Det er dagen derpå. Og mange politikere har endnu travlt med at fintælle valgstemmer eller slikke sårene efter gårsdagens valgnederlag. Så der er ekko i mødelokale 2-080 denne onsdag eftermiddag, da kirkeudvalgsformand Britta Schall Holberg (V) byder velkommen til samrådsmødet med Birthe Rønn Hornbech (V) i hendes egenskab som integrationsminister. Kun seks folketings- politikere har fundet vej til mødet, hvor et ellers meget betændt emne er på dagsordenen – bydelen Tingbjerg. Hele Danmarks problembarn.
Tingbjerg er kendt for bilafbrændinger, hærværk og bandekrig. Senest har sognepræst Ulrich Vogel, der fortsat er sygemeldt, måttet fraflytte sin præstebolig efter i længere tid at have været udsat for chikane og hærværk forårsaget af unge indvandrere.
Og det problem skyldes i høj grad koncentrationen af indvandrere i området, mener folkeketingspolitiker Søren Krarup (DF). Derfor har han og det øvrige kirkeudvalg kaldt ministeren i samråd.
– Vi har oplevet en ghettodannelse i København, der har betydet, at brandfolk, hjemmehjælpere og senest sognepræsten er blevet fordrevet fra sognet. Islam er så kraftigt repræsenteret i dette kristne sogn. Det aner mig, at det ikke er nogen ren tilfældighed, når det er sognepræsten i Tingbjerg, chikanen har været rettet imod, siger han og fortsætter.
– For mange fremmede i samme område fører til problemer. Det må være i alles interesse, at det undgås, siger Søren Krarup bestemt.
Ifølge en opgørelse fra januar 2009 bor der 6131 indbyggere i Tingbjerg Sogn. Ud af dem er det kun 1534 indbyggere, der er medlem af den danske folkekirke. I Tingbjerg findes der 1800 børn under 18 år. Og ud af dem er tre fjerdedele unge indvandrere. Og det er netop disse unge, der er omdrejningspunktet for problemerne i Tingbjerg, oplyser ministeren og understreger, at antallet af indvandrere i området er stigende.
– At antallet stiger er en helt forfejlet politik. Det er fuldstændig hovedløst, at man steder i København har tre fjerdedele unge indvandrere. Man har ladet stå til så længe. Det er selvfølgelig uacceptabelt, siger Birthe Rønn Hornbech.
Fejlen kan imidlertid ikke findes på hendes skrivebord, mener hun. I stedet refererer hun til den række af muligheder, Københavns Kommune har haft for at sprede problemet. Blandt andet har kommunen de sidste ni år kunnet give fortrinsret til mere ressourcestærke boligsøgende.
De seneste fire år har man desuden kunnet afvise visse boligsøgende. Og kommunen har mulighed for at yde flyttehjælp til visse beboere. Ministeren mener derfor, at lovgivningen giver Københavns Kommune et hav af muligheder for at dæmme op for problemet.
– Taget i betragtning, at denne sag har eksisteret i så mange år, skal jeg ikke lægge skjul på, at kommunen er kommet alt for sent i gang. Jeg mener virkelig, vi har givet de muligheder for spredning, der er, sagde hun.
Birthe Rønn Hornbech vil i begyndelsen af det nye år indkalde den nyvalgte overborgmester i København, Frank Jensen (S), til et møde om, hvad der kan gøres ved integrationsproblemerne i Tingbjerg.
holtze@kristeligt-dagblad.dk