Darwin, menneskeparken og klimakonferencen

Såfremt jordens nuværende befolkning skal have et forbrug, der svarer til det gennemsnitlige forbrug i USA, skal der angiveligt fem jordkloder til for at forsyne os! Dem har vi ikke. De fordelingskampe, dette dilemma afstedkommer, tør man slet ikke tænke på i en tid, hvor flere og flere stater anskaffer atomvåben. For allerede i dag forefindes atomvåben i en mængde, hvis samlede eksplosive kraft er i stand til at sprænge kloden i stumper og stykker flere gange.

Den idéhistoriske og tekniske udvikling har også medført en tiltagende "forgubning" af menneskeparken. Vor klode er ved at være et roterende alderdomshjem. Den dermed tiltagende sygelighed og det medfølgende plejebehov ledsages af en økonomisk byrde, som den aftagende erhvervsaktive del af befolkningen ikke længere er villig til at bære betingelsesløst.

Man begynder at tale om de gamle som blinde passagerer, der bør smides over bord. Velfærdsstaten har skabt tryghed og frihed for de fleste, men også svækket personlig motivation og kampgejst til at udvikle kræfter og samle egne ressourcer til trængselstider. –– Vi lader stå til og overlader det til staten at danne vore børn, holde os fit, formidle arbejde, forsørge os i alderdommen og arrangere passende ceremonier ved livets begyndelse, midte og afslutning. Vort eget initiativ svækkes i takt med skatteniveauet.

Krævementaliteten vokser. Vi drukner i hensyn og bureaukrati, så det stærke, muntre, handlingsdygtige menneske, der længes efter at iværksætte noget, må overarbejde eller søge tilflugt på det kriminelle overdrev. Tæmningen af mennesket gennem prygl, religion, lovgivning, dannelse, gode forbilleder og politiske tvangssystemer har slået fejl. Kriminaliteten stiger.

På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at diskussionen om begrænsning og selektion af menneskeparken er blusset op. Den har vi haft siden Platons dage, men nu er der udviklet medicinske og antropotekniske metoder til at begrænse menneskeparken og selektere duelige mennesker. Færre, men muntre og optimalt tilpassede mennesker er målet. Gennem sterilisation, kondom, p-piller, fortrydelsespiller, fødeforbud (Kina), abort, "barmhjertighedsdrab" og snart også medicinsk aldringsregulering kan menneskemængden reguleres. Gennem sædbanker, ægsortering, kunstig befrugtning, genanalyser, genmanipulation, eugenisk lovgivning og snart også kloning af mennesker kan drømmen om "homo optimus" realiseres.

De, der trods alle tiltag stadig er impotente, for langsomme eller for triste, må have piller. Den naturlige evolution sker for langsomt, og den er for længst blevet afmonteret i humanitetens navn. Men nu kan vi selv sørge for den. Efter at den "selvforskyldte umyndighed" på Kants tilskyndelse er blevet afkastet, er mennesket i bogstaveligste forstand blevet "sin egen skulptør i frihed og ære", som den italienske renæssance filosof Pico della Mirandola formulerede det allerede for mere end 500 år siden. Det elitære menneske er muligt.

Vil vi det? Vi tøver. Herremenneske-mentaliteten og det, der blev begået i dens navn, er ikke glemt. Men indebærer ikke enhver frasortering af mennesker et stykke herremenneske-mentalitet? Fosterdrab er frasortering af vordende mennesker. Det udføres i de fleste lande. Vi trøster os med, at fosteret ikke er et menneske, ikke er levedygtigt og ikke selv kan trække vejret. Men gråzonen mellem levedygtighed og ikke-levedygtighed er bred og definitionen af levedygtighed relativ.

Barmhjertighedsdrab på alvorligt syge, det være sig nyfødte, børn eller gamle, accepteres i vide kredse. Men hvem afgør, om sygdommen er ubærlig, og hvem sikrer, at den syges eutanasi-ønske ikke er provokeret af de pårørendes suk, og eutanasien dermed bliver en frasortering af mennesker?

At udskifte et sygdomforvoldende gen lyder godt. Men hvilke monogenetiske sygdomme og skavanker bør frasorteres? At forbedre arvemassen ved genmanipulation er fristende for os. Men ingen ved, hvilken virkning en frasortering af uønskede gener har i det komplicerede samspil mellem generne.

Hertil kommer, at afskaffelse af det genetiske lotteri ved genmanipulation kan være frihedsberøvelse. Tilfældighedens mangfoldighed reduceres, og fosteranlæggets "valgfrihed" tilsidesættes. Forældre eller forskere har grebet ind og bestemt, hvad der er optimalt.

Det hævdes, at EU's helt centrale menneskerettighed, menneskets ukrænkelige værdighed, er en effektiv bremse på al manipulation med mennesker. Men er det ikke en krænkelse at vende ryggen til et foster, et vordende menneske, der er udstyret med et sygdomforvoldende gen?

Diskussionen er blevet svær. Men der er nok ikke andet at gøre end at hoppe videre fra tue til tue vel vidende, at vi kan falde i vandet. Vi bør tøve med at dope menneskeparken. Vi vil hellere holde hinanden i hånden. Vi vil ikke tilbage til Darwinismens "survival of the fittest", ikke for homo sapiens vedkommende. Kærligheden står i vejen. Vi må vænne os til sameksistensen af rationalitet og irrationalitet.

Derfor står vi os ved at fastholde den "omvurdering af alle værdier" (Nietzsche), der har fundet sted ved Jesu forkyndelse og at tage resultaterne af den idéhistoriske og tekniske udvikling på os. Alternativet er frygteligt! Jordens befolkning vil nok stabilisere sig med levestandardens vækst, og endnu er planetens havdækkede ressourcer ikke udnyttet i væsentlig grad. Men de er begrænsede, for vi har kun en klode. Varer og energi må derfor i fremtiden fremstilles af regenererbare ressourcer.

Men omstillingen tager tid. Derfor må navnlig de rige lande gøre sig parate til mere mådehold, blandt andet på klimakonferencen. For den globale fordelingskamp skal afgøres ved forhandlingsbordet og ikke med atomvåben. Er vi parate til det? Er det gået op for os at vi ikke er suveræne herremennesker længere, men afhængige af et globalt netværk, fordømt til hinandens naboskab? Er vi parate til at udvide vores danske og europæiske medborgerskab med en global dimension?

Torsten Deckert er pensioneret overlæge og dr.med.