Et tab for dansk satire

Jesper Jensen er død. Han blev 78 år. Jeg har kendt ham godt og ville for en uge siden næsten kun huske ham som en skygge, fordi det faktisk er 40 år siden, jeg har været sammen med ham.

I vores studietid skrev vi studenterrevyer, som altid blev transmitteret af dansk fjernsyn, undtagen "Gris på gaflen", som tv's daværende chef fandt for provokerende. Jytte Abildstrøm fik sit gennembrud i nogle af vores andre revyer. Jesper Jensen var en fremragende sangskriver. Han var psykologisk indsigtsfuld og opnåede universitetets guldmedalje i en prisopgave om psykologi. Han var vittig. Han var skarp. Han var venstreorienteret, og i de dage var det trods alt bedre end at være desorienteret.

Når det nu går mig til hjertet, at jeg i går i Radioavisen klokken 12 hørte, at Jesper er død, hænger det sammen med, at jeg var sammen med ham i sidste uge, hvor Borgens forlag fejrede Benny Andersens 80-års-fødselsdag med 150 indbudte.

Forfattere, malere, komponister. Naturligvis var Poul Dissing med, men til min overraskelse dukkede Jesper Jensen op. Han bevægede sig på to krykker, og vi snakkede intenst sammen i en time. Vi aftalte, at jeg skulle ringe til ham og besøge ham i Dragør, hvor han boede. Han var en fjende af Gud, konge og fædreland.

Han betroede mig, at han læste Kristeligt Dagblad, og jeg sagde: "Det må være gået tilbage for dig". "Overhovedet ikke", svarede han, og til min undren forklarede han, at hans datter var præst og boede hos ham, efter at hun på grund af sygdom havde måttet opgive embedet. Det var hende, der holdt Kristeligt Dagblad.