Ingen bør afskrives på forhånd. Alle skal have lejlighed til at vise, hvad de duer til. Men i udgangspunktet ligner udnævnelserne til de to topposter som EUs formand og udenrigschef et europæisk selvmål af de større.

Målt med EU-systemets egne alen er der god logik i begge udnævnelser. Gennem alle årene har det været et vigtigt mål for det europæiske samarbejde at skabe enighed. Det ser ud til, at de små medlemslandes frygt for at blive overset, og de store EU-landes bekymring for at blive overskygget, pludselig mødtes i et fælles ønske om få farveløse personer på de to poster.

I en tid, hvor det europæiske projekt møder stigende modstand og større udfordringer, ikke mindst i forhold til omverdenen, er det imidlertid nødvendigt, at EUs regeringer tænker ud af boksen og viser respekt for, at man har en offentlighed at forholde sig til. Set i dette perspektiv har stats- og regeringscheferne sat en chance over styr for at samle Europa bag karismatiske ledere, der kunne inspirere og skabe ny fremdrift bag den europæiske tanke.

Herman Van Rompuy er uden tvivl en klog og besindig mand. Han er dybt forankret i europæisk kultur. Den belgiske kristendemokrat har flere filosofiske værker bag sig, blandt andet om religion. Men han er i en europæisk sammenhæng et helt ubeskrevet blad, og han gør ingen hemmelighed ud af, at han aldrig har ønsket jobbet som EU-formand. Det er bare ikke godt nok.

Britiske Catherine Ashtons væsentligste kvalifikation ser ud til at være, at hun som medlem af Labour tilhører den modsatte politiske blok. Hun har ingen udenrigspolitisk erfaring af betydning, hun har ringe politisk erfaring i det hele taget, og hun er aldrig blevet valgt til en politisk post. Også hun er ukendt, selv i hjemlandet.

Lægger man hertil, at hele udvælgelsesprocessen foregik bag lukkede døre, hvor spørgsmål som kompetence, holdninger, resultater og evnen til at kommunikere med borgerne tilsyneladende måtte vige for rene magtpolitiske hensyn, så bekræfter forløbet desværre mange af de fordomme, der er i omløb om EU i disse år.

Det er ærgerligt for EU-samarbejdet, og det er synd for Europa. me