Murens mange betydninger

Jan Bo Hansens bog skiller sig klædeligt ud fra så mange andre om emnet. Den er velskreven, i bund og grund spændende og samtidig meget nøgtern. Det er hele forløbet, vi får med i den. Fra de første tanker, Walter Ulbrichts regime og især han selv gjorde sig om Muren over dens opførelse, drift og fald. Bogen giver et godt indblik i de spændinger og konflikter, der i denne sag gjorde sig gældende i den "socialistiske lejr," hvor Nikita Khrusjtjov og Sovjetunionen prøver på at holde igen af frygt for de videre implikationer for forholdet til Vesten og specielt USA.

De vestlige lande var nu heller ikke særlig enige. For det første var der deres varierende bedømmelser af Tyskland under Konrad Adenauer, af Sovjetunionens hensigter og af risikoen for en krise. Muren forudså ingen af dem, end ikke deres efterretningstjenester. I ét var vestmagterne dog enige: ingen krig. En opfattelse, Sovjetunionen også delte. Inden for denne ydergrænse havde kommunisterne i DDR dog et betydeligt spillerum, da de først havde overbevist Khrusjtjov om Murens nødvendighed.

For set fra Østberlin var den nødvendig. Østtyskland var ved at forbløde, fordi vandringen fra Øst mod Vest antog massekarakter. Fra Østtysklands oprettelse som en form for stat i 1949 og frem til Murens bygning flyttede 2,7 millioner fra den sovjetiske til de vestlige besættelsessektorer, og det foregik alt sammen via Berlin, hvor sektorgrænsen var åben. Det havde konkrete følger for Østtysklands i forvejen vakkelvorne økonomi, for det var de bedste, der forsvandt: aldersgruppen fra 20 til 35 år og med de højeste uddannelser fra faglærte arbejdere til læger.

Det måtte standses, lød de østtyske magthaveres ræsonnement. Jan Bo Hansen fremlægger de forskellige muligheder, det østtyske kommunistparti, SED, havde. Man kunne afspærre Berlin som helhed fra det omliggende Østtyskland. Det ville dog have den ulempe, at så spærrede man også sin egen befolkning ude af Østberlin, som regimet ellers stiliserede til Hauptstadt der DDR. Så det var nok ikke så god en idé. Man kunne satse på den sovjetiske kæphest at få omdannet Berlin, muligvis kun Vestberlin, til en afmilitariseret fristad, der i så fald i alle henseender ville være afhængig af Østtyskland og de bagvedstående sovjetiske panserdivisioner. Ideen var måske god nok, men havde den hage, at det var en løsning, Vesten næppe ville acceptere. De tre vestmagter – USA, Storbritannien og Frankrig – havde tilkæmpet sig kontrollen med en del af Berlin og kunne ikke tænkes at ville opgive den. Så det duede heller ikke.

Endelig var der den mulighed at indsnøre Vestberlin ved at omgive de tre vestlige sektorer med en mur. Det kunne gennemføres uden at antaste vestlige interesser, for anlægget kunne opbygges på territorium kontrolleret af Østtyskland og Sovjetunionen, og der var sikre tegn på, at vestmagterne ikke aktivt ville blande sig i det. Således blev der truffet skridt til at bygge den 155 km lange mur, der i første omgang bestod af pigtråd. Den var i øvrigt, som Jan Bo Hansen skælmsk bemærker, importeret fra Vesttyskland, da den østtyske industri hverken havde teknologi eller kapacitet til at fremstille den påkrævede mængde.

Op kom så pigtråden på en enkelt nat assisteret af 14.000 Volkspolizisten, af væbnede arbejderbrigader og hæren, NVA, die Nationale Volksarmee. Det tog tid, inden Vesten opdagede, hvad der var på færde, for på det tidspunkt, hvor østtyskerne arbejdede, sov alle anstændige borgere. De første til at se, hvad der foregik, var Vestberlins politi, som blev sat i højeste beredskab. Journalisterne og befolkningen fulgte efter, og de politiske ledere i Vest blev også alarmeret. Vestlige politikere måbede, hvordan skulle man kunne gøre noget sådant? Jo, det kunne man godt med en tilstrækkelig portion ond vilje og de materielle ressourcer til at omsætte den til virkelighed.

