Ikke klimaklokker, kirkeklokker!

Netop i disse dage tager Dansk Folkeparti sig godt betalt for at levere stemmer til finansloven. De navigerer dygtigt i spillet om magten. Den ros skal de have. Og nu prøver Søren Krarup så at forhindre os i at samles til bøn i forbindelse med klimatopmødet, men det vil naturligvis ikke lykkes. Så langt rækker hverken hans eller partiets magt. Og politik? Ja det har vi tænkt os at holde fri fra, for hvis bønnen politiseres, er det ikke en bøn til Gud. Men det er netop bøn til Vor Herre, vi vil samles om den 13. december.

Når kirkeklokkerne ringer, vil vi sammen og hver for sig bede for, at verdens politikere træffer de rigtige beslutninger, og vi vil bede for håb og sammenhold, så vi kan yde vores del til gavn for klimaet her på Jorden. For uden tro og håb går det ikke. Kun gennem troen og håbet får vi mod til handlingen.

Majoriteten af verdens klimaforskere anser temperaturstigningerne for at være menneskeskabte, og deres klimaprognoser er skræmmende. Tæt beboede områder rammes af oversvømmelser. Andre områder vil omdannes til ørken, og vi vil få en folkevandring, hvis lige vi aldrig har set verdens historie. Det kan selvfølgelig være, at de mange forskere tager fejl, og de få har ret, men hvis man regner 100% med det, er man mere dum end modig.

Gennem hele historien har mennesker gennem svære tider søgt støtte i kirken. Og den eftertænksomme må erkende, at sådanne tider med stor sandsynlighed er på vej. Mange mennesker er bange for, hvad fremtiden bringer, men ved kirkens og fællesskabets hjælp kan vi bruge angsten som drivkraft for konstruktiv handling. Alternativt formørkes vi af angsten og mister evnen til at møde de kommende udfordringer på en værdig måde. Så forventer vi, at alle andre skal handle, mens vi selv ingenting gør, og så er det, at vi møder klimaflygtningen med had og våben og ikke med kærlighed.

Jeg har læst Kirkeministeriets vejledning om klokkeringning fra 1993. I vejledningen pointeres, at der ringes med klokkerne for at samle til bøn og andagt, så ikke engang ministeren kan med loven i hånden forhindre, at der ringes med klokkerne den 13. december. Og Søren Krarup, ja han kan beskylde landets biskopper for at forfalske kristendommen og for opfordring til hedenskab, det får dem næppe til at ryste på hånden, men han kan ikke definere, hvem klokkerne ringer for.

Jens Andersen

TAK til Jens Andersen for et klogt indlæg, som jeg er helt enig i.

Klimakonferencen er af uhyre stor betydning for vor klodes fremtid, af stor betydning for miljøet, den fremtidige energipolitik væk fra fossile brændstoffer og for klimaet. Men også for at hindre nye store flygtningestrømme fra Afrika, Asien og Sydamerika.

Derfor er det vigtigt at man når til et godt resultat ved klimakonferencen i København. Skulle man være det mindste i tvivl om dette, så læs Connie Hedegaards fortrinlige bog fra 2008 "Da klimaet blev hot".

Når kristne står over for store udfordringer eller vanskeligheder, er det naturligt at bede - også at mødes for at bede sammen. Derfor er det både naturligt og rigtigt at arrangere forbønsgudstjeneste - også med klokkeringning - for at bede for de politikere, der skal træffe beslutninger på den vigtige Klimakonference i København i december.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Jeg har tidligere i Kristeligt Dagblads læserdebat tilkendegivet min holdning til klokkeringningen 13. december. Jeg har ikke fundet anledning til at revidere det synspunkt, at der er tale om en verdslig klokkeringning.
Men jeg synes, at Søren Krarup spænder buen hårdt i sin krig mod kirkeministeren.
Der er en del vigtigere emner i den danske, politiske debat, der med større ret kunne kalde på vore folkevalgtes principielle holdninger.

Carsten Snedsted, Odense.

"Der er en del vigtigere emner i den danske, politiske debat, der med større ret kunne kalde på vore folkevalgtes principielle holdninger."

Hvor er jeg dog enig.