Jeg er så naiv, at jeg stadig tror, kærlighedsbuddet taler til os i dag

Han har aldrig lagt skjul på, at han orienterer sig til venstre rent politisk, og han har ligesom flere andre danske forfattere gennem de seneste år blandt andet kritiseret tonen i indvandrerdebatten, den danske deltagelse i Irak-krigen, asylpolitikken og forholdene for de afviste asylansøgere.

Det var også Stig Dalager, der i 2005 tog initiativ til en platform for 12 forfattere, der talte blandt andre Suzanne Brøgger, Benny Andersen og Carsten Jensen. Sammen skrev de en kronik i Politiken, der hed "Det er på tide, vi siger fra", hvor tonen over for udlændinge samt den konkrete udlændingepolitik fik en ordentlig bredside. Forfatterne besøgte også to af landets asylcentre og skrev beretninger derfra, som ligeledes blev trykt i Politiken.

Men det er ikke så meget den konkrete politik, Stig Dalager kritiserer, som det er det menneskesyn, han mener, der ligger bag Dansk Folkepartis og den siddende regerings udlændinge- og socialpolitik. For det er blandt andet her, man finder årsagen til feberen.

- Jeg er vokset op med troen på, at Danmark havde en særlig dialogskabende rolle at spille i internationale etniske konflikt-spørgsmål. Nu er vi et land, der har trukket sablen og fortløbende er i krig, og vores status som et lille land med en stor betydning er ved at smuldre.

- Man kunne sagtens have lavet visse stramninger på udlændingeområdet uden den værdipolitiske overbygning, der fulgte med. Jeg kan i dag slet ikke se, hvad det såkaldte systemskifte i 2001 skulle gøre godt for. Med en mærkbar intolerance over for det fremmede udgrænser vi mennesker under overskriften "islam".

Selvom Stig Dalagers samfundskritiske engagement nemt kan karakteriseres som politisk på linje med andre forfatteres engagement, er hans anfægtelse funderet i en religiøs dimension.

Vi har glemt kærlighedsbuddet, mener han, eller vi fortolker det i hvert fald på en måde, så vi ekskluderer alle andre end os selv. I den offentlige debat er religion ofte enten reduceret til en privatsag, der skal fejes ind under gulvtæppet, eller – som i tilfældet islam – lig med terrorisme.

- I både den kristne, jødiske og muslimske tradition ligger indbyggede værdier som næstekærlighed, barmhjertighed og særlig opmærksomhed over for samfundets svageste. Det er væsentlige og fremadbærende værdier, som kunne kalde på at blive brugt og fortolket på en ny måde. Ikke mindst i forhold til de etniske udfordringer, vi står over for.

- Forestillingen om en religiøs og menneskelig tolerance er dybest set ikke en opfindelse, som oplysningstiden gjorde, men ligger allerede indbygget i fortællingen om Jesus. Han betonede ofte nødvendigheden af at udstrække tålsomheden, forståelsen og kærligheden til "de fremmede". Netop dem hinsides de nærmeste. Han kaldte det at være "helhjertet".

Selvom religion ikke sagde Stig Dalagers forældre det store, stammer hans interesse for det religiøse fra hans barndom. Uforberedt på verdens realiteter så han ved en tilfældighed et klip i fjernsynet fra koncentrationslejren Auschwitz. Martrede børn og voksne bag pigtråd, fortabte ansigter uden håb.

- Det ramte mig helt uforbeholdent. Jeg anede intet om historien. Vidste ikke, hverken fra min opdragelse eller fra skolen, at det havde fundet sted. Det er en slags grundoplevelse, som satte afgørende spor i mit liv, og som stadig spiller en rolle i eftertanken.

Barndomsoplevelsen førte til, at han som ung konsulterede jødiske forfattere for at komme historien om holocaust nærmere. Han læste også Søren Kierkegaards værker og hæftede sig ved de stadier, Kierkegaard beskriver. Overgangen fra det verdslige menneske til det religiøse og springet derhen.

