Det er godt at sætte sig mål - også bindende mål. Det er også godt for et politisk parti.

Derfor kan man da kun hilse det velkommen, at statsminister Lars Løkke Rasmussen på Venstres Landsmøde har foreslået 10 bindende mål frem mod 2020.

Hermed er valgkampen frem mod valget seneste november 2011 vist også for alvor skudt i gang. Det kan blive til 2 års valgkamp. Fint nok, for et valg skal altid vindes mellem valgene

Statsministerens 10 mål er.

1.højere bruttonationalprodukt pr. indbygger.

2. flere iværksættere.

3. højere arbejdsudbud.

4. bedre testresultater fra skolebørnene.

5. et universitet på Europas top 10-liste.

6. højere middellevetid.

7. større energieffektivitet.

8. bedre integration.

9. mindre kriminalitet.

10.stærkere økonomi.

Det ser jo flot og tilforladeligt ud - som målsætning. Men hvor går vejen til de 10 mål? Lars Løkke Rasmussen og er befolknigen og de øvrige partier nu også helt enige i listen. Det er måske lidt flot på Landsmødet, at kalde punkterne for "den danske drøm", nøjes i første omgang med at kalde dem Venstres drøm.

Jeg er meget enig med Lars Løkke i, at vi skal sætte os ambitiøse mål, men vi skal også sætte os realistiske mål og huske, at landene omkring os også udvikler sig - og nogle af dem med større hast end vi gør.

Lad os prøve at se lidt nærmere på statsministerens målsætning.

1.højere bruttonationalprodukt pr. indbygger. Hvordan hr. statsminister? Og er økonomisk vækst et mål i sig selv? Hvad skal vi bruge væksten til? Skal vi forbedre levestandarden yderligere i Danmark for hele befolkningen? Skal vi hjælpe de svageste til en bedre tilværelse? Vil vi bruge en større procentdel af BNP til u-landene, end vi gør i dag?

Svarene på disse spørgsmål er mindst lige så vigtige som et mål om at øge BNP pr. indbygger.

2. flere iværksættere. Ja, men igen må jeg spørge: Hvordan? Og hvordan sikrer vi os, at iværksættere får fodfæste i erhvervslivet. Nye, kreative iværksættere vil altid være velkomne. Men de har brug for hjælp til at komme i gang - måske også mere end de får i dag. Desuden har nogle brug for en konsulentmulighed et stykke frem, så de bider sig fast.

Nye virksomheder har betydning for såvel beskæftigelsen som for BNP pr. indbygger.

3. højere arbejdsudbud. JA og det hænger bl.a. sammen med flere iværksættere, men det hænger også sammen med, at færre virksomheder flytter til udlandet. Hvordan vil statsministeren sikre at virksomhederne bliver i Danmark?

Større satsning på forskning - ikke mindst i alternativ energi - kan også være med til at skaffe højere arbejdsudbud.

4. bedre testresultater fra skolebørnene. Venstre hæfter sig alt for meget ved test og testresultater. Der er mange ting i skolens opgave, som ikke kan testes? Hvordan tester man modenhed, kreativitet, initiativ,samarbejdsevne, evnen til at søge ny viden m.m. Folkeskolen er langt mere end data og faglighed, men det er også data og faglighed.

Venstre, Konservative og DF bør standse kontrollen og bureaukratiet, som binder mange lærere og i stedet lade dem komme mere tilbage til katederet, til den egentlige undervisning.

5. et universitet på Europas top 10-liste. Det er vigtigt, at Danmark har gode universiteter. Et mål på en top 10-liste bør ikke være et mål i sig selv. Men universiteter med flotte forskningsresultater er vigtige og det kræver, at man holder op med at udsulte forskningen.


6. højere middellevetid. Den har vi set før. Men en højere middellevetid bør ikke være et mål i sig selv. Jeg vil foretærkke højere livskvalitet i den tid, vi lever og her kan det godt skorte på mulighederne for mange af de svageste af vore ældre medborgere. Så her vil jeg foretrække bedre hjælp mens de lever end en længere levetid.

7. større energieffektivitet. JA, det er godt mål. Men det handler også om hvilken energi, vi benytter os af. Det handler om at slippe af med de fossile brændstoffer og få dem erstattet med alternativ energi - og her kan det godt være, at vi i en overgangsperiode skal indføre A-kraft.

