Kirstine Helboe Johansen mener, at det er magien i ritualerne, vi bliver tiltrukket af. Så selvom hendes afhandling henvender sig til akademiske teologer rundt om i Danmark, så får folkekirkens præster også et par ord med på vejen.

- Jeg mener virkelig, at folkekirken skyder sig selv i foden, hvis den ikke forstår, hvor vigtige ritualer er for danskerne. For man kan se, det er det, de bliver tiltrukket af. Det er det, de bruger kirken til, siger hun.

Så i stedet for at være tilbageholdende med at bruge ritualer i kirken, skal folkekirken være stolt af sine ritualer, mener hun.

- Jeg tror, at rigtig mange præster har en meget symbolsk forståelse af, hvad der foregår. Nadveren symboliserer det oprindelige måltid. Dåben symboliserer overgangen fra død til liv. Vielsen symboliserer det, at man bliver ægtepar. Men jeg kunne godt tænke mig, at folkekirken blev mere stolt af magien i ritualerne og dermed også lagde større vægt på den kraft, der er i dem. Ved en vielse bliver man til ægteskab. Man var det ikke, da man kom ind. Men man er det, når man går ud. To mennesker er blevet til et fællesskab. Så der er virkelig sket en forandring, siger hun med begejstring over den fortryllelse, der i virkeligheden ligger gemt bag kirkens døre.

Landets præster er i en vis udstrækning begyndt at få øjnene op for ritualernes betydning for danskerne, mener Kirstine Helboe Johansen. Der bliver arrangeret natgudstjenester, kirker tager på festival, andre holder pinsegudstjeneste ude på marken, folk tager på pilgrimsfærd. Alt det, der ellers bliver rynket på næsten af. Men teologien følger ikke med, mener hun. Og det er det, hun gerne vil slå et slag for.

- Præsternes teologi er på mange måder nået længere end den akademiske teologi. For præsterne arbejder med praksis. Men de akademiske teologer har tid til en længerevarende teologisk refleksion, og derfor er det vores opgave at være med til at udvikle en teologi, som faktisk virker i praksis, siger hun.

holtze@kristeligt-dagblad.dk