David Favrholdt bryder sig ikke om mere spekulativ og idealistisk filosofi som Kants og Wittgensteins eller indskrænkende tanker som behaviorisme eller logisk positivisme. Man kan se hans næses rynker, mens han refererer deres tanker om, at verden kun består af mentale fænomener, eller at sproget konstituerer virkeligheden.
Den klassiske fysik beskriver fænomener i makrofor eksempel planeternes bevægelser eller et penduls svingninger, gennem en præcisering af dagligsproget. Men med kvantefænomenerne er det anderledes. De er så små, at man ikke kan observere dem uden at gribe ind i dem, og de har en natur, så man ikke kan vide alt om dem. For eksempel kan en partikels energi variere inden for korte tidsrum, en parallel til det mere kendte eksempel, at en partikels impuls og position ikke kan bestemmes præcist samtidig.
Disse problemer løste Bohr ved at understrege, at vi altid observerer en samlet helhed af partikler og observationsudstyr. Denne helhed er objektiv, og vi står som et iagttagende subjekt adskilt herfra. Observationerne er komplementære, sagde Bohr, det vil sige, at for eksempel observationen af impuls udelukker den samtidige observation af position og vice versa. Vores beskrivelse skal vi kunne dele med andre, ellers dur den ikke.
Bohrs styrke var, at hans fag faktisk beskæftiger sig med virkeligheden på en måde, som lader sig afprøve sådan rigtigt med eksperimenter. Den fordel havde Hume, Kant og Wittgenstein ikke. Bohr var interesseret i filosofiske problemer, og han talte ofte om, hvordan vi bruger sproget, og om, hvornår vi kan udsige noget om omverdenen.
Filosoffer har gjort sig mange forestillinger om sprog. Nogle har ment, at vi i virkeligheden kun kan tale om vores egne private oplevelse af fænomener, andre, at vores private sansninger ikke kan deles med andre. Eller at det er det enkelte sprog, der afgør, hvordan vi ser verden, som når forfatteren Peter Høeg, ganske vist fejlagtigt, grunder over, at grønlændere har 35 ord for sneens farve.
Fysikken som fag stiller heroverfor det korrektiv, at fysiske værker som Newtons "Principia" faktisk lader sig oversætte tvangfrit til alle sprog. Og hvorfor nu det? Fordi de beskriver en faktisk verden, der adlyder de to regler, at man ikke samtidig kan både være og ikke være, og at man enten er eller ikke er noget. Og fordi fysikken aldrig prøver samtidig at se på virkeligheden udefra og at beskrive den indefra. Denne tilgangs succes viser Favrholdt meget overbevisende.
Bogens opbygning er således, at Favrholdt først giver en indledning om fysikken før Bohr, så Bohrs resultater, efterfulgt af bogens hovedafsnit om Bohr som filosof. En ret lang og mindre spændende midterdel begrunder, at Bohr ikke var påvirket af hverken Høffding, Kierkegaard eller William James.
Men derefter kaster Favrholdt sig igen ud i fine gennemgange af Bohrs tænkning om biologi, fysik og erkendelsesteori, krydret med herlig polemik. Selvom Favrholdt har et skarpt afsnit om janteloven, kan jeg dog ikke lade være med at nævne enkelte fejl. Han kalder astronomen Klaudios Ptolemaios græker (men kun romere hed Claudius, græsk var bare det videnskabelige sprog), Michelson-Morley-forsøget er ufuldstændigt forklaret, den længste bølge i en bølgebrønd gør han fire gange for kort, den latinske ordlyd af "naturen gør ingen spring" gengives på noget besynderligt latin, og der er en misforståelse i forklaringen af den fotoelektriske effekt. Ja, det er jo den slags, man går op i, når man interesserer sig for fysik og sprog.
Men det skal ikke rokke ved, at Favrholdt udgivet en begavet, morsom og særdeles velskrevet bog, der kan udrydde mange misforståelser. Den er ikke bare passioneret, den er også fremragende til at blive klog af, klog på, hvordan vi kan tænke om virkeligheden, og klog på Bohr, som er en af Danmarks største sønner, måske den største.
David Favrholdt: Filosoffen Niels Bohr. 459 sider. 399 kroner. Informations Forlag.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
Mest læste Danmark
