- Jeg ville ønske, at de brede medier i højere grad blev brugt til at formidle den smallere kultur, siger Ditte Hansen. -
- Søren Bidstrup/Scanpix Denmark
Freja Bech-Jessen |
23. november 2009
Vi har brug for føde for at overleve, men vi har også brug for kultur for at give det liv, vi lever, mening, siger skuespiller Ditte Hansen, der netop nu er aktuel i forestillingen "Pornotopia" på Nørrebro Teater
Hvad er din største kulturoplevelse?
- Det er i teatret, jeg har haft de største kulturelle oplevelser. Den første var "Oliver Twist" på Nørrebro Teater med blandt andre Jesper Klein og Hanne Uldal på rollelisten. Jeg var 10-11 år, og der var bare et eller andet i grusomheden i historien og i følelserne og intensiteten, der åbnede noget i mig og fik mig til at tænke: Hold da fast, det er det her, det handler om. Da jeg gik hjem over Dronning Louises Bro med mine forældre og min søster, var det, som om der var blevet højere til himlen.
Hvad er din seneste store læseoplevelse?- "En kvindes pris" af Somaly Mam. Hendes personlige beretning om livet som handlet kvinde og kampen for at komme ud af prostitution ramte og rørte mig utrolig meget, men mest af alt så inspirerede den mig. Det er overvældende og imponerende, at en kvinde, der vokser op i en skov i Cambodja og bliver solgt som sexslave, formår at rejse sig og skabe muligheder, ikke bare for sig selv, men også for andre handlede kvinder. Når hun kan så meget, så er der nok også andre, der skulle til at rykke lidt, tænker man.
Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark netop nu?
- Ligesom med læseriet skal man hjælpe sine børn til at opdage alle kulturlivets mange tilbud. Og jeg er bare så glad for, at der er gratis muligheder for børn på blandt andet landets museer. Nationalmuseet har et væld af oplevelser for børn, og på Statens Museum for Kunst kan man få en gratis børnerundvisning og bagefter male billeder i museets værksted. Når det er sagt, bliver jeg nødt til også at anbefale teatret. Forestillingen "Pornotopia", som jeg spiller med i nu på Nørrebro Teater, appellerer også til unge og er åben over for publikum. Det er teater, når det er bedst – når man kan mærke, at skuespillere og publikum ånder sammen og får ting til at ske sammen. Det er en unik og eksklusiv oplevelse at gå i teatret, fordi det sker her og nu.
Hvad betyder kultur for dig?
- Rigtig meget. Børn har brug for mad, men også for godnathistorier. Sådan er det også med voksne. Vi har selvfølgelig brug for mad for at overleve og leve, men lige derefter kommer behovet for kulturen, der kan sætte det liv, vi lever, i perspektiv, give det mening og værdi. Gennem kulturen - bøgerne, dramaet og musikken - lærer vi, opnår erkendelser og opbygger en rummelighed for det, vi ikke lige kender fra vores egen hverdag. Kulturen betyder meget – vi kan ikke undvære den.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?- Omtrent det hele. Jeg ville ønske, at de brede medier i højere grad blev brugt til at formidle den smallere kultur. Jeg ville elske et bogmagasin, et kunstmagasin - eller live teater på tv! Vi har så mange institutioner, hvor det vælter ud med talent og skolet dygtighed, men alligevel er det X Factor og forherligelsen af den generelle amatørisme, der løber med den bedste sendetid. Det er ikke, fordi jeg synes, at kunst skal være fin eller svært tilgængelig, den må meget gerne være skæv og sjov. Jeg var til "art battle" forleden, hvor en gruppe kunstnere kæmpede på tid mod hinanden. Det var enormt sjovt, men det var samtidig enormt dygtigt.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?- Jeg vil meget nødig udråbe noget som helst til ringere end noget andet, for jeg tror, det siger mere om mig og mine begrænsninger end om de aspekter af kulturlivet, jeg ikke dyrker så meget. For der er da ting, jeg ikke når at få med. Jeg ser for eksempel sjældent ballet, men når jeg så ser det, tænker jeg: Gud, hvor er det dog fantastisk, gid jeg også kunne se mere af det og vise mine børn den verden. Så der er faktisk ikke noget ved kulturen, der overhovedet ikke sige mig noget – det hele har noget at byde på.
bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad