Stearinlys kan også være politiske

Og debat er lige, hvad Gethsemanekirche ønsker. Nu er det 20 år siden, at kirken fik sin berømmelse – derfor har den fundet det gamle motto frem og opfordrer til debat om kirkens rolle i det moderne samfund.

Dengang for 20 år siden blev kirken en politisk medspiller. Den gav plads til studiekredse og debatmøder. Da politiet bankede demonstranterne på gaden den 7. og 8. oktober, var kirken et helle. Hertil og ikke længere for politiet. Kirken blev et symbol på friheden, og dermed var den en meget synlig politisk medspiller, som gik ind for ikke-vold. Stearinlysene blev et billede på håbet og på den fredelige revolution.

– Vi havde regnet med alle mulige slags protester og demonstrationer, men ikke med stearinlys, har en tidligere højtstående DDR-politimand fortalt til Heinz-Otto Seidenschnur, en af præsterne i Gethsemanekirche.

Seidenschnur gør meget ud af lysenes betydning i den fredelige revolution. Han henviser til Bjergprædikenen i Matthæus-evangeliet, hvor Jesus siger: "I er verdens lys og jordens salt" og fortsætter med at fremhæve, hvordan "I lyser op på bjerget, og jeres lys kan ses langt væk i mørket." Billedet passede for præsten dengang på den politiske situation. Både præsten og Jens Reich taler om Jesus, som med præstens ord "med sit lys har trukket dybe spor i vores liv" og med Reichs ord: "Jesus blev henrettet for en politisk forbrydelse, han havde også vækket folket".

Jens Reich har denne efterårsaften formuleret sit indlæg som et spørgsmål: "Giv kejseren, hvad kejserens er ?. hvornår skal kirken handle politisk?"

For at svare på sit eget spørgsmål må Reich tilbage i tiden. Under DDR-regimet fra 1949 og frem skulle kirken finde en plads i et samfund, som var antikristeligt og ateistisk.

– Især den evangeliske kirke oplevede et stærkt pres. Den skulle helst bare uddø, og tilhængerne skulle forsvinde stille og roligt, fortæller Jens Reich.

Men så let ville kirkerne ikke give op. Der var intern uenighed, men flere kirker ville ikke bare give kejseren, hvad kejserens var, og så lade stå til. Nogle kirker begyndte at byde sig til for afvigere og utilpassede i DDR. Langsomt begyndte unge, fredsaktivister, punkere og andre fra samfundets underste lag at komme i kirkerne.

– Kirkerne var ikke ude på at drive statsfjendtlig virksomhed, men de ville heller ikke bare lade sig kue, fortsætter Reich og nævner Gethsemanekirche og Zionskirche i Østberlin som eksempler på kirker, som blev samlingssteder for oppositionelle og til sidst centre for den politiske modstand.

I dag er situationen anderledes. Kirkerne er ikke længere fyldt af aktive mennesker, og nu spørger Reich så:

– Hvordan kan kirken i dag være en politisk kraft? Skal den i det hele taget være politisk? Skal der være kristelige partier som for eksempel CDU og CSU i Tyskland?

Han svarer selv med et spørgsmål:

– Er det ikke også kirkens opgave at engagere sig til fordel for de svageste?

I en konstant dialog med sig selv siger Reich:

– Det er ikke let, og kigger igen tilbage for at finde et svar:

– I DDR-tiden var alt politisk, også når man ikke gjorde noget. Det gjaldt også for de kirker, som ikke markerede sig som fristeder dengang – det var også en politisk handling at lade som ingenting. I dag handler mennesker også politisk, når de ikke gør noget, for eksempel når de ikke stemmer, passer sig selv, eller når de går vildt op i at have et stort forbrug.

udland@kristeligt-dagblad.dk