Hvordan gik det? Gik Nora, som aftenen gik?

Hvilken betydning har årstallet 1879? Hvilke ting sker der netop i dette år? Og hvilke af de fire, jeg nu nævner, betyder mest for os, der lever i dag? I 1879 skriver Dostojevskij sit hovedværk:"Brødrene Karamasov", han dør dog i 1881 og når ikke at fuldende værket. Samtidig opfinder Edison glødelampen, som de fleste familier vel i dag benytter sig af. Og som sagt, Ibsen skriver sit drama om et ægteskab, der slår revner. 1879 er også året, hvor der fødes en baby, som får navnet Albert Einstein.

Vi kan diskutere, hvilke af disse fire ting der har størst betydning for vor tidsalder. Selv er jeg ikke i tvivl. Einsteins teoretiske fysik er i nært samarbejde med Bohr det mest afgørende for os i dag, som lever i atomalderen – sagt med en vittighed fra At Tænke Sig: Bytteregistret – Haves: Iran. Ønskes: Uran. Dog vil jeg ikke nægte, at Ibsen kan opføres i dag med lige så klar skildring af kampen i parforholdet. Hvorfor hedder det for resten: Hvordan går det på hjemmefronten?

Forleden så jeg "Et dukkehjem" på Folketeatret med Majbritt Saerens som Nora. Jeg har læst anmeldelserne, blandt andet Politikens skrevet af Per Theil, som efter den omgang og de to stjerner, han gav forestillingen, og ikke mindst den rubrik, der var overskriften, bør tage navneforandring til Per Fid. For at orientere læserne sluttede han med at sige: "Så slap han af med den hysteriske kælling – havde jeg nær sagt." Hvis det var noget, han kun nær havde sagt, hvorfor så blæse det op med store fede typer?

Jeg så forestillingen sammen med min kæreste, som bagefter indvendte, at det var helt usandsynligt, at handlingen i "Et dukkehjem" kunne have fundet sted i det virkelige liv – hverken på Ibsens tid eller i dag. Dertil kan jeg svare, at Ibsen i den første optegnelse til "Et dukkehjem" skrev: optegnelser til en nutidstragedie.

Baggrunden for dramaet er, at den norskfødte forfatterinde Laura Kieler skrev en fortsættelse til et af Ibsens største værker, "Brand". Hun skrev "Brands døtre", en fortsættelse af "Brand", og sendte bogen til Ibsen. Det blev indledningen til et personligt bekendtskab, og da hun i 1871 opholdt sig et par måneder i Dresden, var hun en kærkommen gæst hos Ibsen, som på det tidspunkt selv boede i Dresden. Han gav hende litterære råd og kaldte hende lærkefugl.

I 1873 giftede hun sig, og få år efter fik hendes mand tuberkulose. Lægerne tilrådede en rejse til Syden som den eneste redning. Da hun ikke ville bede sin velhavende far om hjælp, optog hun med en ærlig mand som kautionist et lån i en norsk bank. Hun lod sin mand tro, at hun havde tjent pengene på sine bøger. Rejsen sydpå hjalp, manden blev fuldkommen helbredt.

Ibsen havde på det tidspunkt bosat sig i München, det var i 1876. I dyb fortrolighed fortalte Laura Kieler Ibsens kone, Susanna, om lånet. Ibsen var forstemt over, at hans lærkefugl fra Dresden ikke længere kunne kvidre sine glade sange. Efter hjemkomsten måtte Laura Kieler optage et nyt lån, og da det skulle indfries, kunne hverken hun, som lå syg efter en barnefødsel, eller hendes kautionist betale en øre.

I sin nød skrev hun til Ibsen og fortalte, hvordan hun trods sit dårlige helbred var nødt til at skrive, og at det var ude med hende, hvis hun ikke straks fik en forlægger, så hun kunne tjene den sum, hun skyldte. Ibsen kunne og ville ikke anbefale Hegel at udgive hendes sidste arbejde, men skrev til hende: "Læg alt, hvad der trykker Dem i Deres mands hænder. Han er jo den, som har at bære det."

Ikke længe efter modtog Ibsen et brev fra hendes mand, der fortalte, at hun på grund af stærke åndelige lidelser var blevet indlagt på en nerveklinik. Fuld besked af Laura selv fik manden først mange år senere. Endnu febersyg havde hun i sin fortvivlelse selv skrevet en veksel, der dog ikke blev godkendt, men i stedet blev sendt tilbage til hende selv. Mere kom til, og nu lod manden hende tvangsindlægge som sindssyg. Han tog børnene fra hende og lod sig skille. To år senere vendte hun på hans bøn tilbage til ham, mest dog for børnene, som hun ikke kunne undvære.

Man ser her tydeligt, hvor mange lighedstræk der er mellem Nora og Laura. På premiereaftenen var der en kvinde, der rejste sig og gik, før Nora gik – det var Laura Kieler.

Jeg har selv set "Et dukkehjem" i mange forskellige opsætninger. Den bedste så jeg i London med Janet McTear som Nora. Den forestilling så jeg ikke mindre end fem gange. McTear spillede helt formidabelt den meget vanskelige gradvise forvandling og nedbrydning af Nora; fra en let og underdanig erotisk underkastelse med anelser af et oprør til den totalt ribbede Nora, som ikke alene tænker, at hun må gå, men udtrykker, hvad der står i stykket, at hun vil begå selvmord.

Stykket er som sagt i tre akter, og alligevel er hendes forvandling fra underkastelse til oprør så nervenedbrydende, også for skuespillerinden Janet McTear, hvilket man tydeligt så, når hun kom ind til sit bifald. Hun havde brugt alle sine kræfter op i løbet af stykket og kunne dårligt slæbe sig ind til rampen.

Jeg så også "Et dukkehjem" i Stockholm med Bergmans opsætning. Det geniale ved den var, at Ingmar Bergman bad alle skuespillerne om at blive siddende på scenen, også doktor Rank, som venter på at dø af syfilis, og som fortæller Nora, at han, når han er døden nær, vil sende hende et postkort med et kors på. Nora har flirtet med doktor Rank, som er hendes mands eneste fortrolige, og han har hentet varme og ømhed fra hende, og det har betydet alt for ham. Da hun danser den erotiske tarantel for sin mand, Helmer, sidder doktor Rank og bliver lige så fascineret af legen med ilden.

Nora og Helmer forlader selskabet og sidder nu i deres egen stue nytårsnat. Doktor Rank banker på døren og Helmer, der ikke aner noget om forholdet mellem dem, tilbyder ham en cigar. Nora tænder den for ham, og den naive og intetanende bankdirektør Helmer, forstår ikke en disse af doktor Ranks replik: "Tak for ilden."

Bergmans idé var, at alle skuespillere hele aftenen skulle blive på scenen. Det betød, at Rank efter sin død sad lyslevende ved siden af de øvrige skuespillere: fru Linde, Krogstad, Helmer og Nora. Og Bergman har da en klar pointe, for sådan er det jo – kort efter at en af vores nære er død, ser vi ham eller hende for os, som om de stadig fandtes der, hvor vi er vant til at se dem. Der skal en Bergman til for at få den idé.

Jeg var ikke utilfreds med Folketeatrets opførelse. Der er en mængde fremragende indfald, for eksempel at man i den moderne version har overvågningskameraer, så man altid kan se, hvem der ringer på døren. Ikke nogen dårlig idé i en tid, hvor bankdirektører er skrækslagne for trusler og overfald og gidseltagning af familiemedlemmer.

Det eneste, jeg ville have gjort anderledes, ville nok have været at dæmpe Majbritt Saerens en smule. Hun er en sprælledukke og helt igennem Marilyn Monroe-stylet, hvilket desværre gør hendes filosofiske refleksion i slutningen af stykket temmelig usandsynlig.

kultur@kristeligt-dagblad.dk