Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Klokkeringning, kunst og religiøse ytringer til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Klokkeringning, kunst og religiøse ytringer

Forfatter Jens Blendstrup har bidraget til den nye digtsamling "Hallo - jeg er vejret". --

- Bjarke Ørsted/Scanpix Danmark

Kommenter Hold mig opdateret

Klima og kirkeklokker Klokkeringning er et religiøst udtryk, der kredser om vores bekymring, håb og vilje til at gøre det rigtige. Er det ikke en ret oplagt opgave for kirkerne i en situation, hvor Guds skaberværk er truet på mange planer af klimaforandringerne?

TIL TRODS FOR initiativtagernes gentagne understregninger af, at klokkeringningen den 13. december er en kirkelig begivenhed, fremturer Søren Krarup med at kalde det et verdsligt anliggende. For at imødegå den forvirring, han ønsker at skabe, belyser denne kronik klokkeringningen fra et par anderledes relevante vinkler.

"Hallo – jeg er vejret", er titlen på en digtsamling fra 2008 med bidrag fra en række anerkendte danske digtere, som har taget poetisk livtag med klima og miljø. Simon Grotrian lægger ud med titeldigtet, hvor vejret taler: "Hallo/ jeg er vejret/ jeg regner med sneen/ fortryder min gråd/ jeg er træt som en pøl/ på de opkørte dollars". Hos Jens Blendstrup er det klimadigtet selv, der er genstand for digtet: "Dette er det oversvømmede digt, digtet, der ligger under vand./ Dette er det drivvåde versemål, som kun kan læses med regnfrakke på./ Meningen ligger mellem isflagerne ?/.

Spørgsmålet her er, om dette er politisk kunst? Er dette digte, som søger at fremme en bestemt politisk opfattelse? Nej. Man skal være ekstremt konspiratorisk og upoetisk i hovedet for at få den tanke. Det er kunst med klima og miljø som tema. Er det suspekt, at kunstnere beskæftiger sig med det tema? Nej. Det er derimod naturligt, at det, der berører os alle, finder vej til det poetiske sprog.

Der er mange måder at forholde sig til klima og miljø på, som ikke er politiske: kunstnerisk, videnskabeligt, etisk, rekreativt, økonomisk og religiøst. I forordet til digtsamlingen skriver Connie Hedegaard: "Som politikere kan vi lave regler og love og internationalt forpligtende aftaler. Men i et demokratisk samfund er borgerne nødt til at være med. Derfor er det vigtigt at sætte ord på udfordringerne – forståelige ord. Tankevækkende ord. Også gerne andre ord end dem, vi politikere bruger?"

Annonce
Det er digterne blevet bedt om at gøre. "Digterne har haft helt frie hænder. Vi har ikke noget ønske om kampagnedigte, hvor forfatterne reklamerer for vores budskaber. De skulle skrive, hvad de tror på – på en måde, de kan stå inde for."

CONNIE HEDEGAARD er med andre ord meget opmærksom på, at politik blot er én af flere forskellige tilgange til verden. Politik er særdeles vigtigt i forhold til klima og miljø, men andre tilgange er nødvendige, hvis betydningen af klima og miljø skal komme til sin ret i menneskers liv.

På samme måde appellerede Connie Hedegaard på en Grøn Kirke-konference i Århus i 2008 til kirkerne om at komme på banen med deres særlige vinkel. Kirken må ifølge Connie Hedegaard ikke være bange for at tale om klimaet, for "dér har kirken et religiøst sprog og et perspektiv, der rækker længere end mig, mig, mig". Den klokkeringning, der lægges op til den 13. december, er et klart eksempel på præcis det, som Connie Hedegaard talte om: Kirker, som bruger det religiøse sprog om de klimaforandringer, som vedrører os alle sammen dybt.

Lige så lidt som digtene er klokkeringningen en politisk stillingtagen, men et udtryk i sin egen ret: et religiøst udtryk, der kredser om vores bekymring, håb og vilje til at gøre det rigtige. Er det ikke en ret oplagt opgave for kirkerne i en situation, hvor Guds skaberværk er truet på mange planer af klimaforandringerne? Også dette kirkelige initiativ skal man være særdeles konspiratorisk i hovedet for at opfatte som utidig politisering.

Ikke desto mindre har en kirkepolitisk gruppering (seneste Søren Krarup den 4. november i Kristeligt Dagblad) forsøgt at forhindre folkekirkens menigheder i at gennemføre klokkeringningen. Sin vane tro respekterer Krarup ikke kendsgerningerne, men omdefinerer dem, så han kan skyde på dem.

