Andreas Rude |
16. november 2009
Det nye overhoved for de tyske protestanter er et friskt pust for en trængt kirke. Hun er også en ildsjæl, der vil tilbage til rødderne - og det kan forbedre forholdet til den katolske kirke
Den evangeliske kirke i Tyskland har fået et nyt ansigt udadtil. På synoden i Ulm i oktober valgte deltagerne, som tidligere omtalt her i avisen, med overvældende flertal den 51-årige biskop af Hannover, Margot Kässmann, til at stå i spidsen for de tyske protestanter de næste seks år. Hun er allerede en kendt skikkelse i den tyske offentlighed, for hun er den første kvindelige biskop af Hannover, som er Tysklands største stift, og på den politiske scene har hun vakt opsigt ved sin stærke kritik af den ekstreme højrefløj og opfordret kirken til ikke at "vende blikket bort", som den gjorde i 1933.
Medierne har også taget vel imod hende, og det toneangivende Süddeutsche Zeitung talte om en "historisk dag for den protestantiske kirke og for kristne i Tyskland", da hun blev valgt. Der er heller ingen tvivl om, at Kässmann ønsker en mere synlig rolle for kirken i den offentlige debat, ikke mindst hvad angår vanskelige etiske spørgsmål som den standende diskussion om pleje af døende og dødshjælp.
I et nyligt interview med den kristelige borgerlige ugeavis Rheinischer Merkur understreger biskop Kässmann, at hun "altid har vendt sig mod aktiv dødshjælp", og at ordet "euthanasi" i Tyskland desuden har en særlig dyster klang på grund af nazisternes drab på mentalt handicappede under netop den betegnelse. Alligevel fraråder hun, der i 2006 selv blev opereret for brystkræft, en alt for rigoristisk indstilling. For Kässmann drejer det sig om at sikre den enkelte en værdig død og hindre angsten for smerter i den sidste tid, også selvom smertestillende midler kan fremskynde døden. "I et kristeligt perspektiv kan der ikke kun lyde et nej," mener hun.
Et andet vigtigt anliggende er forholdet til den katolske kirke, for Tyskland er delt næsten ligeligt mellem protestanter og katolikker. Formanden for den katolske tyske bispekonference, ærkebiskop Robert Zollitsch, var hurtigt ude med en lykønskning til Kässman og roste hende for hendes økumeniske indstilling. Det har dog ikke forhindret hende i at kritisere den katolske kirke for dens holdninger til homoseksualitet, AIDS-bekæmpelse, præstecølibat og kvindelige præster, omend hun i interviewet med Rheinischer Merkur nedtoner kritikken og i stedet taler om, at erkendelsen af gyldigheden af kvindelige præster og biskopper må være en "indre katolsk proces" og "ikke kan blive den pålagt udefra".
Men hvis biskop Kässmann forfægter en velkendt protestantisk, liberal kritik af den katolske kirke, så er hun i sin insisteren på at søge tilbage til rødderne og genopdage den kristelige børnelærdom helt på bølgelængde med den siddende pave og stærke strømninger i mange andre kirker.
For selvom den protestantiske kirke slås med alvorlige økonomiske og administrative vanskeligheder, så er det en betoning af de kristelige grundværdier, der i Kässmans optik for alvor skal få folk tilbage til kirken. Der skal mere vægt på at formidle troen i for eksempel konfirmationsundervisningen, end der har været i de seneste årtier, mener hun og peger på, at man ofte har gjort mere ud af at advare de unge mod stoffer end at lære dem fadervor.
I protestantiske børnehaver har hun gjort sig til fortaler for mere bibelhistorie, ligesom hun også generelt ønsker at promovere et aktivt bønsliv for børn og voksne. Diakonalt arbejde bør heller ikke blot være en art socialhjælp, men naturligt føre til en invitation til at komme i kirken. Og så skal kirkerne i øvrigt ligne kirker mere og ikke fremstå som en art medborgerhuse.
For Kässman er begreberne "mentalitetsændring" og "mission" tæt knyttet sammen. Præsten skal tale således om livet og døden, at opstandelsestroen fænger hos den enkelte, forklarer hun til Rheinischer Merkur.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
Andreas Rude, mag.art., skriver hver uge i Kristeligt Dagblad om internationale kirkelige forhold.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad