Arven fra Bomholt

Dengang som nu drejede politik sig om fastsættelse og fordeling af værdier i samfundet. Netop derfor er kulturpolitik så afgørende vigtig.

Kulturpolitikken i bredeste forstand omfatter ikke blot Kulturministeriet, men rækker også ind over Undervisnings- og Kirkeministeriet. Hvorfor der var god mening i, at vi indtil 1916 havde det hele samlet under én hat i Kultusministeriet.

Det var ministeriet for åndslivet. Det centrale område af tilværelsen, hvor man ikke blot tager til efterretning, at vi lever, men arbejder med spørgsmålet om, hvad der er meningen med, at vi gør det.

Uden at have i det mindste tilløb til svar på dette grundspørgsmål bliver det vanskeligt at fastsætte værdier med gyldighed for samfundet og at foretage gennemtænkte prioriteringer ved fordeling af samfundets ressourcer. Så ender det nemt med, at det ene vel kan være lige så vigtigt som det andet, og der er stor sandsynlighed for, at der bliver jackpot til dem, der kan råbe højest.

Indgangsvinklen til den omtalte Gallup-undersøgelse er karakteristisk for en gennemøkonomiseret tid som vor. Kulturpolitik betragtes som flødeskum på tilværelsen, vi kan tillade os, hvis i øvrigt alt det andet i samfundet – især økonomien – er i orden.

Men i virkeligheden forholder det sig omvendt. En levende og aktiv kulturpolitik er forudsætningen for, at der kan skabes et stærkt samfund, hvor mennesker gider gøre en indsats, der rækker ud over egne snævre cirkler og bidrager til det store fællesskabs ve og vel.

Dette var en gang en argumentation, som indgik i den politiske debat. Men det er unægtelig et par dage siden, og det er vel kun os, der kører på 65-billet, som har levende erindringer om personligheder som K. Helveg Petersen, Niels Matthiasen, Hans Sølvhøj og Bodil Koch. For slet ikke at tale om Julius Laurits Bomholt.

Landets første kulturminister – som karakteristisk nok var cand.theol. og i to perioder havde været undervisningsminister – er blevet kaldt "den poetiske politiker".

Han var både poet og forfatter, men først og fremmest en effektiv politiker i Folketinget, Radiorådet og andre steder. Gennem adskillige tiår var han ganske enkelt en drivende kraft i udformningen af både Socialdemokratiets og Danmarks kulturpolitik.

Bomholt ønskede som kulturminister 1961-1964 at gøre al god kunst tilgængelig for alle. Så kunne man selv vurdere, om det var noget, man havde brug for. Ministeriets fundamentale princip fastlagde han med ordene: "Nok støtte, men ikke dirigere". Lige siden har alle svoret loyalitet over for dette "armslængdeprincip". Men der er unægtelig megen uenighed om, hvor lang den arm skal være, som forhindrer politikerne i detailstyring af kulturen! Både i kommunal- og landspolitik er der stærkt behov for aktører, der tager kulturpolitik lige så alvorligt, som Bomholt gjorde. Politikere, som vil kæmpe for dette ikke særlig højt prioriterede område, fordi de af egen erfaring ved, at det er livsvigtigt.

Man skal ikke regne med at blive populær på det. For ganske som da Kulturministeriet blev oprettet for 48 år siden, er der altså en ganske stor del af befolkningen, der er mere eller mindre skeptisk over for offentlig støtte til kunst- og kultur. Men det er heller ikke den umiddelbare popularitet, det drejer sig om. For som Bomholt engang sagde: "Vil De høre det vigtigste bud i en politikers katekismus? Vov pelsen!".

Finn Slumstrup er formand for Grænseforeningen

indland@kristeligt-dagblad.dk