Kirkeministeren forsøger at bevare en stærk og selvstændig folkekirke ved at blande sig så lidt som muligt i den biskoppelige plan om klokkeringning under klimatopmødet, vurderer flere politiske og kirkelige iagttagere
Mens folketingspolitikere, præster og politiske kommentatorer buldrer løs mod biskoppernes planer om klokkeringning for "skaberværket" under klimatopmødet i december, glimrer biskoppernes arbejdsgiver, kirkeminister Birthe Rønn Horn (V), ved sin tavshed. I første omgang sagde kirkeministeren, at der var tale om en verdslig ringning, der krævede hendes tilladelse. Da biskopperne fastholdt, at klimaringningen var et kirkeligt anliggende, føjede kirkeministeren sig ved for nylig at sige til Kristeligt Dagblad, at "når biskopperne er blevet enige om, at ringningen i december er kirkelig, så kan jeg ikke blande mig".
Trods fortsat kritik af klimaringningen - særligt fra Dansk Folkepartis Søren Krarup - vil kirkeministeren ikke sige et ord mere om den sag. Og det gør hun klogt i, vurderer ekspert i kirkeret og retsteologi, teolog og ph.d. Kristine Garde.
– Selvom kirkeministeren ikke personligt deler biskoppernes synspunkt, men faktisk mener, at der er tale om en verdslig ringning, vil hun som ansvarlig minister så vidt muligt undgå en kompetencestrid med biskopperne, da den blot vil skade folkekirken. Det er en fornuftig disposition, når der blandt folkekirkens medlemmer findes så vidt forskellige meninger om klimaringningen. Dermed bidrager kirkeministeren til at bevare folkekirkens rummelighed, siger hun.
Striden om klimaringningen viser, hvor vanskeligt det er som kirkeminiat gebærde sig i feltet mellem poog kirke, mener Kristine Garde.
– Man kan ikke se bort fra teologiske argumenter for, at klima-klokkeringningen er et kirkeligt anliggende. Det er for eksempel lødigt at hævde, at man som kristen har et forvaltningsansvar for den verden, Gud har skabt. Men en politiker som Søren Krarup, der mener, at det er en politisk handling, som kirken må afstå fra, har også gode kort på hånden. Der er altså ikke noget entydigt svar i denne konflikt, siger hun.
Den vurdering er tidligere kirke- og kommunikationsminister Torben Rechendorff (K) enig i. Birthe Rønn Hornbech bliver nødt til at træde varsomt, fordi grænsen mellem Christiansborgs og folkekirkens anliggender kan være mudret.
– Jeg havde gerne set et klarere budskab i retning af, at det er en sag, vi trygt kan overlade til menighedsrådene. Men så længe kirkeministeren ikke griber ind, kan det kun opfattes som et lokalt anliggende for menighedsrådene. Og det er godt, for der burde ikke være folketingspolitisk indblanding i den her sag. Hvis man virkelig forestiller sig, at man på Christiansborg er klogere på kirkeringning end ude i de enkelte sogne, så gør man landets menighedsråd til en flok umælende får, siger han og tilføjer:
– Vi har ikke klare linjer for, hvad der er kirkens indre anliggender, og kirkeministeren er ude i en svær balancekunst, som jeg og alle andre kirkeministre kender til.
Flere fremtrædende politiske kommentatorer vurderer, at kirkeministerens tavshed hænger uløseligt sammen med hendes ønske om en stærk og selvstændig folkekirke.
– Rønn er meget optaget af, at politikere ikke skal blande sig i kirkens indre liv og måde at forvalte tradition og skikke på. Hendes vurdering er, at jo mindre hun blander sig, jo bedre. Det er ikke, fordi hun ikke tør, siger den tidligere konservative partiformand Hans Engell.
Lotte Hansen, kommunikationsekspert og direktør i kommunikationsvirksomheden Mannov, mener dog, at kirkeministeren overvurderer folkekirkens evne til at være herre i eget hus.
– Kirkeministeren vil ikke træffe en afgørelse, fordi det netop derved bliver politisk. Problemet er bare, at hun opererer med en langt stærkere kirke, end den egentlig er. Hun mener, at den kan træffe beslutninger og forvalte sin autonomi, men det kan kirken ikke, siger hun.
johansen@kristeligt-dagblad.dk