Nordmænd er lykkeligere under finanskrisen

I Oslo, hvor landets store kunstnere som Grieg og Ibsen har deres værker prentet i fortovene, diagnosticerer professor i socialantropologi og samfundsrevser Thomas Hylland Eriksen identiteten i to ord: dårlig samvittighed.

– Norge er først og fremmest protestantisk. En pietistisk protestantisme, som er knyttet til enkelhed og nøjsomhed. Det er ingen tilfældighed, at Karen Blixen henlagde "Babettes gæstebud" til Nordnorge, for her i landet spiser man for næring, ikke nydelse, siger han.

Det samme gælder madpakken, som af nordmændene placeres som nummer tre i en undersøgelse af, hvad norsk kultur er.

– Der er en stærk moral knyttet til madpakken. Den skal være enkel og næringsrig. Der er en udbredt skepsis forbundet med luksus. Dyrkelse af enkelheden ses også i den optagethed, der er af den øde natur.

Thomas Hylland Eriksen mener, at det skyldes dels et opgør med den katolske overdådighed i reformationstiden, dels den norske missionær og nationsbygger Hans Nielsen Hauge (1771-1824), som prædikede sin pietisme rundt om i hjemmene. Det kostede ham fængsel efter dansk lov – Norge var dansk indtil 1814 – da religiøse møder uden præst var forbudt.

Nordmændene er også optaget af norskhed. Men, ifølge Hylland Eriksen, ikke i nær så høj grad som danskerne har været de sidste 15 år, hvor danskhed synes reduceret til islamkritik.

– Det gælder for begge lande, at man tager sin egen kultur for givet. Man svømmer så meget i den, at den bliver usynlig. I forhold til kommunikation med andre kulturer giver det problemer, fordi det, nordmænd selv står for, er det indlysende, de andres er det afvigende. Nordmænd forstår sig ikke på den ære og skam-kultur, der kommer med både muslimer og katolikker. I Norge er man bare ræd for at have gjort noget forkert, har dårlig samvittighed. Så vi trænger til selvrefleksion, mener han.

Debatkulturen i Norge er næsten ikke-eksisterende. Og Thomas Hylland Eriksen kan godt misunde en del af den danske debatkultur, som både er voldsom og rensende, men mener også, at danskernes danskhed nærmest er indskrænket til islamkritik.

En af grundene til den norske skræk for voldsom uenighed er det meget store, for det meste øde land. Et unægtelig også meget, meget smukt land, men der er kun 4,8 millioner mennesker spredt på et areal næsten 10 gange større end Danmark. Over en tredjedel af befolkningen klumper sig sammen i fire amter omkring Oslo. De udgør 3,6 procent af landets areal.

– Vi har ingen kultur for uenighed i Norge. For vi har en idé om, at bare man taler længe nok for sin sag, så ender det med, at modparten kan se logikken. Selv i et efterhånden også individualiseret samfund skal vi helst være individuelle på samme måde. Og med den model forsøger vi så at løse alle andres problemer. Det er vi nemlig verdensmestre i, siger Hylland Eriksen.

Professoren er ikke den eneste, der har konstateret, at Norge nærmest har en missionerende holdning til sig selv og resten af verden.

Det gjorde også den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger, der i bogen "Åh Europa" for mere end 20 år siden stillede skarpt på en række europæiske lande. Også han faldt over den dårlige samvittighed i Norge. Og missionær-genet: "Vi mangler en sund portion kynisme her i huset," hedder det blandt andet fra en fuldmægtig i Udenrigsministeriet. "Vi boykotter sydafrikanske appelsiner og israelske kartofler, det koster ikke ret meget og giver os en følelse af at forbedre verden. (...) Jeg har intet imod missionærer, men jeg tror ikke, at et udenrigsministerium er den rigtige arbejdsplads for dem."

