Sygdom og kærlighed

Mine sønner syntes, at jeg skulle vælge mellem ham og den nye mand, som jeg havde truffet, eller i det mindste fortælle min mand, deres far, at jeg havde en ny kæreste. Jeg valgte at gøre, som jeg inderst inde var overbevist om, jeg skulle gøre, og han fik aldrig noget at vide.

Min nye mand er en gave til mig. Uden hans hjælp ved jeg ikke, om jeg havde kunnet følge min mand den sidste tid. Min nye mand var selv et ensomt menneske med alkoholproblemer. Han havde før vores forhold egentlig tænkt at drikke sig ihjel, og han satte aldrig sine ben i en kirke. Jeg gjorde det tydeligt, at han måtte holde helt op med alkohol, hvis han ville have med mig at gøre. Han begyndte derefter at komme i AA (Anonyme Alkoholikere). Året efter min mands død blev vi gift. Og nu følges vi ad i kirke og til alters, ja, han kan endda selv finde på at gå derhen uden mig. Historien er længere, men jeg tror, jeg kan sige, at jeg efter mange år med mange sorger og nedture er ved at falde på plads i mig selv og i verden.

Min nuværende mand var med til min første mands begravelse. Jeg insisterede på det. I min tale fortalte jeg den store forsamling, at uden hans hjælp havde tingene set meget anderledes ud. Vi bor i et meget indremissionsk samfund, var aktive der og med i en bibelkreds. Ingen af vore venner vendte mig ryggen. Jeg tror, de alle glædede sig meget over, at den svære tid var gennemlevet, og de giver i hvert fald udtryk for, at de glæder sig med mig over den lykke, jeg nu oplever.

I mit tilfælde blev det sådan, at min nye ven helt naturligt blev introduceret for min mand og begyndte at komme hos ham som en ven, uden at han vidste om vores forhold. Måske var det bygget på en løgn, men det blev så naturligt. Havde jeg lagt kortene på bordet over for min mand, da jeg traf min nye kæreste, ja, så ved jeg selvfølgelig ikke, hvad der ville være sket. Men jeg tror ikke, han havde overlevet det, og hans tillid til mig ville være brudt. Var det så ikke falsk af mig? Gud må dømme. Jeg takker ham for, at det blev, som det blev.

Jeg vil prøve at sove igen. Men jeg føler med Sonja og hendes kæreste og den syge kone. Må Gud give dem lykke og gode råd.

Venlig hilsen
Esther

Kære Esther

Tak for dit brev. Det giver megen eftertanke og berører både teologiske, etiske og psykologiske temaer. Og så minder det om, at det er bedre at prøve at forme og formulere sine tanker på papir eller i et brev, når man ikke kan sove, i stedet for at ligge søvnløs og lade tankerne rode formålsløst omkring.

Du og din mand har haft et svært liv. Du har været en ganske ung mor, da din gode mand på et øjeblik blev lænket til en rullestol på livstid. Du har skullet være omsorgsperson ikke bare for børnene, men også for en svært handicappet mand. Balancen jer imellem blev pludselig voldsomt ændret. For din mand har det også været uendeligt svært. For han har været magtesløs i rigtig mange situationer, og hans oplevelse af at være mand og et seksuelt væsen har været udfordret betydeligt og må have været en livssmerte for jer begge.

Din beretning vidner om mange valg. Og ingen kan vide, hvordan det ville være gået, hvis du havde valgt anderledes. Måske ville det være gået endnu bedre, måske ville det være gået meget værre? Måske var din mand klar over mere, end du vidste? Måske ville han ikke vide noget? Måske var din nye mand aldrig blevet ædru uden jeres forhold?

Der kunne sikkert stilles mange andre spørgsmål, som vi aldrig får svar på, fordi vi lever forlæns og forstår baglæns. Og det er hele forskellen. Når livet er levet, er der intet formål i at komme med bedrevidende forslag til, hvordan man kunne have grebet det an. Alt for mange gange bebrejder vi os selv og hinanden, hvad vi kunne eller skulle have gjort. Men gjort er gjort, og vi respekterer dig for, at du vedkender dig dine valg og er åben om dem i din vennekreds. Det er godt at læse om den opbakning, som du og din nye mand har fået i det kristne fællesskab. Vi kan kun ønske dig tillykke og alt godt med dit nye liv.

Mange hilsener
Annette og Jørgen