8. bedre integration. Et rigtigt godt mål at sætte sig. Men det er let at sige det. Integrationen er ikke blevet væsentligt forbedret siden 2001, hvor VKO satte sig på magten og med DF som indpisker, vil det næppe blive forbedret frem mod 2020 med mindre, vi får en ny regering. Gerne en regering hen over midten uden DF´s indflydelse.

9. mindre kriminalitet. Ja, naturligvis. Men tro nu ikke, at man får mindre kriminalitet ved højere straffe. Det handler i langt højere grad om forebyggelse - bl.a. gennem bedre integration.

10.stærkere økonomi. Ja, naturlgvis - igen. Men en stærkere økonomi er stadig ikke et mål i sig selv, men det er et middel til en række forbedringer i vores samfund og lad forbedringerne komme de svageste til gode.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Jeg kunne godt ønske mig nogle præciseringer, som formodentlig ikke er danskernes mål, men snarere et nødvendigt middel for et hvilkensomhelst mål. Måle og evaluere udviklingen. Fjerne/minimere offentlige privilegier (patenter og copyright). Retsorden overalt, også i Folketinget, så man ikke ser igennem fingre med en ministers BEVIDSTE og SOLEKLARE grundlovsbrud, men sørger for en offentlig afstraffelse og udstødning fra alle offentlige hverv for synderen. Det andet virker direkte som gift for tiltro til herskernes hæderlighed og troværdighed, samt åbenlys maskepi sat i system FOR PRIVATE POLITISKE FORMÅLS SKYLD!

Der er for meget amerikaner over venstre, som i ovenstående eksempel fra i år med en ministers klokkeklare foragt for Grundloven, som vennerne dækker over, og misbruger deres offentlige ombud med... Dog heldigvis ikke den besynderlige mani med at udforme manipulerende forkortelser, som PATRIOT-loven. Hvor de offentligt valgte end ikke får lovforslaget til gennemlæsning, men bare forelægges hensigter, partivurdering og overskrifter.

Endvidere systematiske målinger af forvaltningens effektivitet og opfyldelse af lovenes mål. F.eks. aktindsigt inden for fristen - med sanktioner imod syndere. Besvarelser af klager korrekt og til tiden. Korrekt og professionel sagsbehandling - ikke en sag genstartet 3-4 gange fordi sagsbehandlerne flygter fra et uoverskueligt hverv.

Erstatninger generelt og som en automatisk følge af forkert sagsbehandling. Der skal formodentlig være en seriøs økonomisk trussel imod en offentlig forvaltning, hvis den nogensinde, skal så meget som forsøge på at ikke at opfylde sine forpligtelser. ELLER SIGE FRA FØR IVÆRKSÆTTELSEN AF NYE REGLER.

Vores regime har gravet en dyb grav med de seneste tiårs mangfoldighed af nye regler, målinger, EU-direktiver osv. Lad problemerne og den fulde hæftelse ligge på forvaltningen og politikerne. Befolkningen kan ikke med rimelighed siges at have forlangt så underlige ting, som dokumnentation af uddannelse for en ansat, der lægger kabler ud - uanset om det gøres korrekt eller ikke. Det er ren kassetænkning, der skal flytte kontrolproblemerne over til den private sektor - hvilket jo altid rejser problemet med behovet for den offentlige overhovedet i sådanne sager. Kunne også nævne registrering af lægemidler, der er utroligt bekosteligt og omfattende, mens ansvaret aldrig ligger hos det offentlige - de har bare mindst lige så mange sagsbehandlere igang, som de private, med eneste
virkning at fordoble omkostningerne.

Nåja, vi manglede også Danmark ud af NATO samt sjældnere folketingsvalg. Men en 10-årsplan er da en god begyndelse for at tænke langsigtet!

Tak til Bjarne Nederby for på klar vis at fremstille, at der er mange veje til Rom og at målets substans defineres
af vejen dertil

Og tak til Montaigne for at pointere, at et af de manglende mål er, at rydde op i egen og offentlig bananstatslignende tilstand.

Med venlig hilsen
Ulla

TAK for den positive tilbgemelding, Ulla. Lad os så håbe,at Lars Løkke Rasmussen også læser kommentaren til hans oplæg. Men det gør han næppe.

Men på den anden siden, så har han tidligere lyttet uden at have have lyttet nok.

Da han lige var blevet udnævnt som statsminister skrev Kristendemokraternes formand, Bjarne Hartung Kirkegaard et pænt brev til ham og ønskede ham til lykke og sendte ham stadig et oplæg til en tillidsreform i det offentlige, som jeg havde lagt op til og fremlagt i Kristendemokraterne.

Det er ikke længe siden, at vi hørte Lars Løkke Rasmussen tale om nødvendigheden af en tillidsreform, men i hans udspil var der bare for lidt tillid og for lidt reform.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne

Det jeg ikke forstår er hvordan man bliver lykkelig af økonomi?

Nogen bud på det?

Statsministerens 10 mål er.

1.højere bruttonationalprodukt pr. indbygger.
LLR siger hermed blot, at der skal produceres mere, altså at alle skal arbejde mere, løbe stærkere og have mindre tid og overskud til familien, børnene og til at varetage egen fysiske og mentale sundhed.

2. flere iværksættere. De flittigste iværksættere er generelt set nydanskerne, som samtidigt lige så generelt udsættes for mistænkeliggørelse, kontrol og kontrol med kontrollen. De fleste danskere med tanker om at blive selvstændige er stået af, før de overhovedet går i gang.

3. højere arbejdsudbud. Der bliver stadig færre mennesker til at tage det udbudte arbejde. Selv om der hver måned bliver flere arbejdsløse, er der samtidigt utallige ubesatte stillinger, fordi alt for mange ikke har fået en relevant uddannelse. Selv nu med mindre arbejdspres i virksomhederne fyrer man hellere medarbejdere i stedet for at bruge overskydende ressourcer på at uddanne næste generation. Hvis man ikke tager skeen i den anden hånd vil der stadig ikke i 2020 være match mellem arbejdsudbud og arbejdsstyrke.

4. bedre testresultater fra skolebørnene. Centralisering af skolevæsenet betyder, at mange børn tilbringer op til 3 timer af hver skoledag med kørsel og ventetid for bare at komme til og fra skole. Det bliver de næppe klogere eller dygtigere af.

5. et universitet på Europas top 10-liste. Det forudsætter først og fremmest, at de studerende bliver bedre rustet til at starte på deres studier. Som BNJ rigtigt skriver, så skal lærerne først og fremmest bruge deres tid på at undervise. Det er forældrenes ansvar, at børnene møder undervisningsparate. Lever forældrene ikke op til dette ansvar, skal problemet løses af de sociale myndigheder. Skolen har også en social funktion; men dens primære opgave er at være skole.

6. højere middellevetid. Den største forbedring vil opnås ved at højne folkesundheden i de store byer. Det kan kun gå for langsomt med at få nedsat luftforureningen, især i København. Differentieret moms på sunde fødevarer vil give lavindkomstfamilier og pensionister mulighed for bedre ernæring, og hvorfor koster fisk i øvrigt mindst 100 kr. pr. kg. når fiskeren kun får 8-10 kr.

7. større energieffektivitet. Mange mennesker vælger at bo alene, fordi samboende og gifte mister indtægt ved at have fælles adresse. Opvarmning af overflødige boliger og større boliger end det reelle behov skyldes delvis en forfejlet politik. Offentlig transport er heller ikke den nuværende regerings stærkeste investeringsområde.

8. bedre integration. Tryk avler som bekendt modtryk. Man måtte kunne forvente en vis tolerence af en liberal ledet regering. Bedre integration opnås først og fremmest ved at stoppe skrækkampagnerne, så etniske danskere ikke længere forledes til at se en trussel i enhver udlænding.

9. mindre kriminalitet. Kriminalitet forebygges først og fremmest ved at alle - især børn og unge - har et trygt ståsted i en sammenhæng med ærlige og ansvarlige voksne, der har tid til at tage sig af dem. Det mangler i denne dagsorden.

10.stærkere økonomi. Problemet med økonomien er pt. i mindre grad mangel på penge, men i høj grad den voksende ulighed. Den nuværende regering synes at "glemme," at politik på et liberal økonomisk idégrundlag kun kan forsvares etisk og socialt ved samtidig bevidst fokus på at tage hånd om samfundets svageste grupper.

Egentlig er min kritik af 10-punkts-planen overflødig, fordi LLR´s projekt modsiger sig selv.

Temmeligt meget af det kan ikke diskuteres, fordi det er for skitseagtigt, dvs. det kan udfyldes i forskellige retninger.
Det vigtigste er et højere BNP. Det er indlysende, at velfærdsstaten ikke kan overleve i dens aktuelle udgave, fordi a) man hjælper mennesker, der ikke har behov for hjælp og b) formidlingen af hjælp til de svageste er for kostbar.
Man behøver ikke at se økonomisk vækst som et mål i sig selv, dvs. som privatperson. Hippier er der altid plads til, især hvis de vil klare sig selv.
Men et vesteuropæisk samfund i dag har ikke valget. Og slet ikke hvis man ønsker, det skal være et velfærdssamfund, hvor man vil hjælpe gamle, syge og handicappede uden egne midler. I dag er den offentlige sektor for stor og for mange mennesker lever af overførselsindkomster, selv om de er arbejdsduelige.
Økonomisk lighed i sig selv er næppe et værdigt mål, hvis det medfører udplyndring af de dygtigste. Det er en klassisk problemstilling: hvis ulighed stiller de dårligst stillede bedre end lighed ville gøre, kan man foretrække ulighed. ( Havde de dårligst stillede det bedre i DDR end i forbundsrepublikken? ) F.eks. vil misundelsesskatten ( millionærskatten ) give et provenu på 20 miliarder. I betratgtning af prisen for de helt symbolske hjælpepakker og underskudet på finansloven, er beløbet latterligt. Det drejer sig altså om et princip. Generelt vil en lavere skat medøre større økonomisk aktivitet, og derfor er en lavere skat en forudsætning for, at man kan beskytte de dårligst stillede. Problemet er, at oppositionen nægter at forstå, at man ikke kan skabe velstand gennem beskatning og omfordeling. De tænker som små overklassepiger, der tror, man bare kan sende bud efter flere penge.
Eller: hvem vil bedst være i stand til at forsvare velfærdssamfundet: SF eller LA?

Nogle få tal belyser problemets alvor.
Der er 836.000 offentligt ansatte.
1.786.000 modtager overførselsindkomster. ( Voksne, der modtager børnecheck, er ikke medregnet. )
Sætter man det tal i relation til antallet af vælgere, som er 4.057.100 viser det sig, at 64,63% af vælgerne er afhængige af ydelser fra staten på den ene eller den anden måde.
Det viser på forhånd hvor svært, det vil blive at gennemføre forandringer.

Et land som Schweiz har ikke de samme problemer som DK. Der er en lavere skat, og en indgroet sans for kvalitet. Dvs. sort økonomi er et minimalt problem, for når ens forretninger er helt legale, så kan man også få hjælp til at få krævet tilgodehavende hjem, f.eks. Men det er en balancegang, hvor meget det må koste at få de langsigtede fordele. Noget man nemt kunne forske i at optimere, hvis ikke der på forhånd var sat en følelsesmæssig blokering ind istedet herhjemme. Og det er præcis, hvad DK har oparbejdet - malet sig ind i et hjørne!

Egentlig kunne man nogenlunde nemt få ordninger som med sygeforsikringen Danmark, der er åben for alle fra fødslen. Tilsvarende kunne private ordninger etableres vedr. arbejdsløshed eller anden social forsorg. For til syvende og sidst er der ikke flere penge at hente hvadenten noget er privat, eller offentligt.

Som med Danmark, kunne de halvprivate ordninger sagtens være med brugerdemokrati.

Og problemet med indvandring vill løses af sig selv, hvis det krævede en betydeligt større betaling at hoppe ind i en ordning efter fødslen.

Visse områder er ikke synligt hverken bedre eller billigere privat. Meteorologer vokser ikke automatisk i administrativ størrelse. Heller ikke sygehuse. Man kunne udmærket lade den gratis sygehjælp være baseret på et f.eks. fem år gammelt behandlingssyn, sådan at medicinudgifter m.v. stadig tilgodeser de fleste, men med de billigste hjælpemuligheder med nogle år på bagen.

Amerikanerne lever ikke længere end os, med den dyreste og halvprivate ordning hos sig, heller ikke selv om deres teknologi er i front. Når det kræver tre jobs i en familie, kommer andre faktorer ind i omkostningerne, der gør dem meningsløse.