Hed det altså i 1984 – under titlen Norske Anakronismer, hvor Enzensberger undrende konstaterer: Norge er Europas største hjemstavnsmuseum, men også et kæmpemæssigt fremtidslaboratorium.

Tilbage i Tromsø, som ud over fjelde også byder på verdens første rundkørsler og parkeringskældre inde i fjeldene, og hvor alle biler har samme sortmudrede farve på grund af regn og slud, peger Svenn A. Nielsen på en anden missionær end Hans Nielsen Hauge, som forklaring på pietismen i nord: Lars Levi Læstadius (1800-1861), svensk præst, naturforsker og vækkelsesprædikant.

– Der er et historisk læstadiansk greb om kirkelivet i Nordnorge, som nu er delvis væk i byerne. Vækkelsen i det nordlige Finland og Finnmarken var en revolution. I 1800-tallet var der en meget skrap fornorskning af samerne. Og så kom Læstadius med sin bibel og fortalte dem, at fattigdom var en dyd, og at det var svært for en rig at komme i Himlen. Han gav samerne og andre fattige nordmænd en selvtilfredshed. Også når de så på de lokale præster og borgerskabet, fordi de nu vidste, at leben i sus og dus ikke var, hvad Gud ønskede, siger Svenn A. Nielsen.

I dag holder mange læstadianere fast i den norske kirke, uanset om de mener, præsten prædiker sig selv direkte i Helvede. De kommer for sakramenterne.

Men i hvert fald er pietismen i den norske kirkekultur kommet fra både nord og syd.

Svenn A. Nielsen peger rundt i indkøbscenteret i Tromsø: Når man sidder her, kan man ikke se forskel på Nordnorge og Oslo. Det er de samme varer og de samme oliepenge.

Han er den eneste nordmand, der nævner Norges sorte guld, som har gjort landet til et af de rigeste i verden. Olieindtægterne fylder en hel del, når finansloven for 2010 fremlægges, men ellers vil nordmændene hellere defineres som en søfarts- og fiskerination og et smukt naturområde. Penge er ikke noget, man taler om.

Måske hænger det sammen med en nylig avisartikel, som viste, at nordmændene scorer lidt højere på lykkebarometret under finanskrisen. Det er ikke ringe at få ret i, at det jo ikke kan blive ved med at gå, som en ekspert kommenterede undersøgelsen.

Svenn A. Nielsens tålmodighed med hovedstaden stopper dog, da vi gør holdt ved den sognekirke, han tilhører. Grønnåsen Kirke er fra 1996, bygget helt i træ, inklusive taget. Så nu regner det ind, når det regner i Tromsø. Det sker tit.

– Jeg ved ikke, hvem der fandt på at hyre en arkitekt fra Oslo, som aldrig har sat sine ben i Tromsø eller bare var i stand til at sætte en passer på en globus for at finde polarcirklen! For det her bliver rigtig, rigtig dyrt.

Tromsø er ikke den samme by, som den 55-årige Svenn A. Nielsen voksede op i. Der var et homogent kirkeliv, hvor alle mennesker mødtes i de samme foreninger og i den norske kirke.

– Men den pietistiske arv præger os stadig: Hver glædesstund skal betales med sorger. Det er "kjempeskummelt". Det er også derfor, vi taler en del om, hvornår olien slipper op.

Til gengæld, tilføjer han, så ændrer nøjsomheden sig. Først skulle man i hvert fald ikke have radio. Så fik man alligevel radio, men skulle ikke have tv. Så fik man et sort-hvidt tv.

– Og nu er vi derhenne, at man fornægter fladskærmen. De store, i hvert fald.

Men al nøjsomheden ændrer så ikke på, at Tromsø har flere café- og barstole pr. indbygger end resten af Norge. Og sådan har det altid været. I 1840 var der 25 udskænkningssteder til 500 indbyggere.

Så nogen må have haft behov for at skylle pietismen ned. Om ikke andet så i kaffe.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk