Hvis vi først tager historien om Jesus, sådan som den fremstår i evangelierne, så har Timothy Freke og Peter Gandy i "The Jesus Mysteries" (1999) påvist, at der intet originalt er i historien - stort set alt i evangelierne er "lånt" fra primært samtidens historier om Osiris og Dionysos og sekundært historier om kendte, græske filosoffer.

Følgende beskrivelse til illustration af problemet, stammer fra århundrederne inden vor tidsregning:

Han blev født den 25. december i overværelse af 3 hyrder og 3 vise mænd. Angiveligt var hans mor en jomfru og hans far Gud selv. Han var i stand til at udøve mirakler såsom at forvandle vand til vin. Lige før sin død blev han hyldet med stedsegrønne grene, mens han red ind i en by på et æsel. Han døde om foråret som et sonoffer for verdens synder. Efter sin død var han i dødsriget i 3 dage, hvorefter han steg op til himlen med et løfte om at komme igen ved tidernes afslutning for at dømme levende og døde. Han blev fejret ved et symbolsk måltid bestående af brød og vin. Hans tilhængere blev angiveligt genfødt gennem dåb.

Ovenstående beskriver ikke Jesus - men Mithras. Det originale og nyskabende ved Jesus-historien er, at alle i samtiden vidste, at Mithras var en mytologisk skikkelse, mens Jesus angiveligt skulle have levet på jorden. Det skyldes, at der i begge tilfælde var tale om en mysteriekult, som blev udbredt ved, at man skabte en ny mytologisk skikkelse i hver nation. Det startede i Egypten med Osiris, der i Grækenland blev til Dionysos og i Persien til Mithras.

År 300 f.Kr. var mysteriekulten den mest udbredte religion i Middelhavslandene. Kun Israel havde ikke taget den til sig endnu - fordi Israel var strengt monoteistisk og mysteriekultens missionærer havde vanskeligt ved at "smugle" mysteriekulten ind som en del af troen på stammeguden Jahve.

Til sidst fandt en gruppe jøder i Alexandria på råd - de brugte Messias-skikkelsen til formålet. Der var bare den detalje, at jøderne forventede, at Messias skulle komme i kød og blod - så det var man nødt til at indbygge i fortællingen.

Omkring år 50 e.Kr. udkom så for første gang Mattæus-evangeliet. I dette skrift blev det hævdet, at Messias var kommet, han havde allerede besøgt jøderne, men de havde ikke villet kendes ved ham. Imidlertid var der kun få jøder, der tog imod Jesus som Messias. I stedet blev tanken om, at mysteriekultens helteskikkelse var kommet i kød og blod en stor succes i det øvrige Middelhavsområde.

Efter kirkemødet i Nikæa år 325 e.Kr. blev kristendommen enerådende, og dens ledere benyttede lejligheden til dels at slette alle spor om kristendommens virkelige oprindelse, dels at tvære alle konkurrenter på det religiøse marked ud. Det er kun takket være fundet af dødehavsrullerne, at vi i dag har kunnet rekonstruere historien, så sandheden er kommet frem.

Rabbiner Simcha Weinstein har utvivlsomt ret, når han hævder, at amerikanske superhelte er skabt af jøder. Men det er meget naturligt, eftersom jøder siden Jerusalems ødelæggelse har været et folk og en nation, der blev holdt sammen af skrifter og skriftkyndighed mere end af landegrænser og politiske ledere. Dermed har jøderne også suget til af viden og mytologi fra de kulturer, de har vandret i.

I artiklen nævnes f.eks. Samson som et forbillede på en superhelt - men kunne man ikke ligeså godt have nævnt antikkens græske Herkules? Går vi længere tilbage i tid, kan man også se, at jødedommen grundet Israels ringe størrelse har suget til sig fra folkene omkring det. Tanken om, at Gud er een, har jøderne "lånt" fra den egyptiske farao Akhnaton. Og et andet af jødedommens vigtigste klenodier, hviledagen hver 7. dag, stammer fra Babylon. Og sådan kunne man blive ved.

Det er nemt at give jøderne æren for mange ting, netop fordi de er et skriftens folk. Men når man ser, hvordan Israel behandler palæstinensere - så falmer glorien ligesom lidt.