Men uhaja, det pynter på Bruttonationalproduktet altsammen.

Når folk er gennemgående tilfredse og lykkelige, så kan jeg ikke se, hvordan BNP behøver stadig stigning? Modernisering medfører i sig selv lavere omkostninger, så skjult i et stagnerende BNP er der en følelig og observerbar fremgang i tilpasning.

Et individ må have et overskud for at kunne omlægge nogle ting, og tilpasse sig forandringer. Altså have på en eller anden måde en personlig opsparing og et råderum.

En hel del sociale problemer kunne klares af frivillige organisationer. Da de bruger færre penge, så ville det i mål ligne en nedgang i BNP, men i virkeligheden være en fremgang for alle.

Hvor kender vi ellers flerårsplaner fra? Fra det gamle USSR. Partikongressen vedtog nogle mål - med medlemmer bestående af partikontrollerede personer. Og under store klapsalver blev den næste femårsplan vedtaget enstemmigt. Forskellen på dem og os, synes nærmest at være, at vi skal gøre det samme, bare mere frivilligt. Ligeså fri en kontrakt som at klikke på en kæmpemæssig aftale med musen på internettet, når man skal have løst et fem minutters problem.

De nye EU-lande skulle slet og ret acceptere alt i en knap 100.000 A4-sider trykt aftale. Og vi har vel løbende underlagt os det samme. Det meste er formodentlig fornuftigt, men håndtering af problemer er umulig for private.

For mig er udgangspunktet, at staten er et nødvendigt onde. Tenderende til at være uretfærdig og umoralsk. Des mere, jo mere kortsynet den handler, hvilket følger med størrelsen også! Og med en megastort udviklet stat, så er der hele tiden gnidninger, der skal løses HER OG NU. Jeg kan ikke se anden løsning, end at man skal frigøre personer fra staten, og hvis det kræver tvangsopsparing, så lad det være sådan. Det kan nogenlunde nemt styres, idet alle informationer om større pengeomsætning bliver kontrolleret allerede. Og ellers mere frivilligt arbejde. Mindre offentlig administration.

Faktisk har vi jo tidligere haft det på den måde. Med sociale ordninger inden for diverse stænder. Kirken for de svageste uden for stænderne. Familieordning for de rigeste. 10 procent af udbyttet var dengang en meget høj skat. Men nok til at staten overlevede. Og da den moderne "frihed" ved kun at have staten som hjælper - en rent bureaukratisk dikteret og afgrænset frihed - er såre teoretisk, klart meget dyr og tung, så kræver det vist kun en holdningsændring, en fornægtelse af at leve på fortidens præmisser - når de efterfølgende viser sig dysfunktionelle. Med tvungne, faste udgifter som det mest sikre resultat. Og krige tilsvarende mere nødvendige for petitesser i relation til helheden.

Det er ikke umoralsk, men tværtimod ægte menneskelig handlemåde.

Desværre vil det nok være svært for os at lære af Svejts. Det danske almuesind er en for stor dødvægt.
Jeg har svært ved at forholde mig til hospitalernes problem. Det virker meget mærkeligt. Så jeg nøjes med at spytte i bøssen som glad ryger og håber, man vil kunne finde løsninger, der gør flere tilfredse. Og ikke kun de efterladte til de ca. 8000, der utilsigtet dør hvert år på hospitalerne.
Privatisering er ikke et universalmiddel. Men på nogle områder kan det give et friskt pust. F.eks. er et af Venstres slogans, at nu skal man gøre noget for de bedste elver i skolen. Det er en rigid reaktion på det socialdemokratiske program, at den bløde mellemvare skal være i centrum. Ingen af delene er rigtige, for en skole skal tage sig af alle eleverne og den enkelte. På det punkt har især friskolerne vist deres berettigelse.
M.h.t. offentlig og privat er jeg sikker på, at ejerskab er af afgørende betydning for folks indstilling til det, de har fået overladt.
Milton Friedman lavede en oplysende opstilling m.h.t. hvordan, man bruger penge:
1) Bruger du dine egne penge på dig selv?
2) Bruger du dine egne penge på andre?
3) Bruger du andres penge på andre?
4) Bruger du andres penge på dig selv?