Jord, ild, luft og vand

Der advares om åben ild og levende dyr ved indgangen til Hearts store udstilling af den græskfødte kunstner Jannis Kounellis (f. 1939). I virkeligheden kunne man lige så godt advare mod størrelse og tilstedeværelse, for Kounellis? værker er ikke bare monumentale ud over det normale, men trænger sig også på med en insisterende materialitet. De er ting i rummet, ingen tvivl om det. Ting, man som besøgende bliver nødt til at forholde sig til, fordi de ikke bare kan passeres eller overses. Som en fire gange fire meter liggende ophobning af gammelt rustent jernaffald eller et fem gange fem meter stort vægobjekt af frønnede træplanker.

Med hensyn til de levende dyr er der nu kun et par guldfisk tilbage, da denne anmelder kommer forbi. Papegøjen, som var del af et andet af kunstnerens værker, er blevet befriet af dyreværnsaktivister. Den åbne ild er der imidlertid ingen, der har set sig tilskyndet til at slukke. Den står og hvæser i form af en aggressiv gasflamme, der udgør centrum i den blomst, som Kounellis har skåret ud i metalplade.

Værket er fra 1967, som er det år, han første gang udstillede sammen med de italienske "Arte Povera-kunstnere", heriblandt Alighiero Boetti, Luciano Fabro og Piero Manzoni, ikke mindst, idet han er vel repræsenteret i Hearts permanente samling. "Povera" betyder "fattig", "sparsom", "stakkels" eller "afdød". Betegnelsen var tænkt som en kritik, en provokation. For i lighed med Kounellis brugte Arte Povera-kunstnerne jern, træ og kul som materialer, eller som hos ironikeren Manzoni, lort på dåse. Det var materialer, der satte sig uden for, ja, endda stod i modsætning til kunstinstitutionens lange tradition for ædle metaller og kostbare pigmenter. Dertil var Arte Povera et opgør med maleriet og hele den ekspressive tradition, ligesom den også handlede om at udfordre kunstens privilegering af synet som sans, idet gruppens værker bevidst appellerede til en mere generel kropslig erfaring og på den vis foregreb installationskunsten.