Siden beskriver Jan Bo Hansen med sindsoprivende nøjagtighed, hvordan Muren voksede sig stor og mægtig og begyndte virkelig at sætte sit præg på byen med dødsstriber, de skarpe projektører, vagttårne og uafladelige patruljer. Projektet var monstrøst og krævede betydeligt mandskab og ressourcer. Op mod en femtedel af Østtysklands samlede økonomiske potentiale gik til at opretholde Muren og sektorgrænsen til Vesttyskland. En ikke ringe belastning for en økonomi, som i forvejen ikke kunne få enderne til at mødes og kun overlevede takket være de generøse sovjetiske olieleverancer. De kunne derefter raffineres og sælges i Vesten til høj markedspris for dollar.

Murens 28-årige liv beskrives levende i bogen, herunder med de desperate og ofte tragiske flugtforsøg. Det næste højdepunkt er Murens fald og Østtysklands efterfølgende afvikling. Sommeren 1989 begyndte en strøm af østtyskere at forsøge sig med at søge tilflugt på vesttyske ambassader i de "socialistiske broderlande," som de kunne rejse til uden videre. Efter en del højspændte forhandlinger fik vesttyskerne lov til at transportere dem i tog tværs igennem Østtyskland til Vest. Da togene gjorde holdt på østtyske stationer, blev de stormet af mennesker, som også ville med. Derfor blev de efterhånden ledt uden om stationerne.

I Østberlin begyndte oppositionen at give sig åbent til kende i løbet af oktober 1989 op til fejringn af Østtysklands 40-årsdag. Den blev endnu fejret med den sædvanlige kommunistiske pomp og pragt, militærparade og ungkommunisternes march gennem byen. Men der var mislyde. Ved siden af de officielle sloganer blev der også råbt "Gorbi, Gorbi, red os!" Mikhail Gorbatjov var nemlig i byen i anledning af festlighederne og tiltrak sig en hyldest, som regimet hverken havde forudset eller var glad for.

Så tog udviklingen fart. Inspireret af begivenhederne i Baltikum, der tilkæmpede sig sin frihed, og af Polen, hvor der for første gang siden Anden Verdenskrig blev holdt demokratiske valg, og en ikke-kommunistisk regering trådte til. I SED var nervøsiteten og rådvildheden stor, samtidig med at en revolte mod den siddende partichef Erich Honecker var under udvikling. Han blev afsat, og regimet besluttede sig for at slække lidt på restriktionerne for kontakten med Vest. Uheldigvis kom en af de kommunistiske ledere på et pressemøde alt for tidligt til at sige, at nu var der fri udrejse fra Østtyskland. I løbet af en time var grænseovergangene belejret af folk. Først forsøgte grænsepolitiet sig med en vis kontrol, men de opgav ævred og nøjedes med at se til. Så begyndte folk at springe op på Muren fra Øst og Vest, mødes med omfavnelser og hakke i betonen med mejsler, skruetrækkere og hamre. Siden kom gravkøer dem til hjælp, og store huller opstod i den før så uigennemtrængelige barriere. Lidt senere blev grænsetropperne udkommanderet til at rive den mur ned, som de så nidkært havde bevogtet.

Resten af historien er fortællingen om, hvordan det gik det forenede Berlin og forenede Tyskland, men den rækker ud over Jan Bo Hansens bog. Her er blot at sige, at bogen er en fremragende fremstilling af et afsnit af Europas og verdens historie, som vil stå fast i mange år endnu. Stik modsat forfatterens indledningsvise forbehold. Til slut må jeg fremhæve bogens omfattende litteraturliste.

Jan Bo Hansen: Muren. 326 sider. 299 kroner. Gyldendal.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

I forbindelse med 20-årsdagen for Berlinmurens fald og østblokkens sammenbrud bringer Kristeligt Dagblad en land rækker artikler og anmeldelser om emnet. Læs alle artiklerne på www.kristeligt-dagblad.dk