En Youtube-musikvideo vækker røre i Frankrig for tiden. Ikke fordi den lidt ordinære rocksang har særligt hitpotentiale, men fordi den er den sidste nye måde at skabe opmærksomhed på for de arbejdere i Nordfrankrig, der gennem det seneste år har fundet stadig mere kreative måder at protestere på.
"Stålkøbmanden, regionsdræberen" er titlen på sangen, hvilket lyder en del mere poetisk på fransk end på dansk. Manden, der synges om, er Lakshmi Mittal. Storbritanniens rigeste mand og verdens største stålproducent. ArcelorMittal har opkøbt store dele af den europæiske stålindustri. Heriblandt også det gamle Arcelor, der har haft sine fabrikker i det jernbælte, der går gennem Frankrig, Belgien og Luxembourg, hvor den tunge, beskidte industri stadig hører til en del af arven, og hvor alle har en métallo, som de kaldes, i familien. Her løber flammer, sod og hårdt arbejde i blodet - eller sådan lyder det i hvert fald, når Christian De Mitri synger om det.
Han arbejdede engang på Grandange-værket tæt på Metz i den franske Lorraine-regionen. Og siden Mittal sidste år besluttede at nedlægge værket, har arbejderne været på barrikaderne. De har demonstreret i gaderne, de har stormet ArcelorMittals hovedkvarter i Luxembourg, og de har rejst en gravsten uden for Grandange med indskriften "Her hviler Nicolas Sarkozys løgne", fordi præsidenten højt og helligt lovede, at han ville komme tilbage til den nødstedte region med en plan for, hvad der skulle ske med de arbejdsløse.
Det er her, at klimakampen rammer kampen for arbejdspladserne for fuld kraft. For et firma som ArcelorMittal ved godt, at de europæiske regeringer har svært ved at se til, når store arbejdspladser lukker. Især i regioner, der er hårdt ramt i forvejen som mange af de tunge industrizoner, som tiden er ved at løbe fra. Når EU-regler så dikterer, at industrien skal købe kvoter for den CO2, de udleder, så ved et firma som Mittal også, at politikerne er villige til at gå meget langt for at hjælpe dem, hvis de truer med at flytte deres produktion.
Begrebet har fået navnet carbon leakage, altså CO2-lækage. Det bygger på en idé om, at industrierne vil sive ud af unionen, hvis de skal betale denne ekstra forureningsskat og deres konkurrenter i andre lande ikke får tilsvarende begrænsninger. Og at man dermed bare flytter de forurenende industrier til lande med mindre regulering - uden at det dermed sparer klimaet for noget.
Et af håndtagene, der bruges til at skrue ned for den diskussion, er uddelingen af gratis forureningskvoter til firmaer, og det i rigeligt mål. Den britiske ngo Sandbag har således regnet ud, at ArcelorMittal i dag er det selskab i EU, der excellerer ved at have flest overskydende gratiskvoter. Kvoter, som de kan sælge og tjene milliarder på. Eller de kan gemme dem til efter 2013, når EU tager hul på en ny og forbedret udgave af kvotehandelssystemet, der betyder fuld auktionering for energisektoren og gradvis udfasning af udleveringen af gratiskvoter til andre sektorer.
Men jo nærmere man kommer til 2013, jo mere klager den europæiske industri sin nød.
Derfor er EU-Kommissionen nu kommet frem til en liste over forskellige brancher, der frygtes at kunne komme til at lide under en risiko for produktionsudflytning, og som derfor alligevel skal have mulighed for at få gratiskvoter. Producenter af cement, stål, jern, kalk og kemikalier står højt på listen. Men det er bare et par af de 164 undersektorer, der menes at være i farezonen. Herunder også producenter af ure, musikinstrumenter og cykler, fejekoste og hårbørster, der alle sammen har fået EU-Kommissionens ord for, at de er truede, hvis der ikke findes en solid global aftale i København til december, der binder de andre lande til lignende standarder. Tilsammen tegner de sig for 77 procent af alle udledninger i EU uden for energisektoren.
Den grønne gruppe i Europa-Parlamentet prøvede at gøre oprør mod listen, da den i begyndelsen af november skulle godkendes af miljøudvalget, men forgæves. Og det er der ifølge Christian Egenhofer, der er seniorforsker og klimaekspert hos tænketanken Centre of European Policy Studies (CEPS), ikke noget mærkeligt i. For den liste er skabt på baggrund af et massivt pres fra industrien, der ofte er gået direkte til deres politikere og har gjort, hvad de kunne for at få dem til at beskytte sig.
- Alt det sker på politisk niveau, og der spiller fornuften ingen rolle, siger Egenhofer.
- Man kan forestille sig, hvad der sker, hvis en direktør for et stort firma ringer til statsministeren – og det er på det niveau, det foregår. Hvilket valg har han så? spørger Egenhofer.
- Presset er så stort, at man bliver nødt til at gøre noget. Men de, der vælger at flytte deres produktion ud af EU, gør det ikke på grund af klimaforandringerne. De gør det, fordi det kan betale sig, siger han og påpeger, at der er en grund til, at store dele af verdens produktion er flyttet til Asien.
Dermed ikke sagt, at der ikke kommer til at være omkostninger for virksomhederne, hvis Europa ender med at gå enegang med sit kvotehandelssystem.
- Der er en risiko. Det er ikke bare noget, de finder på. For stålindustrien, papirindustrien og aluminiumsindustrien kan det her være meget alvorligt. Men det er svært at trække en streg i sandet og sige, hvilken sektor og hvilket firma der bliver ramt. Og derfor gemmer alle sig bag de udsatte, siger Christian Egenhofer, der understreger, at ingen på nuværende tidspunkt kan vide, om det bliver et problem.
- Helt ærligt, så ved vi det ikke. Der er ikke noget empirisk bevis for, at det sker, men der er heller ikke noget, der beviser det modsatte.
Hos miljøorganisationen Sandbag har leder Bryony Worthing-ton store problemer med argumentet om CO2-lækage. For det første fordi "der er flere sektorer på den liste end uden for". For det andet fordi miljøargumentet om, at forureningen bare bliver udledt et andet sted på kloden med dårligere regler, ikke nødvendigvis holder. Mittals stålværker i Indien sviner mindre end flere af de gamle stålværker i EU-landene, simpelthen fordi de er nyere. Det vil også gøre sig gældende for andre forurenende industrier, der måtte forsvinde ud af EU.
- Så at holde fast i gammel europæisk teknologi, fordi du i virkeligheden bare prøver at beskytte job, betyder ikke, at miljøet ikke vil tage mere skade i sidste ende, siger Bryony Worthington, der opfordrer EU-lederne til at stå ved, at det ikke er klimaet, de egentlig er bekymrede for i denne sag.
- Der er en risiko for job-lækage, og det er det, som politikerne er bekymrede over. Det har ikke noget med CO2 at gøre overhovedet, siger hun.
Og der er ingen sympati at hente hos hende for sådan nogle som trubaduren Christian De Mitri og hans kolleger på Grandange-værket i Nordfrankrig eller med nogen af de andre ansatte i de såkaldte solnedgangsindustrier.
- Der er en skævhed i markedet, der gør, at de, som allerede har folk ansat, altid kommer til at vinde over dem, der er nye. Og jeg synes, at det er virkelig kortsigtet bare at blive ved med at sige, at vi skal beskytte job for enhver pris. Vi har brug for en overgang til en ny økonomi med en ny type job. Og det er det, der er regeringernes rolle. Ikke bare at beskytte folk for evigt, men at hjælpe virksomhederne med at forandre sig til det, vi har brug for i fremtiden, siger Bryony Worthington.
Ifølge Christian Egenhofer fra CEPS vil de mange gratiskvoter ikke nødvendigvis gøre ubodelig skade på det nye kvotehandels-system, fordi der fremover lægges et loft på antallet af kvoter, så carbon-markedet ikke på samme måde som før bliver oversvømmet.
- Det eneste, der virkelig kan skade det, er at markedsprisen ikke bliver høj nok. For så kommer der slet ikke grunde nok for virksomhederne til at blive mere energieffektive, siger han, men understreger, at der så selvfølgelig ikke vil komme lige så mange indtægter ind til statskasserne.
– Men den eneste, det rigtig går ud over, er skatteborgeren.
albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk
