De nordiske kirker skifter køn

I flere nordiske lande fokuseres der mere og mere på kvindelig liturgi og på kvinders ligestilling inden for folkekirken. Men mens andre lande har andre tiltag for at fremme ligestilling, er det kun Island, som har en decideret kvindekirke inden for den evangelisk-lutherske kirke.

– Der har altid eksisteret feministisk teologi. Man kan finde det i Det Gamle Testamente og hovedsageligt i Det Nye Testamente. Men det hele begyndte for alvor på samme tid som de store feministiske bevægelser i 1970'erne, siger Audur Eir Vilhjálmsdóttir og fortsætter:

– Teologien skrives ud fra kvinders egne livsvanskeligheder og egen livsglæde. Hele teologien har været skrevet af mænd. Og det passer ikke os. Vi skriver den ikke om. Vi skriver den. Eksempelvis siger vi her i kvindekirken, at vi er milde og mægtige, for vi er Guds veninder, siger Audur Eir Vilhjálmsdóttir.

Hun mener, det forandrer hele tilværelsen at tænke på Gud som en af kvinderne. Det gør også, at kvinder bliver mere troende og kommer mere i kirke, tror hun.

– Vi har brug for Kvindekirken for at få egne gudstjenester, hvor liturgien er, som vi ønsker. Vi har brug for den for at kunne mødes og snakke sammen om vores forståelse af teologien og for at få endnu flere kvinder i kirken. Vi har netop holdt møde med kirkefolk om, hvordan man kan få kvindeteologi ind i en ny liturgibog, så der kommer kvindelig teologi ind i gudstjenesten, siger hun.

Der har aldrig været en kvindelig biskop i Island, men der kommer flere og flere kvindelige præster. I dag er omkring 30 procent af præsterne, fire ud af 15 provster og mellem 60 og 70 procent af de teologistuderende på Islands Universitet kvinder.

Norge er det land med færrest kvindelige præster. Kun 21 procent af præsterne er kvinder. Ligesom Island har Norge også haft stort fokus på feministisk teologi og liturgi – blandt andet har der været flere konferencer om inkluderende sprog, og der har været en stor debat om sprogbrug i kirken. Særligt efter at en kvindelig præst døbte et barn i "skaberens, befrierens og livgiverens navn".

Tilbage i 1996 blev der udviklet en liturgi i forbindelse med kvindernes internationale kampdag den 8. marts, og flere doktorafhandlinger handler om feministisk liturgi – den seneste om liturgien ved højmesse.

– En del af os mener, at det er vigtigt. For Guds navn udtales jo altid metaforisk. Blandt andet viser det sig, at der er større tolerance, hvis man siger "Gud, du er som en mor" end "Gud, du er en mor", siger Synnøve Hinna-land Stendal, dr.theol., sektionsleder og ligestillingskonsulent i den norske kirke.

I den nyeste oversættelse af Det Nye Testamente er ordet "brødre" også mange steder skiftet ud med "søskende" som i Island.

– Det er en mere korrekt oversættelse, da der ofte var tale om både mænd og kvinder de steder, ordet er brugt, siger Synnøve Hinnaland Stendal.

Selvom der er få kvindelige præster, har Norge flere kvindelige biskopper end de andre nordiske lande. Fire ud af landets 11 biskopper er kvinder. Det kan måske hænge sammen med, at den norske kirke har tilsluttet sig Kirkernes Verdensråds økumeniske tiår med "kirke i solidaritet med kvinder" i fokus, hvor man har prioriteret at vægte ligestilling højt, fremgår det af Kirkemødets protokol fra 199o. Blandt andet har man vedtaget, at der i stillingsopslag til bispedømmer bør stå, at kvinder opfordres til at søge, og at det vil være en rigdom i den norske kirke, hvis den også har kvindelige biskopper – ligesom kvinder også skal opfordres til at søge præste- og provstestillinger. Desuden skal alle kirkelige råd og stifter arbejde for, at intet køn er repræsenteret med under 40 procent, og der skal sikres kønsligestilling på alle niveauer i kirken.

Kirkemødet har også opfordret de teologiske fakulteter til at styrke ansættelsen af kvinder. Her er der, ligesom på de andre nordiske teologi-fakulteter, overtal af kvinder. Men en del af kvinderne ender ikke med at trække i præstekjolen. Det gør flere mænd derimod. Dog viser de nyeste tal fra Årbog om Den Norske Kirke, at der blev ordineret 30 kvindelige præster i 2008 og 24 mænd.

Også Sverige har fokus på kvindelig liturgi. I den svenske kirke er kollektbønnen eksempelvis ændret i 2002, så man ikke længere siger "Herre, vår Gud", men blot "Gud".

Der er næsten dobbelt så mange præster i den svenske kirke som i den norske, og dermed er det den nordiske kirke, efter den danske, der har den største andel af kvindelige præster – 40 procent af den svenske kirkes præster er kvinder, og i Stockholm og Lund er kvinderne i flertal, ligesom på pastoralseminariet i Lund og Uppsala. Kirken har netop fået to nye biskopper. De er begge kvinder, og dermed er tre af 14 biskopper kvinder.

Mens det sidste år var 60 år siden, at de første kvindelige præster blev ordineret i Danmark, var det 50 år siden, at den svenske kirke besluttede sig for, at der også skulle være kvindelige præster i den svenske kirke, og to år efter – i 1960 – blev de første tre svenske kvinder ordineret.

Men selvom der kommer flere kvindelige præster i Sverige, og man også her har et feministisk inkluderende sprog i kirken, er der stadig en modstand mod kvindelige præster i Sverige. Og den eksisterer på et meget synligt plan. I 2003 dannede modstandere deres eget stift, der dog hverken har opbakning eller anerkendelse fra den officielle kirke.

Den evangelisk-lutherske folkekirke i Finland fik først en ordning med kvindelige præster i 1988, lang tid efter de øvrige folkekirker i Norden. 50 kvindelige teologistuderende havde ventet i årevis på at kunne blive præster, og de blev alle ordineret på samme dag i domkirker landet over. I dag udgør de kvindelige præster omkring en tredjedel af de lutherske præster.

Irja Askola er præst, tidligere ansat i Den Europæiske Kirkekonference i Genève og i dag konsulent for biskoppen i Esbo Stift. Hun var selv blandt de første kvinder, der blev ordineret til præst. For kun et år siden stillede hun op til bispevalget i det konservative Mikkeli Stift – og led et smertefuldt nederlag, selvom hun fik mange stemmer. For hende er det nødvendigt med et nyt teologisk kvindeoprør.

– Kvinder i den finske kirke har aldrig fået den nødvendige støtte og opfordring fra den mandlige ledelse i kirkens top til at søge kirkelige lederstillinger eller til at tilegne sig de nødvendige kompetencer. At få flere kvindelige præster, ledere og biskopper i den finske kirke er en kamp mod den generelle holdning i kirken og i samfundet over for kvinder. Udviklingen går langsomt, siger Irja Askola.

Men kvinderne selv burde måske også have kendt deres besøgelsestid, dengang ordningen med kvindelige præster blev indført.

– Da det skete, fik vi ligesom at vide fra den officielle kirke, at nu skulle vi være glade for det, vi havde fået. Derfor har vi helt forsømt at udvikle en feministisk teologi, som i andre nordiske lande. Vi har ikke været opmærksomme på de lederevner, som kvinderne i den finske kirke er i besiddelse af, og vi burde have oprettet kvindelige solidaritetsgrupper. Vi har været alt for venlige over for den officielle kirke, siger Irja Askola, som godt kan forudse støtte fra en række mandlige præster og biskopper i kampen for at få flere kvindelige præster og ledere i den finske kirke, ikke mindst omsider at få valgt den første kvindelige biskop.

I dag er der stadig en mindre gruppe finske præster og teologer, som, ligesom i Sverige, fastholder modstanden mod kvindelige præster. Så sent som ved det seneste valg til ny biskop i det svenske stift Borgå, var en af kandidaterne erklæret modstander af kvindelige præster. Det var nok mere af propagandahensyn, for den udbredte holdning blandt de ni finske biskopper er, at ingen kan blive indsat som præst i den lutherske folkekirke, hvis de offentligt taler imod kvindelige præster.

Det er heller ikke velset, at man som mandlig præst ikke vil arbejde sammen med en kvindelig kollega i gudstjenesten. I nogle finske stifter betragtes det faktisk som et lovbrud. Der har været anlagt egentlige retssager efter loven om diskrimination på arbejdspladser i tilfælde, hvor mænd har nægtet at samarbejde med deres kvindelige præstekollega.

Ud af de i alt 2296 præster i Finland er 867 kvinder – svarende til 38 procent. I Danmark er knap halvdelen af præsterne kvinder, og på pastoralseminarierne, der uddanner præsterne, har det været ganske normalt med to eller tre gange så mange kvinder som mænd på studiet – der er endda semestre, hvor kun hver femte stol er optaget af en kommende mandlig præst.

Selvom flere og flere kvinder bliver præster i de nordiske kirker, er det ikke helt godt nok. Det mener også Audur Eir Vilhjálmsdóttir. Kvinderne skal ikke bare indtage prædikestolen, men også bispesædet og andre højere stillinger.

– Det er stadig mændene, der bestemmer, selvom der er kommet mange kvindelige præster. Der har aldrig været kvindelige biskopper i Island som i de skandinaviske lande, siger Audur Eir Vilhjálmsdóttir.

Hun har selv stillet op til det seneste bispevalg for 12 år siden. Men uden held. Og hun viste da også godt, at det ville blive svært. Faktisk havde hun en helt anden mission med at stille op.

– En del af min mission var, at gøre det lettere for kvinder i fremtiden at blive biskop. Jeg vidste godt, at tiden ikke var til det. Men jeg håber, at det bliver lettere for den næste kvinde, der stiller op, siger Audur Eir Vilhjálmsdóttir og sætter bogen om feministisk teologi på plads igen i reolen.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Denne artikel er blevet til med bidrag fra Tobias Stern Johansen, Bente Clausen og Claus Vincents