Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen EU's regeringer bør lære af præsident Obama til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

EU’s regeringer bør lære af præsident Obama

USA's præsident Barack Obama. --

- USA's Senat/Wikimedia Commons

Kommenter Hold mig opdateret

Stats- og regeringschefer er på vej i den helt forkerte retning i spørgsmålet om besættelsen af posterne som EU-formand og udenrigsminister

DET POLITISKE håndværk handler ikke alene om at få tingene til at glide. Især på topniveau er det helt afgørende, at politikere kan inspirere, begejstre og få folk til at følge med.

Er man i tvivl om værdien af disse kompetencer, kan man blot se på, hvad Barack Obama har fået ud af det i løbet af mindre end ét år i præsidentembedet.

Indenrigspolitisk er der gennemført flere enorme hjælpepakker med det resultat, at en truende økonomisk depression er afværget. Sundhedsreformen er inden for rækkevidde og bliver i givet fald den største reform i et halvt århundrede.

Udadtil er USA's image dramatisk forbedret. Fra at være international prügelknabe er supermagten igen blevet eksponent for det gode i verden. Præsidenten selv rejser om få uger til Oslo for at modtage Nobels Fredspris.

Annonce
Det er rigtigt, at der på mange områder mangler meget. Men det er indiskutabelt, at Obama på forbløffende kort tid har opnået bemærkelsesværdige resultater, fordi han formår at inspirere – ikke kun sine nærmeste omgivelser men så sandelig også på langdistancen.

Hvordan gør vi det i Europa? I næste uge samles stats- og regeringscheferne for at sætte navne på EU's suverænt to vigtigste topposter, og det er bedrøveligt at måtte konstatere, at man tilsyneladende sigter i en helt anden retning.

Det drejer sig om den nye EU-formand og den ligeledes nye udenrigsrepræsentant, der bliver en slags EU-udenrigsminister. Begge stillinger skal besættes som en konsekvens af Lissabon-traktatens ikrafttræden, og der er i høj grad brug for begge poster.

Formanden skal lette presset fra de roterende formandskaber, som er af stærkt svingende kvalitet. Der skal sikres større gennemslagskraft på øverste niveau og stærkere kontinuitet i udmøntningen af politiske beslutninger.

Udenrigsministeren skal først og fremmest fremme fælles beslutninger på det udenrigspolitiske område og give Europa en klarere profil på den globale scene. EU's stærke økonomiske position skal omsættes til politisk indflydelse.

SÅDAN BESKRIVES stillingerne i Lissabon-traktaten. Men man kan roligt tilføje endnu en fælles opgave – og måske den vigtigste – i lyset af, at det først efter otte år og med betydelige politiske omkostninger undervejs lykkedes at få det nye traktatgrundlag på plads.

En ny traktat blev afvist ved tre folkeafstemninger i Frankrig, Holland og Irland, og selvom den overvejende del af nej-stemmerne bevisligt skyldtes noget andet end traktatteksternes indhold, så kan man roligt konkludere, at det europæiske projekt i vor tid ikke ligefrem har vinden i ryggen.

Mange mennesker føler sig kørt ned bagfra af EU-projektet. Den europæiske konstruktion, der oprindeligt skulle samle Europas befolkninger, opfattes i stedet som truende, splittende og undergravende.

Hvorvidt det er berettiget eller ej, er i denne sammenhæng ikke pointen. Det afgørende er, at opbakningen bag den europæiske tanke har fået sværere kår, og at EU på politisk beslutningsniveau ikke gør meget for at komme den til undsætning.

Historien viser, at den europæiske udvikling har haft det bedst, når en Kohl, en Mitterrand eller en Delors har trukket læsset og været i stand til at få andre med sig. De kunne forklare nødvendigheden af Europas enhed og var villige til at løbe en risiko, selvom det kostede noget på den korte bane.

Det er nok for meget forlangt, at man i dag skal kunne finde EU-ledere af en tilsvarende kaliber. Men at dømme efter de mange forlydender om, hvem der forud for et ekstraordinært EU-topmøde på torsdag er i spil til de poster, er man på vej over i den modsatte grøft.

I SKRIVENDE STUND siges det varmeste navn til stillingen som EU-formand at være Belgiens konservative premierminister Herman Van Rompuy. Men også regeringslederne fra Holland og Luxembourg, henholdsvis Jan Peter Balkende og Jean-Claude Juncker menes at være i spil.

Med al respekt kan ingen af de tre herrer siges at være store stjerner på den politiske himmel. Kan de inspirere europæerne? Kan de overbevise om EU-projektets nødvendighed i en svær tid? Vil de indgyde respekt i Washington, Beijing og Moskva? Man kan have sine tvivl.

Ingen af dem er kendt for de store armbevægelser. Og man kan mistænke regeringerne i Berlin og Paris, der ofte lægger linjen i personspørgsmål, for netop at lægge vægt at få udpeget forholdsvis grå personer, som ikke skaber for megen ravage, og som de selv kan styre.

Regeringerne vil med andre ord bevare deres egen magtposition. Men det er ganske enkelt for dårligt at tænke så snævert og indadvendt, efter at man i mange år har tryglet de europæiske befolkninger om at bakke op bag en ny traktat.

Det hele gøres ikke bedre af, at posten som formand for EU-Kommissionen i øjeblikket besiddes af portugiseren José Manuel Barroso. Han er dygtig, venlig og sympatisk, og han er i øvrigt netop blevet genvalgt. Men han er helt blottet for Obama-kvaliteter.

Når de nye poster er blevet besat, vil vi blive forsynet med mange forskellige forklaringer. Èn af dem vil gå ud på, at eftersom den ene person er konservativ, må den anden nødvendigvis være socialist. En anden forklaring vil være, at der var lande, som skylder andre lande noget fra tidligere.

Ingen af disse forklaringer kan Europas befolkninger bruge til noget som helst. Tværtimod vil de desværre øge opfattelsen af EU som en lyssky affære, frem for et nødvendigt, åbent og fremadrettet projekt.

Vælger stats- og regeringscheferne endnu to vindtørre skikkelser til EU-topposterne, vil man i et afgørende øjeblik score et dumt selvmål og forære EU-modstanderne en chance, som hverken de eller Europa fortjener.

ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​