Folkekirken kan få sin egen økonomi

Folkekirken er en sindrig maskine, hvor store og små tandhjul passer ind i hinanden i et særligt system, som er opbygget gennem årtier. Spørgsmålet er, om den er blevet alt for indviklet til at kunne laves om, hvis man skulle ønske det. Muligheden foreligger i hvert fald. I går offentliggjorde Kirkeministeriet en tyk betænkning fra et udvalg, som i et år har arbejdet med alternative modeller for folkekirkens økonomi.

Det hele handler om et beløb på lidt over en milliard øremærkede eller lovbundne kroner, som er på finansloven som statstilskud til folkekirken, og som hovedsageligt går til løn og pension til biskopper, præster og provster.

Det vil regeringen ifølge sit eget grundlag gerne lave om, så det i stedet bliver til et bloktilskud på det samme beløb, men som folkekirken selv skal fordele. Så er man som ikke-folkekirkemedlem ikke med til at betale direkte til folkekirkens forkyndelse gennem præsteløn. Det skal sikre folkekirkens fortsatte brede opbakning i befolkningen, som det hedder i regeringsgrundlaget.

De fire folkekirkelige repræsentanter i Kirkeministeriets udvalg, skriver sort på vidt i betænkningen, at de hellere vil fortsætte med det nuværende statstilskud. For skal man oprette et organ eller en ordning til at modtage pengene, så risikerer man at pille ved den meget fine balance, som hersker i folkekirken på alle niveauer, og gøre alvorlig skade ved kirkens liv, er argumentet fra kirkelig side. Fra politisk side er der aktuelt heller ikke den store interesse for at justere på den folkekirkelige maskine.