Skadestuen i ørkensandet

Og der er rigeligt at tage fat på, fortæller Tina og hendes kollega Christian, der er læge. Afghanerne er fattige og har ingen adgang til medicinsk behandling. De klarer sig med råd og salver fra kloge – og mindre kloge – koner og håber på det bedste, når de rammes af sygdomme som tuberkulose, kolera og andre former for smitte, som moderne medicin for længst har fået under kontrol i den vestlige verden.

- Samtidig kan det være næsten umuligt for dem at pleje deres sår, så de heler ordentligt. Den fugtige varme og det tørre ørkenstøv betyder, at både overfladiske skræmmer og dybe sår springer op og bliver betændte, forklarer Christian.

Det ligner en ond form for dobbelt straf at udstyre et land, hvor befolkningen i forvejen bløder så meget, med et klima, der forhindrer sår i at hele. Men det er realiteterne for det afghanske folk. Og de brokker sig ikke, men bider tænderne sammen. Så det gør de danske læger og sygeplejersker også.

- Det er let at bliver fortvivlet over forholdene hernede. Over hvor fattigt og udsigtsløst det hele kan være, og over at sende sårede hjem til landsbyer, hvor vi ved, at de med stor sandsynlighed går til. Men i stedet for at bryde sammen over alt det, vi ikke kan, bliver vi nødt til at holde fast i det, vi rent faktisk kan gøre, fortæller Christian.

Den knap 30 kvadratmeter store skadestue i Camp Price ser ikke ud af meget, men rummer ikke desto mindre alt det, der skal til for at redde liv. Her i det armygrønne rum, der indeholder to operationsbrikse og er tætpakket med udstyr, kan det lille team af læger og sygeplejersker håndtere ligeså kritiske skader og traumer som på enhver anden skadestue hjemme i Danmark. De to læger og to sygeplejersker møder ikke bare op på job, men lever og arbejder sammen dag ud og dag ind i den svært bevogtede militærlejr. De kan kommunikere stort set uden ord, når det skal gå stærkt. Et blik eller et nik med hovedet er nok, når de fire systematisk og i løbet af få minutter gennemgår en lemlæstet eller søndersprængt krop for skader på vitale organer og sætter den livreddende behandling i gang.

Nogle af de garvede krigslæger i Afghanistan råder deres grønnere og yngre kolleger til aldrig at se de sårede i øjnene. Der er simpelthen grænser for, hvor mange bortsprængte lemmer, man kan tåle at se, mener de. Men sådan bliver det aldrig for lægerne og sygeplejerskerne i Price.

- Når der kommer en mand, der er sprængt helt i stykker, og ved at han svæver mellem liv og død, ind, tager jeg ham altid fast om skulderen, ser ham direkte ind i øjnene og siger: "Jeg har dig". Det kan godt være, at jeg dermed kommer tættere på, og gør mig selv mere sårbar, men for mig personligt kan det ikke være anderledes, siger Christian.

De svære traumer kommer i bølger. Nogle gange går dagene med ventetid under den skarpe ørkensol, andre gange kan det være svært at nå at få mad og søvn mellem arbejdet ved briksen. De seneste 10 uger er flere end 50 alvorlige traumetilfælde blevet bragt til infirmeriets skadestue. Et langt større antal mennesker har søgt hjælp i klinikken for almindelige medicinske problemer. Kjortelklædte mænd og kvinder i himmelblå burkaer søger hjælp til alt fra slemme infektioner til graviditetskomplikationer.

- Man ser jo næsten ingen kvinder i Afghanistan, men de er ikke generte, når de kommer herind. Det er som om, de ser mig som en anden form for mand, fordi jeg er læge, og så smider de bare burkaen. Det kan være en meget voldsom oplevelse, for de er meget unge. Der kommer en kvinde med måske to-tre børn, og når man så ser hende under burkaen, er hun bare en pige på 14 år, fortæller Christian.

Selvom den undertrykkende kvindekultur og den ekstreme armod gør indtryk på infirmeriets personale, er det ikke årsag til den største af deres frustrationer. Det sværeste er, når selv simple behandlinger og behandlinger, der ville have været helbredende - nogle gange livreddende - går i vasken, fordi de civile ikke magter at påtage sig den del af indsatsen, som de bliver nødt til at stå for selv.

Det kan være noget så simpelt som at tage medicinen i stedet for at sælge den eller møde op til de behandlinger, der er påkrævede.

- Det er meget svært at håndtere, at nogle af patienterne aldrig kommer tilbage, selvom vi har bedt om at se dem igen. Det er især svært, når det er børn, som vi ved, vi kan hjælpe, men hvor forældrene ikke bringer dem ind til os. Vi ved godt, at de er fattige, at de ikke har tid og mulighed, fordi markerne og arbejdet skal passes, så hele familien kan overleve, men det er svært alligevel, siger Tina.

Den lille dreng med børnesårene og hans storebror hørte til undtagelsen. De kom faktisk tilbage et par uger efter til det planlagte eftersyn. Ligesom sidst gik de selv de fire kilometer gennem ørkenen for at komme frem. Deres forældre fulgte dem ikke på vej, men sørgede for, at de kom af sted, og det er godt nok, mener Tina. Da den lille dreng kom op på briksen igen, tog hans storebror hans hånd med det samme, helt af sig selv.

- Han kiggede på mig på dén der "se, jeg har forstået det"-mine, og det var tydeligt, at han var meget stolt af sig selv. Det var jeg også, siger Tina.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk