Obligatorisk kristendomskundskab. Fortrolighed kræver indsigt

DEN 10. NOVEMBER kunne man her i avisen læse et indlæg af Birgitte Kjær, hvis pointe var, at skolens fritagelsesbestemmelse fra undervisning i kristendomskundskab er den mindst dårlige løsning. Den pointe har Birgitte Kjær tidligere fremsat i disse spalter, hvorfor det hermed blot skal påpeges, at en fejlagtig argumentation ikke bliver mere rigtig af at blive gentaget.

De menneskerettigheder, der henvises til i indlægget, har ikke meget med fritagelsesmuligheden at gøre i en skole, som definerer sig sekulært og ikke-konfessionelt. Sådan har det været siden 1975, men på det tidspunkt "glemte" politikerne at opdatere resten af lovteksten.

Det er Birgitte Kjær opmærksom på, men alligevel blander hun tingene sammen. Folkeskolen, som den er beskrevet i loven og i faghæftet for kristendomskundskab, pådutter ikke eleverne nogen bestemt religiøs opfattelse. Og den frihed, som menneskerettighedserklæringen foreskriver, tages der på undervisningsområdet hånd om i Grundloven, der i paragraf 76 alene pålægger den opvoksende generation undervisningspligt, men netop ikke skolepligt. Efter denne paragraf kan man i stedet for folkeskolen vælge enten en friskole eller at få sit barn undervist privat. Og at en ophævelse af fritagelsesparagraffen ikke er en krænkelse af menneskerettighederne i en dansk sammenhæng, ved vi fra en tilsvarende sag mod Norge ved domstolen i Strasbourg for et par år siden og fra Sverige, som ophævede deres fritagelsesbestemmelse i 1994.