Misforstået fritagelsesparagraf. Alle har brug for religiøs viden

SÅ ER DEN der igen – debatten om, at et barn kan fritages for at deltage i undervisningen i kristendomskundskab.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) bakker op om fritagelsesregelen og anfører som argument for at fastholde fritagelsesparagraffen, at det kun er ganske få, der benytter fritagelsesmuligheden – på landsplan kun 0,5 procent – og det tal "gør det ikke aktuelt at afskaffe den".

Videre anfører Bertel Haarder, at han "er bange for, at hvis man fjerner fritagelsesparagraffen, så vil man ikke kunne synge en salme med børnene".

Undskyld, men det er en forfejlet tænkning at henvise til, at "så vil man ikke kunne en synge salme med børnene". Hvorfor nu det, når salmen i sig selv er forkyndende? Fordi fagets præmis netop er, at det er ikke forkyndende. Salmesang og evangelietekster kan sagtens være en del af undervisningen, selvom fritagelsesparagraffen forsvinder.

I princippet er fritagelsesdebatten jo en debat, der knytter sig til alle skolens fag, fordi det for alle lærere i alle fag, der arbejder med tolkninger (for eksempel dansk, historie og samfundsfag) gælder, at læreren må være loyal over for de tekster, der præsenteres for eleverne.

Lærerens opgave i kristendomskundskab som i andre fag er at tilrettelægge arbejdet således, at teksten åbner sig og meddeler sig. I kristendomskundskab som i andre fag er det afgørende, at læreren er alsidig i sit valg af materialer, og at han aldrig gør det normativt.