Klokken er lidt i seks søndag aften, og allehelgenmessen skal til at begynde. Kommer man som avisens udsendte først på slaget, henvises man til kirkens kor eller sidevægge, som lige så stille fyldes af mennesker under gudstjenesten. -
- Tomas Oneborg/Scanpix.
Tobias Stern Johansen |
23. november 2009
Mens den svenske kirke på landsplan er præget af massiv medlemsflugt, er Allehelgenkirken i Stockholm på 10 år vokset fra at være en lille samtalegruppe til at være en af de stærkeste menigheder i Sverige
– Der er stadig plads på trappen oppe ved alteret. Der kan du bare sætte dig.
En ung, mørklødet mand med et skæg, der når ned til brystet, åbner smilende døren til den lilla trækirke, der ligger på en forhøjning i det kulturradikale kunstnerkvarter Södermalm i Stockholm. Indenfor overdøves kirkeklokkerne af snak og latter fra de cirka 350 mennesker, der var heldige nok til at finde sig en plads på kirkens bænke. De sidstankomne fylder kirkens kor foran alteret og sidder ansigt til ansigt med resten af menigheden. Andre sætter sig velvilligt på det slidte trægulv. Det er hverken julegudstjeneste eller kendisbegravelse – blot en helt almindelig søndag aften i Allehelgenkirken. Mens den svenske kirke i resten af landet lægger sogne sammen, fordi præster prædiker for tomme kirker, er Allehelgenkirken på 10 år vokset fra at være en samtalegruppe for alkoholikere, newage-dyrkere og utilpassede kristne til at være en af Sveriges stærkeste menigheder båret af flere hundrede frivillige. Buddhister bager boller i kirkens café, muslimer deltager i gudstjenesterne, og unge mennesker, der endnu ikke har fundet den rette religiøse etiket, holder gang i kirkens genbrugsbutik, kinesisk meditation, danseundervisningen og sangkoret. Og så er der de frivillige, der står for daglige morgen- og frokostandagter, bibelstudiegrupper, bønnemøder - og allehelgenmessen søndag aften, som Jonas, en 39-årig vinduespudser, tøvende, men roligt indleder:
- Jeg har store vanskeligheder ved at få min gudstro til at hænge sammen med tanken om, at jeg har et halvt liv foran mig fyldt med sorg og modgang. Hvordan kan vi bære Himmeriget i os, samtidig med at vi skal bære vores lette til moderate depression? siger han med lige dele alvor og glimt i øjet og får en lavmælt latter tilbage fra menigheden.
- Vi kan begynde at arbejde med at væve Himmeriget - som vi måske aner langt borte - ind i vort indre liv her og nu og konstatere, at det, vi aner, har været der fra begyndelsen. Jeg tror, der kan hænde hvad som helst i livet, så længe vi vover at tro på, at Gud allerede findes i os, siger han.
Jonas har været med fra begyndelsen. Dengang kirkens daværende præst, Olle Carlsson, for 13 år siden holdt andagter og samtalegrupper i sit køkken, hvor en del af "kirkegængerne"' var misbrugere og deltog i et 12-trinsprogram for alkoholikere. Olle Carlsson er i dag ansat i en større administrativ stilling i sognet og har ikke længere det direkte ansvar for Allehelgenkirken, men ingen kan tale om den særlige messe uden at nævne ham. Samtalegruppen i Olle Carlssons køkken voksede hurtigt og fik lov at rykke ind i kirkens lokaler. Gruppen blev til flere bønnegrupper. Der blev til flere. Der blev til daglige gudstjenester. Og et hav af aktiviteter.
Allehelgenkirkens devise er, at folk kan komme, som de er – og tro, som de vil. Trosbekendelsen er kogt ned til, at Gud elsker os ubetinget og har vist sig i Jesus Kristus. Og denne kærlighed kan udfolde sig, når mennesker mødes og deler tanker og erfaringer frem for blot at overtage en færdigpakket tro.
- Gud er ikke en kosmisk kraft, som zoomer ind på dig, når du beder. Gud bor i dig og viser sig i din svaghed og ufuldkommenhed, lyder det fra kirkens præst, Mary Philipson, under den ultrakorte prædiken. Flere nikker med blikket opmærksomt rettet mod præsten. En midaldrende mand med svømmende blik sidder og svajer på sin stol. Han vågner, da folk rejser sig, og går op til de to frivillige ved koret, der uddeler Jesu blod og legeme - solbærsaft og oblater.
Kom til mig, så skal du ikke tørste, lyder den sagte sang rundt omkring i rummet. Der er ingen kirkesanger. Folk nynner bare med.
En muskuløs, kronraget fyr med tatoveringer på armene knæler ved alteret. En kvinde med viltert sort hår slutter sig til. Det samme gør en ældre dame med smarte solbriller og en grå pelshue på hovedet. Flere sender fortrolige smil til hinanden på vej tilbage til bænkene. Her kender man hinanden – på godt og ondt.
Efter messen på vej ned til kirkens café fortæller Jonas – ham med indledningen - om tiden for 13 år siden, da han sagde farvel til alkohol og goddag til Gud.
- Jeg gik rundt med en følelse af, at mit liv var forbi. Jeg havde problemer med alkohol, jeg drak mig ned, og min far rådede mig til at komme her. Men jeg var meget modvillig. Jeg havde ikke en følelse af, at kirken behøvede mig. Jeg troede, jeg skulle blive en anden, inden jeg kunne være sammen med Gud.
Ved allehelgenmessen lærte Jonas at tale med Gud og sætte ord på de problemer, han tumler med.
- Der er så meget mere i kirken og i troen, end jeg tidligere har kunnet forestille mig. Tænk, at jeg kan identificere mig med andre mennesker. Og med Gud! Jeg nærmer mig det her med kristendommen. Det kunne måske lige så godt have været en anden religion. Men kristendommen føles som et naturligt valg, siger han.
johansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad