Da Robert Crumbs tegneserieversion af 1. Mosebog udkom i starten af denne måned, skabte det grublerier hos Thomas Olofson, der er ansat i den københavnske boghandel Bethesda. For hvor skulle han placere udgivelsen? Den er fyldt med tegninger af nøgne mænd og kvinder, sex, vold og incest - og hvad der ellers indgår i 1. Mosebog. "Men", tænkte Thomas Olofson, "det er jo en tegneserie. Skal den så ikke stå sammen med børnelitteraturen?"

Hans overvejelse er ikke overraskende, for tegneserier anses ofte som "kun for børn". Men en lang række tegneserier henvender sig til et voksenpublikum og afprøver lige så mange genrer som alle andre medier: Marjane Satrapis selvbiografiske Persepolis beskriver en opvækst i Iran, Joe Kuberts Fax fra Sarajevo er en dokumentaristisk skildring af krigen i Jugoslavien, og Art Spiegelmans Pulitzer-prisvindende Maus er en historie om livet i en koncentrationslejr og et problematisk far-søn-forhold. Der findes ikke det, der ikke kan beskrives på papir med ord og billeder. Alligevel vil de færreste voksne give sig i kast med en tegneserie, og det rejser spørgsmålet: Hvorfor?

Svaret er komplekst, men kan sandsynligvis koges ned til to faktorer: Tegneseriens form, der afholder mange voksne fra at læse de kulørte hæfter, og mediets konfliktprægede historie.

For historisk set har tegneserien været udsat for meget. I 1950'erne gik skolelærere og psykologer til frontaltangreb på tegneserierne. Undervisningsministeriets kontorchef, Vagn Jensen, agiterede for forbud i et radiointerview den 5. maj 1954:

- Det må stå helt klart, at den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserierne er større end ved at forbyde dem, sagde han, og Politiken-journalisten Tørk Haxthausen skrev lærebogen "Opdragelse til Terror", hvor tegneserierne direkte fik skylden for ungdomskriminalitet, homoseksualitet og stigende vold i samfundet. Det var i mange år den eneste bog om tegneserier, man kunne låne på danske biblioteker, og der var offentlige bålbrændinger af tegneserier flere steder i Danmark og USA. I 1970'erne blev Anders And i den danske universitetsverden udlagt som kapitalistisk propaganda.