Det norske kongehus besøger gerne andre trossamfund end den norske kirke. Her en moské i Oslo. Men regenten bør selv være evangelisk-luthersk. Det har kong Harald krævet, at der skal stå -- også i Norges næste grundlov. --
- Jon-Michael Josefsen/Scanpix.
Bente Clausen |
11. november 2009
Den norske kong Harald V krævede royalt tilhørsforhold til den evangelisk- lutherske kirke og trodsede et politisk flertal i det norske storting under forhandlinger om grundlovsændring
Statskup. Det var ordene i de socialdemokratiske og radikale aviser, da den danske kong Christian X i marts 1920 afsatte den radikalt ledede regering. Kongen håbede på den måde at fremtvinge et valg, der gav politisk flertal til de borgerlige partier, som ville indlemme Flensborg – sammen med resten af Sønderjylland – i det danske rige.
I Norge bruger de knap så stærke ord, selvom kong Harald V har skåret igennem et politisk forlig mellem alle Stortingets partier. Partierne var enige om, at kongen skulle skrives ud af den nye grundlov, som forventes vedtaget af det Stortinget, der kom til efter valget i september.
Det var kongen til gengæld ikke enig i. Så han indkaldte statsrådet – det vil sige regeringen, hvoraf halvdelen ifølge den gældende lov skal være medlemmer af den norske kirke. Her gjorde kong Harald V statsrådet opmærksom på, at han fandt det naturligt, at monarken i et land som Norge, som hviler på kristent grundlag, fortsat skal være evangelisk-luthersk.
Til ærgrelse for nogle og jubel for andre trak politikerne den del af grundlovsforslaget tilbage, der ville fjerne monarken som den eneste i landet, der ikke har religionsfrihed. Det vil sige, kong Harald har selv valgt den evangelisk-lutherske norske kirke, men han har også valgt det for de kommende monarker. I hvert fald indtil en ny grundlovsændring.
Ikke mindst fra konservative kristne kredse er kongen blevet hyldet.
"Kong Harald måtte minde regeringen om, at han vil følge gældende forfatning i grundloven, nemlig at kristendommen er den offentlige religion i landet. Det er dybt foruroligende, når monarken må gå til departementet og minde om, hvad forfatningen skriver. (...) Stærke kræfter vil have alt væk, som har noget at gøre med klassisk kristendom som basis for vort land", skriver for eksempel dr.theol. Norvald Yri.
Jørgen Høgetveit, der har stiftet og nu leder Akademiet for Kristen Folkeoplysning, går et skridt videre og udnævner den norske konge til det samme ikon som bedstefaderen, kong Haakon, der var konge i Norge under Anden Verdenskrig. Han sagde, ifølge Høgetveit, nej til besættelsesmagten, som kongen i dag siger nej til et flertal i Stortinget:
"Det var og er den evangelisk-lutherske tro, som har skabt og skaber magtfordelingen og folkestyret i samfundet. Nu står vi efter min opfattelse igen over for en række feje taktikere, men kongen sagde NEJ, med den rest af magt, han har", skriver han blandt andet.
Kong Harald selv har senest i oktober i år gentaget, at han finder det vigtigt, at den norske konge er kristen, fordi både kirken og kongen er en del af den norske historie.
Kong Harald er ikke den eneste nordiske konge, der har insisteret på, at monarken skal tilhøre folkekirken. Forud for adskillelsen af kirke og stat i Sverige meddelte også den svenske kong Carl Gustav, at han fandt det naturligt og gerne så, at den forbindelse, der har været mellem folket, kirken og monarken gennem svensk historie, blev bibeholdt. Det var slet ikke politikernes tanke. De ville have kongens religionsforpligtelse ud af den nye grundlov. Men så fik den socialdemokratiske kirkeordfører, Pär Axel Sahlberg, en opringning fra slottet.
Ifølge den norske avis Vårt Land var Sahlbergs første spørgsmål til kongen: Vil Hans Majestæt drive lobbyvirksomhed mod kirke-stat-udredningen?
Det ville han. Og sådan blev det. Både i Sverige og Norge.
Om en grundlovsændring i Danmark ville føre til samme diskussion, vides ikke. Men ifølge den danske grundlov skal dronning Margrethe være medlem af den evangelisk-lutherske kirke for at beholde kronen.
Og kong Christian X? Han blev folkehelt igen i 1940 og frem til sin død. Blandt andet fordi han i trods mod besættelsesmagten vedblev at ride rundt i hovedstaden. Dog uden den gule davidsstjerne som armbind, som myten ellers hævder det.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad