Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Erik Bjerager, ansv. chefredaktør og adm. direktør
Erik Bjerager
Send artiklen Frivilligt arbejde og hjælpekunst til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frivilligt arbejde og hjælpekunst

Kommenter Hold mig opdateret

Det er en balancekunst at være frivillig. Man skal have stor empati, og det er ikke noget, der kan læres på kurser og uddannelser

Kære brevkasse

For et stykke tid siden var der i denne avis en artikel om frivillige "værtinder" på et hospice, som gør en indsats for at lysne tilværelsen for de døende og deres pårørende. De påtager sig praktiske hyggeopgaver, som personalet tilsyneladende ikke har tid til, men som kan være af stor betydning for manges trivsel. Desuden taler de med de døende og deres familie. Det er meget påskønnelsesværdigt. Når det er sagt, så mener jeg, at der er mange aspekter omkring frivilligt arbejde, der trænger til at blive diskuteret.

For det første: Er det særlig kristeligt at være frivillig? Jeg er selv et kristent menneske og arbejder frivilligt i forhold til nogle børn og unge, men er sammen med en del andre frivillige, som ikke mener, at de stiller op ud fra en kristen næstekærlighed, men at det bare handler om almindelig humanisme eller anstændighed.

For det andet: Man må som frivillig altid være opmærksom på sin samfundsmæssige rolle. Letter vi frivillige bare det offentlige for nogle pligter, så politikerne kan skære i bevillingerne, eller værre: overtager vi direkte jobbet fra de professionelle?

Annonce
For det tredje: Det kræver stor ydmyghed at være frivillig hjælper og masser af fingerspitzgefühl, især over for svage personer, der hverken psykisk eller fysisk kan slippe væk. Jeg tænker her på et selvoplevet eksempel: Vennekredsen omkring en døende og træt veninde uden nær familie forsøgte at koordinere vores besøgs hyppighed og varighed for at give trøst og støtte uden at udmatte hende. Hun var nemlig et meget høfligt og fint menneske, som nødigt ville bede folk om at gå. En dag, da jeg netop var ankommet til hospicet, kom en frivillig herre ind på stuen, stillede sig ved fodenden og sagde, at han havde hørt, at hun var snublet og havde brækket hoften. Hun kendte ham ikke, havde ingen ork, men forklarede alligevel høfligt, at hun da ikke var faldet, men at benet bare var brudt sammen under hende på grund af kræftens frembrud i knoglerne. Han fortsatte derefter en overfladekonversation i cirka 10 minutter, og det havde hun det ikke godt med, og han stjal også energi og vigtig tid fra vores korte møde. Jeg håber virkelig, at frivillige gennemgår en eller anden form for uddannelse i psykologi og taktfuldhed.

Venlig hilsen

Lene



Kære Lene

Tak for dit brev. Du har oplevet nogle ting omkring en venindes sygeleje på et hospice, som har aktualiseret nogle principielle og praktiske spørgsmål hos dig angående frivilliges rolle, uddannelse og optræden. Vi kan godt forstå, at både du og specielt din syge veninde på en måde har haft en slags oplevelse af at være gidsler for en hjælpers behov for at være god og nyttig. Og selvom det kun drejede sig om ti minutter, kan en sådan tid føles som meget langvarig og være ganske belastende.

Desværre er det ikke kun blandt frivillige, man kan møde manglende taktfuldhed. Også blandt professionelle kan man tidvis møde en menneskelig uforstand, der efterlader undren og smerte. For selvom man bestemt kan lære en del om kommunikation og god optræden i sin uddannelse og på kurser, er det ofte empatiske egenskaber som ydmyghed og varsomhed, der gør mest indtryk, når man ligger meget syg i en seng eller er i krise med sit liv. Og disse egenskaber kan man ikke altid lære på et kursus, hvis de ikke er der i forvejen. Men er de til stede, er uddannelse og konkret vejledning en god og uomgængelig vej både for professionelle og frivillige.

I rigtig mange større skriftlige opgaver blandt sygeplejestuderende og andre hjælperprofessioner anføres Søren Kierkegaards berømte citat fra "Synspunktet for min Forfattervirksomhed" som en slags forord. Og får man indholdet af dette citat ind i tanke og hjerte, kan man være en værdifuld medvandrer hos et menneske i svære livsperioder.

Citatet lyder i sin originaludgave som følger: "Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-Forstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe, og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste, men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer."

Hver tredje dansker har inden for det seneste år udført frivilligt arbejde, og hver eneste uge er der masser af mennesker, der lægger tid og kræfter i ulønnet arbejde i idrætsorganisationer, boligforeninger, kirkeligt og socialt arbejde. Vigtigheden af et sådant engagement kan ikke overvurderes, og det er med til at øge sammenhængskraft, integration og kultur i Danmark. Og selvom der altid kan være en fare for, at frivilligt arbejde kan camouflere offentlige svigt, tror vi ikke, at det er et markant problem. Det frivillige arbejde har til gengæld ofte været kreativt igangsættende for det offentlige og peget nye områder ud, som en professionalisering efterfølgende kunne give en større opmærksomhed.

Vi tror ikke, at det er specielt kristeligt at være frivillig, for det kan man være ud fra mange betragtninger. Men man skal heller ikke underkende og bagatellisere mange århundreders kristendomsforståelse, som ligger i bunden af vores kultur, uden at mange er sig det bevidst. I en kristen tankegang skelnes der dybest set ikke mellem frivilligt eller lønnet arbejde. Her er vi alle under et kald om at elske vores næste som os selv. Det er en kortere sætning end Kierkegaards citat. Men indholdet er dybest set det samme. Og i praksis kan det mærkes, om mennesker har forstået det.

Mange hilsener

Annette og Jørgen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​