I det mellemøstlige litterære miljø er digteren Ronny Someck et særsyn. Her, hvor krise er normaltilstanden, og hvor forfatterne har skarpe politiske meninger, insisterer Someck på at være positiv og apolitisk. Det gør imidlertid ikke hans litteratur harmløs og verdensfjern.

Som man kan se af digtene her på siden, der nu udkommer sammen med flere andre i Danmark, forholder Someck sig både til den politiske virkelighed og de sociale spændinger, der præger det moderne israelske samfund. Men han dømmer ikke, og han nægter at være sortseer. Someck mener, at kunst kan bruges som helende kraft, og han er berømt i Israel for at introducere børn og unge til digtning og for at besøge fængsler og snakke med de indsatte om kunst og kultur. "Vi lever jo ikke af brød alene, ånd er ligeså afgørende for menneskelivet", som han siger.

Vi mødes på en café i København, som Someck besøger i anledning af oversættelserne af hans digte. Han er udkommet i 12 lande, men det er første gang, at danske læsere kan stifte bekendtskab med hans lyrik. At blive oversat til et andet sprog er som at blive kysset med et lommetørklæde mellem læberne, siger Someck. Men i det danske tilfælde er lommetørklædet meget tyndt, fortæller han. Han er med andre ord meget glad for fordanskningen. Ikke, at han forstår den. Men det danske publikum ler, når digtene læses op, og det er alt nok!

Det med tilhørerne er vigtigt for den socialt bevidste Someck, der henviser til de larmende salooner fra westernfilm, når han skal beskrive kunstnerens rolle i dagens Israel:

- Jeg er som pianisten, der sidder ved klaveret i en overfyldt saloon med pistolkuglerne piftende forbi mig, men jeg fortsætter med at spille. Min musik hører hjemme i det samlede billede. Og vi kunstnere skal ikke sidde som pianister i fine koncertsale og spille for et andægtigt lyttende publikum, men blande os i virkeligheden.