Klima, I klokker

I JØRGEN THORGAARDS æra hed det "Eksistens". Nu hedder det "Univers". Thorgaard er en død, hvid mand. Og har været det længe. Dina hedder Al-Erhayem til efternavn og er i allerhøjeste grad en nulevende kvinde. Så er meget ligesom sagt om forskellene på monopolkanalens tros- og livsanskuelsesmagasiner af i går og i dag.

Men Dina er okay. Hun går til opgaven udefra, hvor Thorgaard var en folkekirkelig "insider". Og det kan man da også sagtens gøre, hvis man har nysgerrigheden intakt og stiller de gode spørgsmål.

Mandag midnat (og søndag) handlede det om klima og kirkeklokker, og om folkekirken i det hele taget er blevet for politisk. De indkaldte debattører var Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, og Rune Engelbreth, der engang redigerede det anti-kristne blad Faklen, men som nu forfægter adskillelse af stat og kirke. Ikke mindst af hensyn til sidstnævnte, kan man forstå.

Hvor Bjeragers vinkel var den traditionelt grundtvigske, førte Engelbreth flittigt Søren Kierkegaard i marken. Lige meget hvad kommer vi altid omkring de to gamle, når slige anliggender debatteres. De kridter stadigvæk banen op. Og for så vidt er begge debattørers argumenter hørt før i nyere tids kirkehistorie. Blot er det blevet vanskeligere at anklage folkekirken og dens præster for at være blevet mere politiserende. Endsige politikerne for nu pludselig at ville blande sig i kirkens indre anliggender.

Sandheden er vel nærmere den, at kirkens forkyndelse med den såkaldte værdidebat i højere grad end før er kommet ud i det fri, hvor storme suse, og hvor der lyttes med større lidenskab end længe set og hørt. Og så kan selv det at tie blive udlagt som en politisk stillingtagen.