I DEN FORGANGNE UGE var Søren Krarup (DF) igen på krigsstien i Kristeligt Dagblad (den 17. november) på grund af klokkeringningen i forbindelse med klimatopmødet – nu endda med det helt store skyts, præsteløftet.

Og han blev dagen derpå fulgt op af sognepræst Bent Kim Jepsen med en fortænkt argumentation om, at de 350 klokkeslag, der er planlagt, skulle minde om dommedag, men samtidig også skulle være et bevis på, at klokkeringningen er en politisk og ikke en kirkelig handling.

Men det absurde i hele dette hysteri er, at Søren Krarup har forsøgt at benytte sig af politiske midler til at hindre menigheder i folkekirken i at holde forbønsgudstjenester i forbindelse med klimatopmødet.

Først gik han til kirkeministeren for at få hende til at tvinge biskopperne til at tilbagekalde den fritstilling, de havde givet til menighederne om klokkeringningen, og da han ikke kunne få Birthe Rønn Hornbech (V) til det, gik han videre til statsministeren. Kort sagt: Søren Krarup ville ved et politisk indgreb begrænse forkyndelses- og ytringsfriheden i folkekirken. Det tør vel nok siges at være en sammenblanding af politik og religion, så det batter.

Men Søren Krarup og hans meningsfæller må nu en gang affinde sig med, at vi er en hel del mennesker i folkekirken, læg som gejstlig, der er overbevist om, at enhver politik i en eller anden forstand har med et menneskesyn at gøre, og det samme gælder for kirkens forkyndelse af lov og evangelium.

Derfor vil kirkens forkyndelse aldrig kunne være politisk neutral, men rumme politiske implikationer, der vedrører menneskesynet. Man behøver blot eftertænksomt at gennemlæse Martin Luthers forklaringer til De 10 Bud i hans Lille Katekismus, der hører til folkekirkens bekendelsesskrifter. Ikke mindst forklaringerne til de sidste fem bud.