At konflikten mellem Israel og palæstinenserne ikke er verdens centrum, kommer uden tvivl som en overraskelse for de to involverede parter. Men at konflikten ikke engang kan fremprovokere den amerikanske præsident Barack Obamas fulde opmærksomhed, og ikke mindst en omfattende plan, kommer som noget af et dødbringende slag for fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne.

Travlt optaget af Afghanistan og Pakistan har Barack Obama endnu ikke formået at øge det ønskede pres på parterne for at få fredsforhandlingerne på sporet. Med vanlig mellemøstlig apati og sporadiske beklagelser, krydret med gensidige beskyldninger, synes Israel og palæstinenserne at være ude af stand til at klare opgaven alene. Begge parter opfører sig som nogle gange uartige, andre gange velmenende skolebørn, der venter på, at læreren træffer den endelige beslutning.

I øjeblikket kan palæstinenserne ikke forstå, at den amerikanske præsident ikke øger presset på Israel, der for en uge siden erklærede sig villig til at fastfryse byggeriet i alle Vestbreddens bosættelser med undtagelse af Jerusalem og 3000 allerede planlagte boligenheder. Set fra palæstinensisk synspunkt lever den israelske erklæring slet ikke op til det krav, den amerikanske præsident selv fremlagde i foråret. Nemlig en total fastfrysning af alt byggeri i alle bosættelser.

Fra israelsk side kommer det samtidig som en overraskelse, at den amerikanske præsident ikke er tilfreds med Israels erklæring, der sandt at sige er meget mere, end nogen anden israelsk regering har tilbudt palæstinenserne for at kickstarte fredsforhandlingerne. Og i Israel er det svært at forstå, hvorfor den amerikanske præsident har ladet sig overtale til at fokusere så hårdt på bosættelserne, når han alligevel ikke er villig til at presse parterne til forhandlingsbordet.

Et af de eneste lyspunkter i de seneste måneders diplomati i Mellemøsten er den palæstinensiske premierminister Salam Fayyads plan om, i løbet af de kommende to år, at styrke de palæstinensiske institutioner så meget, at erklæringen af en selvstændig stat vil være inden for rækkevidde. For en sjælden gangs skyld er her et palæstinensisk opgør med den offermentalitet, der i årevis har forhindret Selvstyret i at flytte sig. Endelig har palæstinenserne fået en premierminister, der indser, at det i Mellemøsten er langt vigtigere at gøre og skabe end at komme med den ene erklæring efter den anden.

Selvom Salam Fayyad er mindst lige så dygtig som sin israelske kollega, Netanyahu, har også han brug for en amerikansk håndsrækning til at få brikkerne til at falde på plads i sidste ende. Derfor bør den amerikanske regering stå fast på sine krav over for parterne og lade begge parter forstå, at ulydighed i klassen har en politisk og økonomisk pris.