Han digter klokkeringningen om til "et verdsligt anliggende" og "en politisk ringning" i den hensigt at bringe den i modstrid med en lovgivning. Men den eneste lov, Søren Krarup i virkeligheden kan hænge sin hat på, er Janteloven, som han bruger til at forbyde andre, hvad han ikke selv kan lide.

Selvfølgelig kan gudstjenesten og evangeliets forkyndelse betragtes fra et politisk perspektiv. Således var der engang nogle doktrinære marxister, der foragtede kirken, fordi de tilskrev den en slem politisk rolle. Det er den samme aspektblindhed, klokkeringningens kritikere nu afslører, når de ser politik, hvor der er religion. Skulle det virkelig være sådan, at kirken ikke må ytre sig religiøst om klodens reelle tilstand? Det synes jeg ville være en meget mærkelig forvaltning af evangeliet.

For at komme til bedre forståelse af, hvad klokkeringningen reelt er, kan man sammenligne den med en høstgudstjeneste. Der finder vi evangeliet i alle de "gode gaver, som kommer oven ned", og vi takker Gud for dem. Mon klokkeringningens kritikere betragter høstgudstjenesten som en politisk støtteerklæring til landbrugserhvervet? Den traditionelle høstgudstjeneste og den foreslåede klokkeringning forholder sig til den samme virkelighed: de naturlige goder, som livet afhænger af. Blot ser høstudbyttet i visse dele af Afrika ud til at ville skrumpe med op til 50 procent på grund af klimaforandringerne.

Kirkens opgave er at gøre evangeliet hørt og på anden måde oplevet. Derfor skal det forkyndes i de sammenhænge, som ligger os allermest på sinde og med de kommunikationsmidler, som gør det allermest hørt.

HØSTGUDSTJENESTENS KORNAKS, blomster og frugter bruges symbolsk som midler til at kommunikere budskabet om Guds gavmildhed. Vi takker Gud og beder for, at alle jordens mennesker må mættes af Guds gode gaver.

Det samme budskab ligger i klokkeringning! Blot er vi blevet alarmerede over de klimaforandringer, som tårner trussel på trussel op mod fremtiden. Aldrig har vi haft så meget brug for håb, og hos hvem andre end Gud er der håb at finde for den livsfornyelse, som skal føre kloden fri af klimaforandringernes konsekvenser? Til det formål bruger vi klokken til at skabe et religiøst symbol: de 350 klokkeslag.

Som frugterne ved høstgudstjenesten bruges klokken her symbolsk. Når det handler om at kommunikere troens indhold, er en symbolsk brug af en fysisk genstand ofte lige så virkningsfuld, som præstens mundtlige prædiken. Og nogle gange mere tankevækkende.

Når det gælder religiøs besindelse på en sund og bæredygtig atmosfære som udtryk for Guds vilje til et godt liv for jordens mennesker, er 350 harmoniske klokkeslag (6-7 minutter) højst sandsynligt mere formålstjenlige end en lang og intellektuel belæring.

Der "bimles og bamles" altså ikke med klokken, men slås præcis 350 slag, fordi det er et stærkt symbol på den bæredygtige atmosfære, hvori Guds skabning kan leve godt. Man har retorisk spurgt, hvad der så ikke kan ringes for. Det ved jeg ikke, men klokken skal ikke bruges, medmindre det har et meget klart sigte. Det har det her! 350 ppm er udtryk for den højest tilrådelige koncentration af CO2 i atmosfæren, hvis klodens temperatur ikke skal stige mere end de to grader, hvorover klimaet ifølge eksperterne risikerer at løbe løbsk.

Det er et let forståeligt symbol, der er velegnet til en kirkelig deltagelse i håb, som fra alle mulige sider næres for et konstruktivt udkomme af klimatopmødet. Det håb lyder fra kirker verden rundt, som deltager i klokkeringningen, og det lyder fra kunstnere, som bringer det til udtryk med deres kunstneriske virkemidler. Det lyder fra filosoffer, som skriver miljø- og klimaetiske bøger. Det lyder fra alverdens ingeniører, som knokler for at udvikle alle mulige tiltrængte miljøteknologiske løsninger.

Var det ikke en god idé, at de danske kirker lavede et arrangement, der tager menneskers religiøse behov alvorligt over for en usikker fremtid med klimaforandringer – mens vi venter på "solhverv for hjerterne bange"?

Martin Ishøy er sognepræst og medinitiativtager til klokkeringningen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​