Forbøn er på vej frem i Islands kirker

– Det er meget bedre end en almindelig gudstjeneste søndag formiddag, som vi som regel har for travlt til at gå til. Det her er nemmere, og så er det sjovere, fordi der er god musik til, siger hun og henviser til de fire sangere, orglet og synthesizerens rytmer.

Ifølge præsten, Grísli Jónasson, der står for Thomas-messen denne aften, er gudstjenester med fokus på forbøn i kraftig vækst.

– Vi begyndte på at holde Thomas-messer for 14 år siden. Dengang var det helt nyt i vores kirker, men efterhånden er det blevet meget normalt med alternative gudstjenester i folkekirken. Der er dog ikke så meget håndspålæggelse, men jeg har prøvet det et par gange. Jeg tror, det breder sig, for mange teologistuderende kommer her og er med til at holde gudstjenesten. Og de tager det nye udtryk med sig videre ud i kirkerne, siger Grísli Jónasson.

Der er omkring 20 folkekirkepræster, der i hold af seks præster, skiftes til at holde Thomas-messen hver anden søndag i en af Islands kirker. En af de andre præster fra aftenenes gudstjenester er Ìris Kristjánsdóttir. Hun understreger, at forbønnen er det vigtigste i Thomas-messen. For det er et element, som frikirkerne ellers har haft stor vægt på, men som man helt har undladt i folkekirken.

– Vi ser behovet for forbøn i folkekirken. For her til Thomas-messen kommer mange mennesker, og mange skriver også deres bønner ned og afleverer dem i en kurv. Så beder vi for dem senere, siger hun.

Selvom man oprindeligt beskriver Thomas-messen som en finsk tradition, der blev holdt første gang i 1988 i Helsinki, er det nu ikke helt rigtigt. I hvert fald kommer selve tankerne oprindeligt fra Island. Det fortæller Örn Bárdur Jónsson sognepræst i Neskirkja i Reykjavik. Han var tilbage i 1981 del af en karismatisk kirke i Island, hvor håndspålæggelse, forbøn for syge og tidssvarende moderne musik var normalt, hvilket det slet ikke var i folkekirken på det tidspunkt.

– Min kollega tog til Finland og fortalte om vores gudstjenester. Her adopterede de det og holdt siden hen gudstjenester, de kaldte Thomas-messer i tråd med vores tanker og gudstjenester, siger Örn Bárdur Jónsson, der i dag, hvor vi taler med ham, skal holde almindelig søndagshøjmesse i Neskirkja.

Han har flere gange sat forbøn på programmet til en almindelig søndagsgudstjeneste eller i forlængelse af den. Og han er stadig inspireret af den karismatiske kirkeretning og har stort fokus på sang og musik, selvom det traditionelle orgel stadig er det dominerende instrument.

– Desuden prøver jeg at gøre det hele mindre højtideligt og løsne stemningen lidt op – eksempelvis siger jeg selv noget spontant gennem hele messen, siger Örn Bárdur Jónsson, der har været præst i kirken i 10 år.

Hver onsdag står han for en særlig forbøns-gudstjeneste, hvor der også er håndspålæggelse.

Også landets biskop, Karl Sigbjörnsson, peger på tendensen til, at forbøn fylder mere i gudstjenesterne, og at gudstjenester i det hele taget ændrer mere form i retning væk fra den traditionelle højmesse.

– Forbøn spiller en stor rolle i aftengudstjenesterne. Den almindelige søndagshøjmesse scorer ikke højt blandt islændinge. Men der har været en meget kraftig opblomstring af aftengudstjenester, musikgudstjenester og gudstjenester med gospel. Og der er mange sindsrosgudstjenester om aftenen, hvor personlige vidnedsbyrd og forbøn spiller en meget stor rolle – ligesom forbøn spiller en stor rolle i Thomas-messen. Det er positivt, for her er der en større berøringsflade til samfundet end ved højmessen, siger biskoppen.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk