Den delte danske menighed

– Folk blev meget forskrækkede. De var utrolig bange for at blive meldt til myndighederne, forklarer Flemming Anker.

– I en prædiken kom jeg til at nævne Erich Honecker (daværende statsleder i DDR). Der lød et gisp fra salen. Jeg forstod straks, at det skulle jeg ikke gøre igen.

Myndighedernes kontrol og den manglende frihed var det værste ved tiden med Muren, mener Ruth Reichel. Hun skulle altid passe på, hvad hun sagde. Alle var bange for Stasi. Derfor var de også meget påpasselige med at tale politik i kirken.

– Nogle gange kom der personer til gudstjeneste, som vi ikke kendte. De var helt sikkert fra Stasi. Det var en forfærdelig tid.

Ruth Reichel er født i 1926. Hendes far var sadelmager i Danmark, men mistede sit job, fordi han var tysker. Familien blev tvunget til Tyskland. Ruth var to år.

– Min far havde boet i Danmark i syv år. Han talte og skrev faktisk perfekt dansk. Han var meget glad for det danske, fortæller Ruth, der altid har været tysk i sine papirer, men smiler ved spørgsmålet om, hvad hun føler sig mest.

– Jeg føler mig meget dansk. Mit barndomshjem var altid præget af dansk hygge. Jeg kan godt lide de danske traditioner. Vores juletræ havde altid guirlander med danske flag, fortæller den nu 83-årige Ruth, der stadig mestrer det danske sprog. I hjemmet blev der oftest talt dansk, og forældrene var medlemmer af den danske kirke. Det har Ruth Reichel også altid været.

Christianskirken – Den danske kirke i Berlin – blev grundlagt i 1912 og ligger i Vestberlin. Præsten skulle derfor passere Muren for at prædike i øst hver anden søndag.

– Jeg drog altid over i anonymt mørkt tøj. Jeg havde aldrig præstekjolen på, fortæller Flemming Anker.

– Man følte sig altid utryg i øst. Jeg var meget lettet, hver gang jeg vendte tilbage til vest.

At passere grænsevagterne var bestemt ikke uden risiko.

– Engang opdagede de min prædiken i jakkelommen. Jeg blev tilbageholdt. Jeg måtte tage alt tøjet af. De tog mit pas. De mistænkte mig for at ville smugle østtyskere til Danmark, selvom jeg sagde, at jeg bare skulle holde et foredrag, siger Flemming Anker.

– Efter den dag gemte jeg mine papirer inde på maven.

Prædikenen var altid på tysk, så alle kunne være med. Ikke alle i menigheden talte lige godt dansk trods danske relationer. Men fadervor blev altid bedt på dansk, og der blev sunget danske salmer.

– De danske salmer havde stor betydning for folk. Som et medlem sagde til mig: Man snakker bedst med Vorherre på sit eget sprog. Samtidig var det jo en indirekte protest mod systemet. Hvis der ikke var nogen ukendte til kaffebordet efter gudstjenesten, så blev der virkelig talt politik.

Siden forældrene slog sig ned i Berlin i 1930, har Ruth Reichel boet i øst. Før Muren tænkte hun ikke så meget over øst og vest.

– Vi gik jo bare frem og tilbage over grænsen, som vi ville. Vi havde jo aldrig forestillet os, at der ville komme en mur, fortæller hun og hendes mand Helmuth, som var på ferie ved Østersøen den 13. august 1961 – dagen, hvor Muren blev rejst.

– Vi kom tilbage fra ferie og så de russiske kampvogne overalt.

Med Muren forsvandt de gode varer fra butikkernes hylder. Men til gudstjenesterne medbragte præsten kaffe, kage og cigaretter fra vest, som var mangelvarer i øst.

– De fik også en pakke en gang om måneden fra Danmark med cognac, kaffe og søde sager. Pakkens værdi var 3-4 gange deres månedlige indkomst, så det betød utrolig meget, fortæller pastor Anker.

Det var hans forgænger, Olav Refshauge, der viede Ruth Reichel og hendes mand, Helmuth, i deres hjem i 1963.

– Bryllupsgaven fra præsten var en stor flaske fløde, ler Ruth, mens hun viser flaskens størrelse med hænderne.

Ægteparret prøvede aldrig at flygte fra DDR. Frygten for, at styret skulle straffe den efterladte familie, fik dem til at blive. Økonomisk havde de råd til bil – den østtyske Trabant. Men når der skulle handles ind, var der næsten ikke noget at få. Ruth Reichel måtte stå længe i kø.

– Det var en frygtelig tid, gentager hun.

– Efter Murens fald besluttede jeg mig for aldrig mere at stå i kø. Kommer jeg ind i en butik, og der er kø, så går jeg ud igen.

Ruth Reichel og hendes tyske mand kommer stadig i den danske kirke i Berlin, selvom de skal køre et stykke mod vest. Hun holder ved den kristne, danske tro.

– Tyskerne er så kolde, forklarer Ruth.

– Vi har det da godt med vores naboer, men der er ikke den varme, som der er med danskere. Og så er østtyskerne også ateister. Det kan jeg jo ikke forstå.

Det er nu 20 år siden, at toner fra danske salmer har lydt i det lille lejede lokale ved Pfingstkirche, hvor Ruth Reichel kom søndag efter søndag. Et lille frirum i et alt andet end frit liv.

– Jeg er lykkelig over, at den tid er forbi, smiler hun.

udland@kristeligt-dagblad.dk