Den danskproducerede radio i Afghanistan slår både den amerikanske og de lokale radiostationer, når det gælder popularitet, viser en lytterundersøgelse foretaget af amerikansk militær
Propaganda og psykologisk krigsførelse er ord, der hurtigt leder tankerne hen på totalitære regimer som Nazityskland og Sovjetunionen. Men det demokratiske Danmark er også godt med, når det gælder produktion af informationer, der skal vinde folks sympati og loyalitet. Rigtig godt med, viser det sig.
En undersøgelse, som amerikansk militær har foretaget blandt repræsentativt udvalgte beboere i Afghanistans sydlige Helmand-provins, viser, at den danskproducerede propaganda-radio – Radio Gereshk – løber med ikke mindre end 67 procent af lytterne. Den amerikanske propaganda-radio må til sammenligning nøjes med bare 2 procent, mens resten af lytterne fordeler sig jævnt over lokalproducerede radiostationer.
Den danske radiosucces i Afghanistan skyldes ifølge kaptajn og officer i Psyops – enheden for psykologiske operationer – Per Pohlmann, at sendefladen ud over de politiske meldinger primært rummer populærkulturelle indslag. Radio Gereshk byder blandt andet på en afghansk version af "De ringer, vi spiller" og en udgave af det i Danmark meget populære "Lægens bord" er også på vej til Helmand, hvor mange står uden lægehjælp. Samtidig spiller radioen ikke udelukkende traditionel folkemusik, men forsøger sig også med yngre musik fra den rock- og hiphop-scene, der er begyndt at tage form i hovedstaden, Kabul.
– Forleden var der en ung afghansk kvinde igennem, som selv sang en sang lige ud i æteren. Det er stort hernede, hvor kvindesynet fortsat er ekstremt undertrykkende, og det viser, at vi har godt fat i lytterne – også i de unge, siger Per Pohlmann, der har det daglige ansvar for den danskproducerede radiostation og nu også skal til at have de amerikanske radioproducenter i skole.
Kommunikationsekspert ved reklamebureauet OMI A/S Thomas Pohlentz, der har skrevet speciale om propaganda, er ikke i tvivl om, at det er de populærkulturelle indslag, der er årsag til radioens store succes, men han undrer sig over, at amerikanerne ikke af sig selv har taget samme taktik i brug.
– Det er jo en velafprøvet propagandastrategi at krydre de politiske beskeder med glad musik og hyggesnak, siger han.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk