Skolen i Danmark blev i middelalderen oprettet af kirken som en del af den kristne missionsvirksomhed. Der blev bygget klosterskoler, katedralskoler og senere byskoler, hvis formål først og fremmest var at uddanne gejstlige.

Efter Reformationen i 1500-tallet oprettedes der latinskoler, hvor kristendomsundervisning også spillede en afgørende rolle. Børnene skulle lære at læse, så de kunne læse Bibelen.

I 1700-tallet fulgte Frederik den IV?s rytterskoler, som gav endnu flere børn mulighed for at lære noget, og i 1814 så folkeskolen dagens lys under navnet almueskolen. Hele vejen frem til 1975 bestod der en tæt forbindelse mellem folkekirke og folkeskole. Den blev formelt brudt med den skolelov, der afskaffede det forkyndende element i kristendomsfaget.

Der består heldigvis mange steder fortsat et sundt og fornuftigt forhold mellem kirke og skole. Det giver sig ikke mindst udtryk ved, at landets præster har adgang til at give konfirmationsforberedelse inden for skoletiden, typisk i et par morgentimer, ligesom de har adgang til at uddele materiale om minikonfirmandundervisning og eventuelt komme på skolerne til forældremøder for at orientere forud for konfirmationen.

Men nu er denne sidste forbindelse mellem skole og kirke tilsyneladende truet rundt omkring. Som det kan læses i dagens avis, mener skolerne i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København ikke, de kan leve med, at kirkens præster har adgang til skoleeleverne i den bedste undervisningstid, selvom mere end otte ud af 10 elever på en årgang konfirmeres her. Derfor skal præsterne i området efter alt at dømme nu til at undervise de unge konfirmander sidst på eftermiddagen i konkurrence med fritidsaktiviteter og fritidsjob, og når de unge er allermindst motiveret for det.