterhånden har opbygget i at læse omgivelserne og folks reaktionsmønstre, der gør udslaget, siger Henrik.

Kenneth i Armadillo har heller ikke helt overgivet sig til tanken om, at det skulle være en særlig "soldatens sjette sans", der fik ham til at hviske til sidemanden, at noget var på vej og selv kaste sig mod jorden, allerede inden skudsalverne fra majsmarken blev affyret. Alligevel kan han ikke pege på, hvad det ellers skulle være, der fik ham til at reagere så prompte og præcist på en trussel, hans syns- og høresans ikke kunne have nået at advare ham om.

– Jeg kan ikke sætte fingeren på det. Når jeg gennemgår episoden og ser scenen for mig igen, var der ikke noget, der var mistænkeligt. Hverken drengens eller den gamle mands opførsel kunne have vakt min mistænksomhed, og der var ikke et blad, der rørte sig i majsmarken. Alt var normalt, så normalt, som det nu bliver i den grønne zone, siger han.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Interview med danske soldater

Læge og seniorforsker ved Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre Sven Arvid Birkeland, har interviewet godt 100 soldater, der er vendt hjem efter missioner i Balkan, Irak eller Afghanistan. Mange af dem har oplevet, at deres sanser er blevet skærpet, når de har været på skarpe missioner. Her følger tre eksempler:

"Jeg siger til min kører, der mangler altså noget trafik her. Så siger han, det gør der. Skal jeg bremse, skal jeg skifte vejbane, hvad skal jeg. Jeg siger så til ham, vi kører over i modsatte vejbane, og så kører vi imod trafikken. Det gør vi så. Så kommer vi kørende, jeg tror, vi har kørt 1 km i modsatte vejbane. Så siger min kører så, vi er ved at være fremme, skal jeg køre over igen. Ja, bare gør det. Vi kører så over i rabatten, så har vi kørt 100 m eller sådan noget, så siger det skralderbang og så 300 m bag os, da kan vi bare se sådan en røgsky, der går op. Det er en Toyota Landcruiser, der er blevet ramt af en vejsidebombe. Han er skilt ad i flere dele."

Episoden er fra Irak 2007.

"På vej derind kan jeg huske, at mig og min sygehjælper snakkede om, at vi ikke kan finde ud af, hvad det er, men der er et eller andet i dag, som ikke er, som det plejer. Der var en mærkelig stemning inde i byen (...) De andre gange vi har været i kampe derinde og er blevet truet derinde, da var det meget markant, at lige pludselig var børnene væk. Det oplevede vi ikke den dag overhovedet, men alligevel var der et eller andet, jeg ved ikke, om det har været i vores underbevidsthed, eller hvad det var. Et eller andet gjorde, der var et eller andet galt, men vi kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad det var".

Episoden er optakten til kampen i Al Hartha, Irak den 14. maj 2007, hvor en dansk soldat blev dræbt og flere sårede.

"Vi kommer gående dernede, og vi er egentlig godt klar over, vi er på vej ud i noget ballade. Jeg står midt på en bro og skal lige pludselig til at kaste mig ned, fordi kuglerne begynder at flyve rundt omkring ørerne på os. (...)Der bliver pumpet helt vildt meget adrenalin ud i kroppen. Man føler, som om man tænker meget, meget klart. Men om man gør det, er jeg altså ikke helt sikker på. Men man reagerer i hvert fald meget instinktivt også. (...)Når man er så tæt på døden, som man er der, så føler man sig kæmpe meget i live. Det er meget, meget mærkeligt og svært at forklare. Men man føler sig meget mere i live, og alting er mere grønt og frodigt.

Episoden er fra Afghanistan 2008.