Men Stig Dalager er født i 1952, og ungdomsoprøret satte i en årrække det religiøse engagement i baggrunden, indtil han senere tog det op igen.

Selvom synet af jøderne i Auschwitz har givet Stig Dalager en helt særlig forbindelse til det jødiske, er hans religiøse engagement er bredere end som så. Og på trods af ungdomsårenes flirten med den politiske venstrefløj har religion altid været med i det, han har skrevet.

I den aktuelle roman, "Lyset kommer langsomt", er det dog tydeligere end i de tidligere romaner. Med egne ord har han nyfortolket historien om Jesus fra Nazaret, fordi han gerne ville undersøge den jødiske fortolkning af budskabet om næstekærlighed lidt nærmere. Og Stig Dalager fandt en Jesus-historie, som ligger et stykke fra den gængse, og som trækker paralleller op til i dag, mener han.

- Med en historiefortællers øjne var Jesus en mand med en særlig religiøs og menneskelig indsigt og særlige evner for at formidle. Jeg er som fortæller uenig i den rolle, som især Johannesevangeliet giver jøderne i skyldsspørgsmålet om Jesu død. Han knægtes snarere af romermagtens repræsentanter, for hvem størrelser som næstekærlighed, tolerance og menneskelig lighed blot er latterlige, men farlige biomstændigheder i et for dem meget vigtigere drama om magten. De værdier kan med lethed ofres til fordel for magt, og det er de blevet mange gange siden op gennem historien, siger Stig Dalager.

Og nu er vi der så igen. Som i Shakespeares skuespil "Macbeth", hvor kampen om magten vender tingene og værdierne på hovedet.

- Lady Macduff siger på et tidspunkt: "Men det er sandt, jeg lever i denne verden, hvor man ofte roses, når man gør ondt, men det at gøre godt betragtes som et farligt vanvid." I en mere civiliseret form er det det samme, der foregår i dag. Når personer plæderer for større etnisk og religiøs tolerance, for amnesti til afviste aylansøgere og den slags, bliver de hængt ud af den politiske magts repræsentanter som "nyttige idioter" for en farlig sag eller som "godhedsindustriens nikkedukker" og lignende. Det at ville nogen det godt bliver i dagens politiske retorik fremstillet som latterligt eller direkte farligt.

Samtidig er der i det seneste årti også en lang række eksempler på, at religion misbruges for at få magt og opmærksomhed. Angrebet på World Trade Center og Muhammed-krisen for blot at nævne nogle få. Og blandingen af religionsmisbrug og angst for det fremmede har ledt os på afveje.

- Det er svært at finde skikkelser i dag, der tænker på tværs af ideologier uden at ville indsætte mennesket i et nyt totalitært system. Den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt taler om, at vi skal anerkende, at andre kan være radikalt anderledes end os selv, og at vi skal bruge vores fantasi til at se verden gennem andres øjne. Tolerance handler om at turde forholde sig åbent til det, som man umiddelbart ikke forstår, og som muligvis byder en imod. Og det handler om at anstrenge sig for at se om bag de mange fordomme. Men der er for lidt fantasi og eftertanke i den offentlige debat.

- I stedet fremstiller Hells Angels? talsmand, Jønke, med et vist held sig selv som kulturkampens og danskhedens frontkæmper. Når voldelige ideologier retorisk kan være bærende for en kulturkamp, så har vi nået groteske tilstande, siger Stig Dalager.

I hans roman "To dage i juli" fra 2002 sætter to tyske officerer deres liv ind på at bekæmpe naziregimet. De gør det ud fra en forestilling om at bekæmpe det totalitære og frisætte mennesket.

- De er inspireret af den kristne forestilling om ligebyrdighed og næstekærlighed, og jeg er så naiv, at jeg stadig tror, kærlighedsbudskabet taler til os i dag. Uanset hvem du er, er du ligestillet, når det gælder kærlighed og den medmenneskelige respekt. Det er universelle, religiøse værdier, som jeg mener, samfundet trænger til at diskutere og nyfortolke.

duus@kristeligt-dagblad.dk