Hvad så jeg som hovedopgaven? At fortælle dem, at demokrati skal kendes på, hvordan det behandler sine mindretal, og at de i Danmark har mødt en langt over 100-årig tradition for, at man kan oprette friskoler, som bygger på den kultur og religion, folk knytter sig til.

Jeg fortalte om, hvorledes jøder og katolikker, grundtvigianere og missionsfolk i mange år har haft deres friskoler i landet. Staten giver sit gode tilskud til driften af disse skoler, og der føres et tilsyn med dem.

Skolerne skal have vedtægterne i orden, budgetter, bygninger , men staten må aldrig blande sig i det åndelige indhold i opdragelsen. Vi har undervisningspligt i Danmark, ikke skolepligt, og forældrene har hovedansvar for opdragelsen sammen med skolen.

Drøftelsen efter mit indlæg blev så righoldig. Jeg lærte meget af deres spørgsmål og kommentarer, og min største glæde var at opdage, at de turde tage ordet, at de viste mig deres tillid i samtale.

DET BLEV EN DIALOG mellem dem og mig. De stillede spørgsmål og kom med kommentarer. "Hvad kan vi muslimer gøre for at blive accepteret af danskerne?" Det spørgsmål gjorde ondt i mig. Her har jeg altid troet, at danskere var åbne og frisindede over for anderledes troende, over for folk med en anden kulturbaggrund, og så var dette forsigtige spørgsmål dog et råb om hjælp fra den unge muslimske lærer.

Hun kunne ikke vide, at hendes spørgsmål spejlede sig i min store erfaring. Gennem 13 år havde jeg det embede i Undervisningsministeriet, som blandt andet skulle sikre de frie skoler deres frihed, og jeg kom ud til skoleindvielser og jubilæer, altid med respekt for skolens egenart.

Jeg stod og tænkte på en dag for 30 år siden, da jeg om formiddagen var til en sådan højtidelighed på Diakonhøjskolen i Århus for ved middagstid at flyve til Kastrup og tage en taxa til Hørshvor jeg skulle deltage i åbningen af Tidens Højskole, som byggede på den marxistiske ideologi. Her følte jeg, at jeg praktiserede frisindet på den danske skoles vegne: mit embede skulle sikre åndsfriheden for både missionsfolk og marxister.

Jeg er kommet som taler på lutherskmissionske højskoler og efterskoler, på baptistskoler, grundtvig-koldske og indremissionske, på tyske skoler i Sønderjylland og Rudolf Steiner-skoler i København. Det har været den største glæde i mit arbejdsliv at mærke forskelligheden folde sig ud.

Men her i mødet med muslimer fik jeg et spørgsmål, som ikke var nødvendigt tidligere: "Hvad kan vi gøre for at blive accepteret af danskerne?"

Nu i en grænseoverskridende tid, hvor computeren forbinder mennesker kloden rundt, hvor der forskes og handles og rejses på kryds og tværs, hvor krige sætter folk på flugt fra deres fædreland og skærer slægtsrødder over, da er frisindet indskrænket, da vokser diskrimineringen. Er det angsten for det uoverskuelige, der har sat disse spor?

Mit svar blev så konkret, jeg følte, jeg kunne udtrykke det over for hende: "I skal have lov til at være muslimer, til at være tro mod jeres kultur, men I skal også være danske og gå ind i de politiske partier, stemme ved valgene og deltage i debatten."

Dansk Friskoleforening var pionér med dette møde ved at etablere samarbejde mellem danske friskoler og skoler med anden kulturel og religiøs forankring. Her blev praktiseret frisind, som altid udspringer af, "at jeg ved, hvor jeg står med min grundholdning og min tro, og derfor kan jeg sætte dig, der står et andet sted, i frihed".

175 børn, forældre og lærere havde en vidunderlig dag sammen; der var en syden af glæde, enten det var i korsang eller fægtekamp, i dans eller tegning. Og lærerne fik diskuteret pædagogik og undervisningsplanlægning.

DEN DAG STÅR FOR MIG i et gyldent skær med en atmosfære af hjertelighed, som brændte igennem.

Man hører ofte, at den frihed, vi har, jo ikke findes i muslimske samfund, hverken når det gælder nationale eller religiøse mindretal.

Og det er sandt nok. Men da jeg tog hjem, tænkte jeg, at mit møde med disse muslimer på Sjællands Privatskole kan øve indflydelpå deres måde at forstå demokrati på. Dansk Friskoleforening taler aldrig ned til folk på disse skoler. De taler netop ind til dem, inddrager dem i det hverdagsliv, hvor skole og demokrati praktiseres.

Jeg ønsker Dansk Friskoleforening held og lykke med at fortsætte i dette spor med fælles arrangementer mellem danske friskoler og muslimske friskoler. De muslimske lærere gjorde indtryk ved deres åbenhed, men også ved den respekt, de viste mig, så vi følte os trygge sammen.

Asger Baunsbak-Jensen, præst og forfatter og tidligere undervisningsdirektør