Fjern bare fritagelsesparagraffen. Skræmmebillederne holder ikke

Men et sådan forkyndelseselement findes ikke i bestemmelserne omkring den danske skole. Her er al undervisning, på samme måde som i Sverige, kundskabsmeddelende, hvorfor vi i lighed med svenskerne uden problemer kan ophæve bestemmelsen, som alene er udtryk for en anakronisme - også selvom ministeren i sit indlæg hævder, at der ikke var tale om en "forglemmelse", men om et bevidst valg, da man i 1975 valgte at bevare paragraffen.

Bertel Haarder kerer sig tillige om skæbnen for fadervor og salmesang, hvis fritagelsesparagraffen bliver ophævet, men også her er argumentationen, sådan som Knud Erik Andersen i sit indlæg den 16. november gør opmærksom på, helt skæv. Selvfølgelig er man i undervisningen nødt til at beskæftige sig med begge dele for at belyse, hvad kristendom er i en dansk sammenhæng. Og det anerkender domstolen i Strasbourg også i præmisserne for den norske dom. Her er man sig helt bevidst, at undervisningen i et land tones af såvel historiske som kulturelle og religiøse forudsætninger, hvorfor der uden problemer kan være en kvantitativ favorisering af en religion frem for andre - blot må den ikke følges af en kvalitativ ditto. Men også denne distinktion findes allerede i vejledningsteksterne for den danske skole. Domstolen insisterer altså ikke på religionslighed, men alene på religionsfrihed, hvilket jo som bekendt også allerede er grundlovsfæstet i Danmark.

Derimod kan man ikke inden for disse rammer tage eleverne til indtægt for at skulle bede fadervor og dermed træne dem i en bestemt religiøs praksis for at opøve deres færdigheder heri. Og her har vi nok det største problem for den danske skole. Som bestemmelserne er nu, kan man ikke bede fadervor som en del af undervisningen i kristendomskundskab, da det - hvis man overhovedet skal tage kirken alvorligt og på trods af ministerens notat om det modsatte - må anses for at rumme et forkyndelsesaspekt.

Hvad man i undervisningstiden kan, er derimod at gennemgå teksten, behandle indholdet og forholde sig til det, samt undersøge bønnens brug og funktion før og nu - såvel i kirkelig som privat regi. At det og andet skulle være udtryk for en ubekymret "forkyndelse" af, at undere ikke kan finde sted, sådan som Birgitte Kjær forsøger at bilde læserne ind, er helt ude i skoven og ude af trit med virkeligheden i skolen, da det jo netop ville være en overtrædelse af de samme bestemmelser.

ANDERLEDES FORHOLDER det sig med de tidligere diskuterede morgensamlinger, hvor skolelederen suspenderer undervisningen, og hvor nogle skoler indlægger fadervor. Her gælder fritagelsesparagraffen ikke, da den kun hjemler ret til fritagelse fra undervisning i skolefaget kristendomskundskab. Her er der således åbnet en ladeport for folk, som ønsker at prøve en sag ved domstolen i Strasbourg. Og her vil Danmark efter al sandsynlighed tabe.

Men det har som nævnt intet med fritagelsesparagraffen at gøre, og det vil næppe være en formildende omstændighed, at nogle skoleledere af pragmatiske grunde siger til eleverne, at de blot kan lade være med at bede med eller gå uden for lokalet imens. Noget lignende vil gælde for de udbredte juleafslutninger, hvor disse måtte have gudstjenestepræg. Også de vil givet blive dømt ude af den offentlige skoles regi, men de har altså heller ikke noget med fritagelsesparagraffen at gøre.

Endelig fremhæver Birgitte Kjær hensynet til den lille gruppe forældre, som ikke vil have, at skolen blander sig i deres religiøse opdragelse af deres børn, fordi denne del af opdragelsen er særlig dybtgående i forhold til børnenes livsgrundlag.

Det kunne da være spændende at få udfoldet i relation til for eksempel musik, kunst og litteratur samt naturvidenskabelig forståelse, men hertil er der blot at sige, at vi jo i Danmark netop holder skole blandt andet for på alle områder at sikre os en offentlig nuancering af nogle forældres mangelfulde eller for snævre opdragelse af deres børn.

John Rydahl er formand for Religionslærerforeningen